davidssalmer

1  Du var vor bolig gennem alle slægter,
du var et hegn om os, en trofast vægter.
Før bjergene og jorden fandt hinanden
er du fra evighed, og ingen anden!
Du gør, at dødelige sover hen,
du gør hvert menneske til støv igen.

2  For dig er tusind år blot som en morgen,
kun som en nattevagt, snart glemmes sorgen.
Vi ender som en søvn og vil forsvinde,
du spreder os som græs for tørre vinde,
ved morgen blomstrer vi som græs, der gror,
ved aften visner alt, som stod i flor.

                               *

3  Din vrede gør, at vi må gå til grunde,
din harme kan vor rædsel let begrunde.
Hvad vi har gjort, og hvad vi har bedrevet,
det hele står i dine bøger skrevet.
Vor dag svandt bort, vi smagte vredens kår,
med suk og hvisken endte vore år.

4  Halvfjerdsindstyve år er os beskåret,
med firsindstyve kroner Herren året.
De bedste år er fyldt med strid og møje,
snart er det glemt, hvad vi har måttet døje.
Alt går så stærkt, vi flyver rask afsted,
snart er det slut med jordisk virksomhed.

                               *

5  Hvem kender dig og styrken i din vrede,
din harme og den gudsfrygt, som kan redde?
Du lærer os at tælle vore dage,
så vi får visdom nok til værn mod klage.
Min Gud, vend om, hvor længe bli'r det ved?
Vær ikke vred, men vis barmhjertighed!

6  Mæt os fra morgenstunden med din nåde,
så fryd og glæde samler livets tråde.
Glæd os i samme grad du lod os lide,
de år og dage, da vi måtte stride.
Lad dine tjenere få det at se,
som du har gjort, og som du selv lod ske.

7  Klar vore øjne! du må åbenbare
din herlighed for slægtens yngste skare.
Må Herrens liflighed dog altid finde
vej foran os med nådens milde vinde,
og altid styrke vore hænders værk,
ja, altid styrke vore hænders værk!

1  Min Gud, den Allerhøjeste,
min bolig og min skygge,
min Fader, den Almægtige,
mit skjul mod mørk uhygge.
Jeg siger med vor Gud og mand:*

Min Gud, min Gud, jeg håber
på dig, min Gud i mørkets land,
du hører, når jeg råber.

2  Du frelser mig fra skjulte garn,
fra fjendens net og snare,
fra pest som truer mig, et barn,
min sjæl vil du bevare.
Du dækker mig med dine fjer,
mit skjold er dine vinger.
Du gør kun godt, hvad end der sker,
du er min døds betvinger.

3  Vær tryg min sjæl og nyd dit hvil
trods død og kolde vinde,
dig rammer ingen sleben pil,
som flyver rundt i blinde.
Og selv når pesten trænger ind
i ly af nattens mørke,
dig smitter ingen gullig kind,
dig skader ingen tørke.

4  Og sættes mange liv på spil
og segner ved din side,
selv når titusinder går til,
Guds hjælp når frem i tide.
Med egne øjne skal du se,
at mørkets hær må vige,
snart høres et trefoldigt ve,
da knuses Satans rige.

                     *

5  Du, Herre, er mit skjulested,
hos dig har jeg min bolig,
og intet ondt skal ramme mig,
din nærhed gør mig rolig.
Jeg ved, at engle vogter mig
på alle mine veje,
på din befaling bæres jeg,
Guds vej vil du udpege.

6  Du er min Gud, som gi'r mig mod,
på løver kan jeg træde,
du trådte slangen under fod,
dit navn blev mig til glæde.
Og når jeg holder mig til dig,
da vil du stadig sende
den hjælp, som nu beskytter mig,
dit navn vil jeg bekende.

7  Og når jeg råber højt til dig,
da vil du altid svare,
i trængsel er du nær hos mig,
min sjæl vil du bevare.
Du mætter mig med mange år,
du gi'r mig liv og helse,
og uanset hvordan det går,
så skal jeg se din frelse!

