davidssalmer

1  Hør Herrens røst, hør Herrens manifest,
han kalder på vor jord fra øst til vest.
Fra Zions fagre, vakre menighed
ser vi Guds glans og Herrens herlighed,
for Herren kommer, og han tier ikke!
Gud dømmer ret, hvad end han vil tilskikke.

2 Fortærende er ilden foran Gud,
voldsom er stormen, når han sender bud.
Han kalder på sin himmel og vor jord,
Guds folk bli'r målt med Herrens målesnor.
Hent mine trofaste som valgte pagten
med Gud ved ofre uden ringeagten!

3  Himlen forkynder hans retfærdighed,
Gud selv er den, der skaber ret og fred.
Hør nu, mit folk, jeg taler, Israel,
jeg vidner mod dig, jeg, Immanuel!
Nej, dine ofre vil jeg ikke klandre,
dog offerkød kan ingenting forandre.

4  Jeg ta'r slet ingen okser fra dit hus,
og ingen bukke i en stemningsrus.
Alt skovens vildt, hvert dyr tilhører mig,
jeg ser, hvordan de alle rører sig,
jeg kender fjeldets fugle, markens vrimmel,
jeg ser, hvordan de flyver mod min himmel.

5  Og skulle jeg fornemme sult og tørst,
da ville jeg slet intet sige først.
Hvad kan du kalde dit og gi' til mig?
Alt, hvad du har, er blot betroet dig!
For alle jordens skabninger er mine,
hvor er de marker, du kan kalde dine?

6  Tror du, at jeg fortærer oksekød,
og drikker bukkeblod af lyst og nød?
Nej, du skal ofre lovsang til din Gud
den Allerhøjeste, som fri'r dig ud.
Hvad du har lovet, skal du også gøre,
Gud har et løb, som du skal gennemføre.

7  Kald på mig på den byrdefulde vej,
jeg fri'r dig ud, og du skal ære mig.
Men til den onde siger Herren Gud:
Hvor vover du at nævne mine bud,
hvor tør du tage pagtens ord i munden,
når du dog hader tugt fra morgenstunden?

8  Du kaster mine ord bagom din ryg,
og tyvens venskab gør dig alt for tryg,
du plejer omgang med de lystne folk,
din tunge er så skarp som nogen dolk.
Du slipper munden løs med bitter kulde,
din tunge bærer på det svigefulde.

9  Du taler ilde om din egen bror,
du sværter ham, som fødtes af din mor,
skal jeg mon tie med, hvad du har gjort?
Jeg ved du tænker, at jeg vil se stort
på det, som du betragter for en smule,
nej, jeg vil revse dig og intet skjule.

10  Forstå det dog, I folk, som glemmer Gud,
at ikke jeg skal sende dødens bud
og rive ned, så alt bli'r brudt itu,
da redder ingen fra den værste gru.
Den, der lovsynger Herren, gi'r ham ære,
og der skal frelsens vej og kilde være.

1  Gud, vær mig nådig i din trofasthed,
tilgiv og udslet mine mange synder
efter din godhed, som dit ord forkynder,
du så det selv, du så, at foden gled.
Gør mig fuldkommen ren, slet al min skyld,
og fri mig fra min synd, min spændetrøje!
Min synd, den klemmer som den værste byld
og står mig altid for mit indre øje.

                               *

2  Mod dig alene har jeg syndet, Gud
og gjort, hvad der er ondt i dine øjne.
Du taler sandt, hos dig er ingen løgne,
din dom er ret og rent dit dommerskrud.
Se, jeg var syndig, dengang jeg blev til,
en falden skabning, uren, intet mindre!
Se, hjertets sandhed er jo, hvad du vil,
så lær mig visdom dybt i hjertets indre.

                               *

3  Rens mig med isop, så jeg bliver ren,
blodrøde pletter kan du gøre hvide,
mæt mig med glæde, du som lod mig lide,
lad glæden nå de sønderbrudte ben.
Skjul dog dit ansigt for min store synd,
gengæld mig ikke efter al min brøde,
du så, hvor dybt jeg sank i syndens dynd,
slet synden ud, min synd den purpurrøde.

