davidssalmer

1  Velsignet er den mand, som ikke går,

hvor råd fra niddinger gi'r dybe sår,

som ikke søger til det skumle stræde,

men skyr det sted, hvor spottere ta'r sæde,

som dag og nat har lyst til Herrens lov,

hvor Ordet dækker hver en dags behov.

                                  *

2  Han vokser som et træ ved kildens vand,
hvor bækken risler gennem frugtbart land;
det bærer moden frugt, når tid er inde,
og bladene kan tåle tørre vinde.
Alt, hvad han gør, gi´r Herren lykke til,
han venter til han ved, hvad Herren vil.

                                  *

3  Gudfjendske folk er derimod som strå,
på dommens dag - hvordan skal de bestå?
De hvirvles bort, som avnerne for vinden,
de ville ikke møde Gud forinden,
men Herren kender sine venners vej,
ugudeliges ende nærmer sig.

1  Hør, hvorfor fnyser jordens folkeslag

og lægger planer, som er ganske tomme?

De rejser sig i deres selvbedrag,

skønt deres tid er kort og næsten omme.

Se, konger rådslår, fyrster spinder rænker

mod Herren og hans salvede, Guds søn:

Kom, lad os sprænge deres reb og lænker!

Vi øser vand af denne verdens brønd!

                             *

2  Men han, som troner højt i himlen, ler,
Ja, Herren spotter alle Jakobs fjender.
Da skal han tale til dem, så det sker,
at hjertet og samvittigheden brænder:
Min konge har jeg indsat i det høje,
på Zions bjerg, det ny Jerusalem!
Min salvede er altid for mit øje,
for ham skal alle slægter træde frem.

                             *

3  Hvad jeg forkynder er en hovedsag,
hvad Herren bød mig, vil jeg nu fortælle:
Du er min Søn, som jeg har født i dag!
Til alle tider skal mit tilsagn gælde.
På din begæring arver du nationer,
den vide jord får du som bønnesvar.
Dit spir af jern skal knuse kongetroner,
de brydes som en pottemagers kar!

                             *

4  Og nu, I konger, gå kun varsomt frem,
I jordens dommere, lad jer nu råde!
Tjen Herren, frygt ham, skælv for ham hvert lem,
fryd jer med bæven, på den rette måde.
Kys Sønnen, hyld ham, bøj jer for hans fødder,
før I for Herrens vrede må forgå!
Snart vredes han, som randt af Isajs rødder.
Kun den, der stoler på ham, skal bestå!

1  Herre! Jeg er i nød,

og mange vil min død.

Titusinder bekriger

og rejser sig mod mig.

Min Gud, de glemmer dig,

og hør, hvad fjenden siger:

Der er slet intet håb,

her hjælper intet råb,

Gud glemmer ham og tier!

Herre, du er mit skjold,

min ære og min vold,

det er på dig, jeg bier.

2  Mit hoved løfter han,
jeg råber, som jeg kan,
fra Zion vil han svare!
Jeg la' mig og sov ind,
blev frisk med sol på kind,
min sag vil han forsvare.
Mod Gud er de kun få,
mig kan de ikke nå,
de gør mig ikke bange.
Selv om de samler sig
og vil omringe mig,
er Gud min hjælp mod mange.

                        *

3  Rejs dig, min Herre Gud!
Frels mig og før mig ud!
Slå dem på deres kinder,
knus tænderne med magt,
vis dem din ringeagt
til sejrens dag oprinder.
Hos Herren er der fred,
et frelsens tilflugtssted,
og hvile trods Guds fjender.
Her finder folket ro,
velsignelse og tro,
Gud trøster sine venner!

1  Ak, Herre, svar mig, når jeg råber,

da jeg var trængt gav du mig rum.

Du er min Gud, på hvem jeg håber,

trods fjendens hån og spotske tåber.

Vær nådig, gør min fjende stum!

de elsker avner uden kerne,

de krænker mig og gør mig skam,

men Gud er god og hjælper gerne,

snart ses den klare morgenstjerne,

Gud hører, når jeg be'r til ham.