1  Hvor er det godt at ære
Guds navn til strengespil.
Du Højeste lyt til!
Din pris vil jeg frembære.
Med ildhu vil jeg melde
om natten og ved gry:
Din trofasthed er ny,
din godhed og din vælde.

2  Til liflig leg på strenge,
til lyrens sprøde klang,
til harpespil og sang,
skal takkesangen fænge.
Hvad du har gjort gav glæde,
din højre hånd greb ind,
du gav os sang i sind,
du hjalp de små og spæde.

3  Hvor stort og dybt, o Herre,
er alt, hvad du har gjort,
for stort for tankens port.
De dumme kan desværre
kun ane tågebanker,
de mangler god forstand,
de bygger kun på sand,
de følger egne tanker.

4  Selv om de vokser frodigt
og breder sig som græs,
bli'r de som visne læs,
for hjertet er hovmodigt.
De blomstrer ikke længe,
de som forbander Gud,
for altid går de ud,
som stakket hø i enge.

                      *

5  Den Højeste, o Herre,
er du til evig tid,
men fjenden elsker splid,
dig vrager de desværre.
Snart går de helt til grunde,
en dødsseng har de redt,
som avner bli'r de spredt,
som løgn i folkemunde.

6  Mit horn* vil du ophøje,

som oksen løfter sit,
nu kan jeg ånde frit,
løn får jeg for min møje.
Du lod mit øje skue
den faldne fjendeflok,
du slog dem med din stok,
men hjalp din trætte due.

                      *

7  Er du for Gud retfærdig,
vil du stå smukt i knop
og roligt blomstre op,
da bli´r din frugt prisværdig.
Du vokser som en ceder,
du trives i Guds hus
til Åndens vingesus,
du grønnes, når du beder.

8  Når hårene bli'r hvide
står aftenen i flor
med høje jubelkor,
og da skal alle vide,
at vi med sang forkynder:
Vor Gud er rettens Gud,
han har en snehvid brud,
min klippe, uden synder.

1  Herren er konge, klædt i majestæt,
han hersker over hele jordens æt,
og fast står jorden ved hans guddoms-magt,
den vakler ikke, fast er grunden lagt.

2  Herren har klædt sig i sin styrkes kraft,
og himlens trone har han altid haft,
fast blev den grundet, før vor jord blev til,
og Gud har altid tronet oventil.

                              *

3  Strømmene runger med en vældig røst,
strømmene runger med en tordenrøst,
mægtigere end store vandes brus
er Herren mægtig i orkanens sus.

                              *

4  Hvad du har sagt er til at stole på,
til evig tid skal dine bud bestå.
Dit hus skal krones af din hellighed,
for altid skal dit rige vare ved!

1  Du hævnens Gud, min Gud og Herre,
træd synligt frem, før det bli'r værre,
rejs dig, forkynd din straffedom,
straf hovmod som gør sjælen tom,
de knejsende fortjener, at
du rammer dem så ganske brat!

                            *

2  Hvor længe skal gudfjendske juble
hvor længe skal gudsfolket gruble,
hvor længe skal de frækkes ord
ophøje sig mod dem, der tror?
De tvinger svage folk i knæ,
dit folk kan ikke finde læ.

3  De dræber fremmede og enker,
uskyldige bli'r lagt i lænker,
de ofrer børn ved myrderi,
de vandrer ad en blodig sti.
De siger: Gud ser ingenting,
han skjuler sig bag himlens ring.

                            *

4  Besind jer dog, lad jer advare,
kom til fornuft, for jeg vil svare:
Vor høresans er skabt af Gud,
han lytter til et skumpelskud.*
I tror, at Gud er døv og blind,
men Gud kan se den våde kind.

5  Vor Gud, som råder folk og stammer,
gør også brug af lovens hammer,
han tugter, og han revser den,
der fejer hvert et forbud hen.
Han straffer, og han lærer dem
den visdom, der gør lærenem.

6  Han kender mandens mange planer,
de er som høje, stolte graner,
de er blot blændværk og bedrag,
kun tomhed fylder tåbens dag,
men lykkelig er den, som du
gi'r visdom midt i trængslens gru.