                               *

4  Skab mig, o Gud, et hjerte rent og smukt
og gør min ånd bestandig i mit indre.
Forkast mig ikke og lad intet hindre
mig i at bære Åndens gode frugt.
Led mig igen med din den stærke hånd,
forløs min sjæl og glæd mig med din frelse.
Til støtte giv mig dog en villig ånd,
vær du min styrke, vær min kraft og helse!

                               *

5  Da vil jeg lære syndere din vej,
så hjerterne vil lade sig omvende,
din godhed vil jeg give dem til kende,
så de vildfarne finder ind til dig.
Fri mig fra blodskyld, Gud, min frelses Gud,
så vil jeg synge om din dyre nåde,
læg på min tunge livets ord og bud,
så skal min mund forkynde frelsens gåde.

6  Du nyder ikke blod og offerkød,
og du har ikke lyst til markens bukke,
men tæller mine mange dybe sukke,
og ynkes over mig, som er i nød.
Du agter på min sønderbrudte ånd,
du ser, o Gud, mit sønderknuste hjerte,
til lægedom har du en udrakt hånd,
du kender alt, min synd, min skyld og smerte!

                               *

7  Opbyg din stad, din menighed, din brud,
så ret og retfærd kommer til at råde.
Gør godt mod Zion i din store nåde,
velsign Jerusalem, o store Gud!
Da skal du ha' behag i offersind,
da bringes rette gaver på dit alter,
da går dit folk med lovsang ud og ind,
da bli'r du prist med strengespil og psalter.

1  Du stærke, hvorfor tør du skryde
af ondskab mod Guds folk?
Kun vold og svig vil du tilbyde
og gribe til din dolk.
Din tunge er en hvæsset kniv,
den ypper altid kiv.

2  Ondt elsker du frem for det gode,
løgn for det sande ord.
Du trækker godhed op med rode,
hvor er din ondskab stor.
Din tale lægger op til krig,
du elsker løgn og svig.

3  Derfor skal Gud da også bryde
dig ned til evig tid.
Dig skal han gribe og udrydde,
han fælder dig i strid.
Dit telt bli'r tomt og gjort til sand,
glemt bli'r du i dit land.

                          *

4  Retfærdige vil se det komme,
bli'r fyldt med ærefrygt,
og når de ser hans dag er omme,
da skal de leve trygt.
Da vil de le af den tyran,
som Gud har lyst i band.

5  Se, sådan går det, når man ikke
vil have Gud som værn,
men vælger denne verdens skikke
og bruger spyd af jern.
Hans tryghed var, at han var rig,
dog var han fuld af svig.

                          *

6  Men jeg er som det friske grønne
oliventræ hos Gud,
på Herrens godhed vil jeg skønne,
på Herrens gæstebud.
Her har jeg nu en evig grund
i Guds olivenlund.

7  Dig, Herre, vil jeg altid prise,
med styrke greb du ind,
dit navn er godt, gav hjertet lise
hos dem med fromme sind.
Jeg vidner om dit stærke skjold,
godt er dit navn mod vold!

1  Tåberne tænker: Gud er ikke til!
De holder til på de forkerte steder,
de handler slet og slår om sig med eder.
Ingen gør godt! De gør kun, hvad de vil
til skyggespil.

2  Fra himmelen ser Herren ned til os!
Mon nogen er forstandig i det gode,
mon nogen søger Gud på denne klode?
Afvegne er de alle, fyldt med trods
som elv og fos.

                               *

3  Forstår de udådsmænd da ingenting,
de grumme folk, som vælger krumme veje,
de ynker ikke andres smertensleje,
opæder enkens bo og stjæler ting,
de står på spring!

4  De ønsker ikke at påkalde Gud,
af rædsel bli'r de ramt, helt sorgløst glade.
Gud splitter deres ben på jordens flade,
men værner om sin dyrekøbte brud,
løgn står for skud.

5  De bli'r til skamme, du forkaster dem!
Du er vor tilflugt og vort skjold og værge,
du kommer snart fra Zion for at bjærge
og frelse os, du fører dine frem
til brudens hjem!