                             *

2  Hold inde, tæm dit hjertes vrede
tænk efter, når du går til ro,
vær stille, bøj dig for at bede!
Bring rette ofre, gør dig rede,
som tjener bør du være tro,
bring altid Gud det bedste stykke
og stol på ham trods nattegys!
De* siger: Hvem kan gi´ os lykke?
De krænker dig med svig som smykke.
Opløft på os dit ansigts lys!

                            *

3  Din kærlighed af glæde luer,
langt mer´end korn i overflod,
langt mer´end persens søde druer,
lad bonden pløje brede furer,
mit hjerte siger: Gud er god!
I ro og fred går jeg til hvile,
og sover straks ved aftenstid,
befriet fra bekymrings pile,
til dig alene vil jeg ile,
og jeg bor trygt trods kamp og strid!

*de oprørske

1  Lyt til min gråd, hør, hvor jeg stønner,

min konge og min frelses Gud,

skån mig for spot og sammenbrud,

du er min Gud, som ser og lønner,

hør mine bønner.

2  Hver morgen hører du min stemme,
jeg bringer dig min sag ved gry,
hver morgen spejder jeg på ny,
min tryglen vil du ikke glemme,
hvor jeg har hjemme.

                             *

3  Indgang kan ingen uret finde
hos dig, slet ingen løgn og nid,
og ikke den, der volder splid
og kun har svig og ondt i sinde
og vil forblinde.

4  Gør dem til intet som vil sprede
og tale løgn til hver en tid,
jeg ved du afskyr drab og strid,
men jeg vil bøje mig og bede,
du er til stede.

5  Så vil jeg altid finde nåde
hos Herren med en hellig frygt,
så er jeg der, hvor alt er trygt,
din godhed vil du lade råde,
helt uden måde.

                            *

6  Før mig, o Gud, ad dine stier,
led mig for mine fjenders skyld,
for deres spot er som en byld,
jævn blot din vej, som min befrier,
så fjenden tier.

7  Med deres snak kan ingen regne,
de bruger kun fordækte ord
og spreder løgn fra syd til nord,
de øver mened alle vegne,
så jeg må segne.

8  Døm dem, o Gud, lad dem kun falde
i egne rænkers dybe grav,
bortstød dem med din herskerstav;
udåd og syndens bitre galde
lod de bifalde.

9  Lad dem, der flyr til dig, få glæde
og juble i al evighed,
hvor der er ly og varig fred.
Frikendt for Herrens dommersæde
skal ingen græde.

10  De glæder sig og gi'r dig ære,
de tror og stoler på dit navn,
velsign og styrk dem i din favn,
dit skjold er nåde og vil være
nær i det nære.

1  Hver morgen hører du min stemme,
jeg bringer dig min sag ved gry,
hver morgen spejder jeg på ny,
min tryglen vil du ikke glemme,
hvor jeg har hjemme.

                            *

2  Før mig, o Gud, ad dine stier,
led mig for mine fjenders skyld,
for deres spot er som en byld,
jævn blot din vej, som min befrier,
så fjenden tier.

3  Lad dem, der flyr til dig, få glæde
og juble i al evighed,
hvor der er ly og varig fred.
Frikendt for Herrens dommersæde
skal ingen græde.

4  De glæder sig og gi'r dig ære,
de tror og stoler på dit navn,
velsign og styrk dem i din favn,
dit skjold er nåde og vil være
nær i det nære.

1  O, Herre, du må råde

og revse mig med måde,

tugt mig i kærlighed;

selv når din vrede brænder,

så ved jeg, at du sender

din trøst og nåde ned.

2  Helbred mig, for jeg lider,
jeg vånder mig og vrider
min rædselsslagne krop.
Jeg er så angst og bange,
og nætterne bli'r lange,
det hører ikke op!

3  Vend dog tilbage, Herre,
min smerte bliver værre,
forløs og frels du mig,
for du er god mod dine,
frels mig fra dødens pine,
så jeg kan takke dig.