7  Du gi'r ham ro for onde dage,
gudløse bryder ud i klage,
når dødens rædsler dækker dem,
da bli'r dødsskyggen deres hjem.
Gud bjærger sine med sit vod,
Guds folk er Herrens arvelod.

8  Retfærdige skal atter kende,
at uret sig til ret vil vende,
da får den ærlige sin del,
oprejsningen bli'r fuld og hel.
En fremtid har det sindelag,
som øver ret i hver en sag.

                            *

9  Hvem er min hjælp mod de gemene,
hvem vil forsvare mig mod stene,
som lumpne kaster mod mit skjul?
Hos dem er tungen falsk og hul,
hvis ikke hjælpen kom fra dig,
da var det snart forbi med mig.

10  Når jeg bli'r ræd og savner støtte
og mangler evnen til at skøtte
mig selv mod det, der truer mig,
så får jeg nåde nok fra dig;
når ængstelse gør tung og træt,
da gør din trøst mig atter let.

                            *

11  Kan det korrupte dommersæde
indgå en pagt med Gud og træde
Guds egne love under fod?
Med svig står de Guds Ånd imod,
ved lov udgydes skyldfrit blod,
ulykkes-love kræver bod.

                            *

12  Men Herren er min trygge klippe,
min tilflugt kan jeg ikke slippe.
Gud vil gengælde dem med slag
og dømme dem på dommens dag;
når Herrens vrede bryder frem,
da skal Guds højre knuse dem.

*et stedbarn

1  Kom, lad os juble højt af fryd,
ophøje Gud med lovsangs lyd.
Pris ham! Han er vor frelses klippe.
Kom, lad os træde frem med sang,
med takkesang til citers klang:
Vor klippe kan vi ikke slippe!

                           *

2  For Herren er en vældig Gud,
en mægtig konge i sit skrud,
afguderne skal helt forsvinde.
Han bød, han skabte havets vand,
han dannede det faste land,
og alt er hans, hver dal og tinde.

                           *

3  Kom, lad os knæle for hans fod
og bøje os og gøre bod,
det er kun ham, som vi tilbeder.
Han er vor skaber og vor Gud,
vi er hans folk, han hjalp os ud,
vi er hans hjord, den flok, han leder.

                           *

4  Lyt dog i dag til Herrens røst,
til hans formaning og hans trøst!
Forhærd dog ikke jeres hjerter,
og test mig ikke som den dag
i ørkenen, hvor kiv og nag
forbitrede og voldte smerter.

5  Jeg væmmedes ved denne slægt,
dog var de i min varetægt,
indtil de fyrre år* var omme. 
De fór kun vild og førte vild,
min vrede brændte som en ild:
Til hvilen skal de aldrig komme!

*ørkenvandringen

1  Kom, lad os juble højt af fryd,
ophøje Gud med lovsangs lyd.
Pris ham! Han er vor frelses klippe.
Kom, lad os træde frem med sang,
med takkesang til citers klang:
Vor klippe kan vi ikke slippe!

                          *

2  For Herren er en vældig Gud,
en mægtig konge i sit skrud,
afguderne skal helt forsvinde.
Han bød, han skabte havets vand,
han dannede det faste land,
og alt er hans, hver dal og tinde.

                          *

3  Kom, lad os knæle for hans fod
og bøje os og gøre bod,
det er kun ham, som vi tilbeder.
Han er vor skaber og vor Gud,
i er hans folk, han hjalp os ud,
vi er hans hjord, den flok, han leder.

                          *

4  Lyt dog i dag til Herrens røst,
til hans formaning og hans trøst!
Forhærd dog ikke jeres hjerter,
og test mig ikke som den dag
i ørkenen, hvor kiv og nag
forbitrede og voldte smerter.

5  Jeg væmmedes ved denne slægt,
dog var de i min varetægt,
indtil de fyrre år* var omme. 
De fór kun vild og førte vild,
min vrede brændte som en ild:
Til hvilen skal de aldrig komme!

1  Syng Gud en ny sang, så det klinger
til Herrens pris, giv sangen vinger.
Pris Herrens navn blandt folkeslag,
forkynd hans frelse dag for dag,
fortæl hvad frelsens budskab bringer.