1  Forløs mig, Herre, ved dit navn,
skaf mig min ret, vis mig din vælde,
Gud, hør min bøn, lad retten gælde,
tag mig og mine ord i favn.
De frække rejser sig mod mig,
du ser, de står mig efter livet,
kun i dit navn er sejren givet,
de lader alle hånt om dig.

                       *

2  Min hjælper er du, stærke Gud,
din højre holder mig i live!
Til intet skal min fjende blive,
for altid bli'r de slettet ud!
Frivilligt ofrer jeg til dig
dit navn er godt, det vil jeg prise,
det fri'r mig ud af hver en krise,
for mig må fjenden bøje sig.

1  Gud, hør min bøn og skjul dig ikke,
se, hvor jeg trygler og må tigge,
lyt til mig, svar mig på min klage,
jeg stønner ved min fjendes råb,
vær du min hjælp, vær du mit håb,
de rammer mig med alskens plage

                             *

2  Mit hjerte er i angst og vånde,
af rædsel kan jeg næppe ånde,
af frygt for døden må jeg bæve.
Jeg siger: Kunne jeg blot fly
som duen til et sikkert ly,
trygt ville jeg før skumring svæve.

3  Jeg skulle skynde mig at finde,
et skjulested for barske vinde,
for uvejr og for storm, der raser.
Split deres sprog og tanker, Gud!
Ufred forvolder sammenbrud,
på byens mure bygges baser.

4  Rundgang går de på byens mure,
ved dag og nat vil de fremture
med det, der volder andre smerte.
Ondskab og vold har råderet,
de svigefulde handler slet,
forræderisk er byens hjerte.

                             *

5  Nej, det var ingen udtalt fjende,
men du som øjnede elende,
en kendt, fortrolig ven og fælle,
du hånede mig i min nød,
selv om vi delte samme brød
og sammen nød festtogets vælde.

                             *

6  I hast skal døden gennemtrænge
og nå dem inden alt for længe,
for ondskab bor i deres indre!
Jeg, jeg vil råbe til min Gud,
og Herren selv vil fri mig ud,
hvad Herren vil, kan ingen hindre.

7  Ved kvæld, ved gry, ved middag stønner
og klager jeg med råb og bønner:
Ak, giv mig ro, så ingen kommer
mig nær af dem, der truer mig.
De trodser Gud på dødens vej,
fornedret bli'r de. Gud er dommer.

                             *

8  Han øver svig og bryder pagten,
hans mund er falsk, han søger magten,
han vil kun krig trods glatte læber,
han går med dragne, slebne sværd,
hans tunges ord er intet værd,
de er som slangegift, der dræber.

                             *

9  Lad byrden ligge hos din Herre,
for ingen nød kan blive værre
end selv at bære på sin byrde,
så vil han sørge for dit vel.
Han gi'r dig kraft, gør ret og skel,
du vakler aldrig hos din hyrde.

                             *

10  Men du, min Gud, nedstyrt de onde,
hvor ingen fod og sjæl kan bunde.
Blodstænkte mænd og svigefulde
bli'r revet bort før middagstid,
de valgte kiv og nid og strid,
men jeg er din, selv under mulde.

1  Gud, vær mig nådig, fjenden jager mig,
den hele dag ser jeg, de samler sig,
de vil kun krig, de frygter ikke dig,
og de er ganske mange.
Jeg stoler på dig, når jeg bliver bange,
jeg priser dine ord med mine sange,
du er min hjælp, når jeg bli'r angstens fange.
Hvad kan de gøre mig?

                                  *

2  Den hele dag forvanskes mine ord,
de skader mig og planter falske spor,
de slår sig sammen, pønser kun på mord,
gengæld dem i din vrede!
Du tæller mine suk i angstens hede,
på hver en tåre holder du selv rede,
du gemmer dem, og derfor vil jeg bede,
alt står jo i din bog.