                     *

4  Træt er jeg af at græde,
min pude må jeg væde,
min seng er ganske våd.
Min sorg gør blikket sløvet,
min kraft har fjenden røvet,
mit liv er fyldt med gråd.

                     *

5  Fjern jer, I øgleunger,
I svigefulde tunger,
for Gud har hørt min bøn.
Gud hører mine bønner,
Gud er en Gud, der lønner,
han gi'r mig dobbelt løn.

6  Lad alle mine fjender,
og falske, sleske venner
bli' ramt af angst og frygt.
Brat gør du dem til skamme,
du er og bli'r den samme,
og jeg kan vandre trygt.

1  Herre, min Gud, du ser jeg tager

min tilflugt til dig, ak, jeg klager:

Forløs mig fra en magtsyg mand!

Se til min angst og sjælstilstand.

Lad ikke fjenden sønderrive

som løven, der vil flå og rive

og slæbe byttet efter sig,

du er min hjælper, hjælp dog mig!

                           *

2  Det havde været noget andet,
om jeg i ondskab helt ublandet
og grundløst havde handlet slet
og røvet nogens simple ret,
da måtte fjenden efterstræbe
og fange mig blot for at dræbe
og smide mig blandt sten og støv,
vanæret under vissent løv.

                           *

3  Så rejs dig, Herre, i din vrede,
stå op mod fjendens røverrede,
mod deres fnysen, vold og harm,
vågn op, min Gud, opløft din arm,
sæt retten, Herre, og tag sæde,
for dig skal folkene fremtræde,
de skal forsamle sig om dig
og ved din trone bøje sig.

4  Du, Herre, dømmer folkestammer,
du kender selv mit hjertekammer,
så skaf mig ret, du kender alt,
jeg er kun ringe, blot en pjalt,
blandt dine vil du selv bevare
og vogte mig for fjendens snare.
Min uskyld og retfærdighed
er gemt i dig, mit skjulested.

5  Lad ondes ondskab få en ende,
lad rettens talsmand se og kende,
at ondskab bli'r tilintetgjort,
at deres nat bli'r ravnesort.
Du ser og kender alle hjerter,
støt dem, der vånder sig i smerter,
ransag og kend mig, du min Gud,
klædt i din retfærds rene skrud.

                            *

6  Gud er mit skjold, han vil beskytte
og frelse knuste og forknytte,
oprigtige, som tror og ved,
at han er vor retfærdighed.
Retfærdig er han, når han dømmer,
en Gud, der ingenting forsømmer.
Hver dag bli'r Gud som dommer vred,
han handler ret og skaber fred.

7  Helt sikkert vil min fjende slibe
sit hvasse sværd og atter gribe
sin bue, lægge pilen klar
og sigte, men han får til svar:
Selv bli'r du ramt af dødens pile
og finder aldrig nogen hvile.
Hver pil fandt selv den avindsmand,
som satte pilene i brand.

                          *

8  Se, han undfanger selv det tomme,
og fostrer alskens dårligdomme,
og føder blændværk, løgn og svig,
hans mål er kun at blive rig.
For andre graver han en fælde,
han gør den dyb, men må undgælde,
han falder selv i gravens dyb,
blandt orme og blandt alskens kryb.

9  Den skade, som han ville volde,
den kommer han til at fortolde,
hans ondskab rammer ham med kraft,
for hver en tanke han har haft.
Jeg takker Herren for hans nåde,
for frelsens underfulde gåde,
den Højeste lovpriser jeg,
for Herrens navn er nok for mig.

1  Herre, vor Herre! Herre i det høje!

Dit store navn vil jeg med sang ophøje,

dit navn er herligt på den vide jord,

din pragt er stor, hvor himlens stjerner bor!

2  Du rejste dig et værn mod dine fjender,
til tavshed bragte du de falske venner,
af småbørns og af ganske spædes kor
beredte du dig lovsang på vor jord.

3  Når jeg din himmel og dit værk betragter,
månen og stjernerne i nattevagter,
hvad er da jeg, at du vil se til mig?
Menneskebarn! Din Gud ta'r hånd om dig!