2  Syng om hans herlighed og ære
blandt fjerne folk og i det nære,
forkynd hans pris fra dag til dag,
hans undere blandt folkeslag.
Afguderne skal ild fortære.

3  De er blot skåret ud i ceder,
de hører ikke, når man beder,
men himmelen er skabt af Gud,
se, ørnen flyver på hans bud.
Idolerne er intetheder.

4  Højhed og pragt omgi'r Guds trone,
han bærer herlighedens krone
og prises i hans helligdom,
hans prydelse er ikke tom,
rundt om ham klinger frelsens tone.

                            *

5  Giv Herren ære, vis ham hæder
I folkestammer, når I træder
frem for hans ansigt i hans navn
med gaver til Guds riges gavn.
Skælv og tilbed i rene klæder.

                            *

6  Som konge skal han triumfere,
i trofasthed skal han regere,
og ved hans ord står jorden fast,
men fjendens magt bli'r knust i hast.
Guds dom kan ingen negligere.

7  Himlen skal klæde sig i glæde
til jubelråb fra jordens spæde.
Hør, havets bølger ærer Gud,
hver mark er pyntet som en brud,
og skovens graner danner kæde.

8  For Herren kommer, se, han kommer,
han træder frem som jordens dommer,
han dømmer med retfærdighed,
hans trofasthed vil vare ved
mod dem, der spredte lys og sommer.

1  Guds salvede har magt,
alt er ham underlagt,
glæd jer, I jordens lande,
fryd jer, I fjerne strande.
Skymulm og dunkelhed
dækker hans herlighed.
Guds søn er Guds regent,
og tronens fundament
er hans retfærdighed.

2  Ild farer frem foran
hans ansigt som en brand,
den ild skal snart fortære
dem, der gav tomhed* ære. 
Hans lyn oplyste alt,
så bjerge skjalv og faldt;
for Herrens vredes glød
fik jorden åndenød.
Gud hersker overalt.

                    *

3  Himlen forkynder fred,
vor Guds retfærdighed.
Ophøjet skal han være,
hvert folk skal se hans ære.
Skam skal de alle få,
som dyrker hø og strå.
De dumme knæler ned
for løgn og intethed.*
Gud kan vi stole på!

                    *

4  I Zion blev det hørt,
sit værk har Gud fuldført,
nu ser vi Juda juble,
Gud lod al modstand snuble.
Retfærdig er vor Gud,
hans lysglans er hans skrud.
Gud, du er såre stor,
den Højeste på jord,
hver afgud kastes ud.

5  I, der har Herren kær,
skal hade vold og sværd.
Sit folk vil Gud bevare
og frelse dem fra fare.
Lys vælder frem for dem,
og glæden bryder frem,
luk Herrens glæde ind,
lovsyng ham i dit sind.
Pris ham, Jerusalem!

*afguder

*afguder

1  Herren er regent,
frelsen er fuldendt,
bæv I folkeslag
ved hvert åndedrag.
Jordens faste slå
skælver som et strå,
Gud, blandt glade struber,
troner på keruber.

2  Stor er Herrens pragt,
Zions stærke magt
overstråler alt,
fyrsternes gestalt.
Derfor priser man
Herren fra hver strand.
Stor i magt og ære,
du er hellig, Herre!

                *

3  Gud er kongen, som
elsker retfærds dom,
i hans dommerdragt
står Guds pagt ved magt.
Bøj dig og gør bod,
tilbed for hans fod.
Stor i magt og ære,
du er hellig, Herre!

                *

4  Moses stod som præst,
fremmed, blot en gæst,
Aron blev hans tolk
for Guds eget folk.
Samuel led savn,
kaldte på Guds navn.
Da de bad om nåde,
lod han nåden råde.

5  Fra skysøjlens røst
bragte Herren trøst,
og de holdt hans bud,
holdt sig nær til Gud.
Du har svaret, Gud,
du fik løst os ud,
du forlader synder,
hvor din dom begynder.

6  Ære være Gud,
han har løst os ud,
bøj dig og gør bod,
tilbed for hans fod.
Pris ham, fald kun ned,
bed til stadighed!
Stor i magt og ære,
du er hellig, Herre!