4  Du lod ham næsten som din guddom være,
du kronede ham herligt og med ære,
den hele skabning gav du i hans magt,
alt er hans herredømme underlagt.

 5  Småkvæg og okser, markens vilde vrimmel,
fugle som svinger sig op mod din himmel,
selv havets fisk, og alt som færdes der,
hver skabning, som du lader leve her.

                                 *

6  Herre, vor Herre! Herre i det høje!
Dit store navn vil jeg med sang ophøje,
dit navn er herligt på den vide jord,
din pragt er stor, hvor himlens stjerner bor!

1 Dig vil jeg takke, du, min Gud,

af hele hjertet bringe bud

om dine underfulde værker,

om kærlighedens dybe mærker.

2  Jeg vil begejstre mig i dig,
dit navn skal altid fryde mig,
dit navn, du Højeste, skal være
min glæde og min største ære.

                         *

3  For mine fjender veg og faldt,
gik til for dig dengang det gjaldt.
Du bad mig atter bære kronen,
jeg blev kendt fri ved himmeltronen.

4  Din trussel skræmte folkeslag,
gudløse folk led nederlag,
og deres navne lod du slette,
for altid er din dom den rette.

5  Tilintetgjort blev fjendens magt,
lagt øde blev de ondes pragt,
med jorden jævnede du byer,
de huskes som støvfyldte skyer.

6  Gud troner i al evighed,
han dømmer med retfærdighed,
han dømmer ret, og han regerer,
han skaber nyt og triumferer.

                         *

7  Du, Herre, er vort tilflugtssted,
et tilflugtssted med håb og fred.
Du er os nær i trængselstider,
du ser, når de fortrykte lider.

8  Må de som stoler på dit navn,
erfare trøsten i din favn,
forladt skal ingen stakkel blive,
som sig til dig vil overgive.

                         *

9  Lovsyng vor Gud i kongens by,
i Zion fødes vi på ny,
forkynd hans gerninger for alle,
lad sejrssangen højlydt gjalde.

10  Gud hævner drab, han standser krig,
han glemmer ikke barnets skrig,
han glemmer ikke dine spæde,
han så dem lide, så dem græde.

                         *

11  Ak, vær mig nådig, du, min Gud!
Jeg plages og må stå for skud
af dem, som trives blandt forgjorte.
Du frelser mig fra dødens porte!

12  Da kan jeg synge til din pris,
forkynde nådens paradis
og juble over frelsens porte,
lovprise det fuldkommengjorte.

                         *

13  Den grav, som de fik gravet sig,
den fælde, de fik lagt for mig,
blev selv et net om deres fødder
blandt grubens kryb og rådne rødder.

14  Guds dom blev synlig, åbenbar,
Gud viste sig så soleklar,
ugudelige lod sig fange
i egne net så mange gange.

15  Den onde skal gå bort med skam,
hans gerninger skal finde ham,
dødsriget er for dem, der glemmer
at ære Gud med glade stemmer.

16  For evigt bli'r vi ikke glemt,
hos Gud er vore bønner gemt,
Gud skuffer ikke sine arme,
ydmyges håb gi'r hjertevarme.

                         *

17  Rejs dig, min Gud, lad ingen få
triumfen ved at sønderslå,
døm folkene som vil tilrane
sig herskerstavens sejrsfane.

18  Lad frygten komme over dem,
når dine domme bryder frem!
Lad folkene med skam erkende,
at de er støv, født i elende.

1  Du, Herre, er vort tilflugtssted,

et tilflugtssted med håb og fred.

Du er os nær i trængselstider,

du ser, når de fortrykte lider.

2  Må de som stoler på dit navn,
erfare trøsten i din favn,
forladt skal ingen stakkel blive,
som sig til dig vil overgive.

                       *

3  For evigt bli'r vi ikke glemt,
hos Gud er vore bønner gemt,
Gud skuffer ikke sine arme,
ydmyges håb gi'r hjertevarme.