                                 *

3  Den dag jeg kalder, viger fjendens flok,
jeg ved, at Gud er med mig, det er nok.
Han er mit værn, mit skjold, min stav og stok,
hans ord vil jeg lovprise,
hans ord vil jeg med Herrens hjælp lovprise.
Jeg stoler på dig, hvad kan skarn opvise,
mod dig vil hver en fjendtlig plan forlise.
Hvad kan de gøre mig?

                                  *

4  Hvad jeg har lovet, vil jeg holde, Gud.
Jeg træder frem med tak i helligt skrud,
med tak vil jeg forkynde glædens bud,
med tak vil jeg betale.
Du frelste mig fra fald og skumle dale,
du fik mig bjærget op af dødens dvale,
nu vandrer jeg i lyset af din tale,
i Herrens ansigts lys.

1  Vær nådig mod mig, vis mig nåde, Gud,
du er mit skjold, frels mig fra sammenbrud.
Jeg gemmer mig i dine vingers skygge,
du gi'r mig ly mod buens skarpe skud,
din hjælp er nær og uden sidestykke.

                               *

2  Min Gud, den Højeste, bønfalder jeg,
den Gud, der gør sin gerning gennem mig,
han støtter mig fra herlighedens trone,
han frelser mig fra snaren på min vej.
Din nåde og din troskab er min krone.

                               *

3  Imellem løver må jeg slå mig ned,
ildsprudende er de og hader fred,
og deres tænder er som spyd og pile.
De taler svig og ynder dobbelthed,
og tungen er et lyn, en tordenkile.

                               *

4  Løft dig langt højere end himlen, Gud,
lad al din herlighed gå frem med bud
og lad din højhed dække jordens flade.
Du er min konge, klædt i stråleskrud,
alt andet er blot tant og maskerade.

                               *

5  Et net har de spændt ud for mine skridt,
men din er magten ganske ubestridt,
de falder i den grav, som de lod grave.
Mit sind er fast, mit hjerte støt og frit,
du er min klippe og min største gave.

6  Ved gry vil jeg stå op og prise dig,
vågn op min sjæl, vågn op til strengeleg,
harpe og lyre væk nu morgenrøden.
Blandt folkeslag lovpriser jeg din vej,
jeg takker dig, du frelste mig fra døden.

7  Din trofasthed og nåde rækker vidt,
helt op til himlen, uden tunge skridt,
din sandhed når helt frem til himlens skyer.
Løft dig, o Gud, det skabte er jo dit,
du troner højt og ser til jordens byer.

1  I dommere som tier stille,
hvorledes kan I dømme ret,
når vidnerne skal holde tæt?
Det onde vil I ikke skille
fra sandt og godt i lovens skjold,
ret vejes ud med forbehold.

2  I hjertet smedes onde planer,
med hånden banes vej for vold,
de frygter ikke syndens sold.* 
De onde plejer onde vaner,
de nærer altid tungens ild,
fra fødslen fór de alle vild.

3  Gift har de i sig som en slange,
der kryber rundt og slikker støv,
den gør sig ganske stum og døv
og lader sig slet ikke fange
af tæmmerens besværger-røst,
det ender med en giftig høst.

                          *

4  Gud! knus dog deres skarpe tænder,
bryd tænderne i deres mund,
knus løverne i trængslens stund.
Lad dem blot mærke tørst, der brænder;
de bli'r som hø og vissent græs,
der flyver fra det store læs.

5  Og skyder de med skarpe pile,
bli'r spidsen stump og brudt itu,
og de bli'r mødt med dødens gru.
Lad deres dage hastigt ile,
giv dem en brat og tidlig død
som sneglen under solens glød.

6  Som fostre dør i moderlivet
og intet lys vil få at se,
sådan vil du det lade ske
og bryde, hvad de ta'r for givet.
Før kvistene gør gryden varm,
bli'r de blæst bort, når du bli'r harm.

                          *

7  Og den retfærdige skal finde
sin glæde ved at se Guds hævn,
de ondes ende bli'r et levn.
Og sejrens dag skal bli' til minde
om ham som helt var uden plet,
om ham som dømmer jorden ret.

1  Frels mig, min Gud, fra mine fjender,
beskyt mig, så min fjende kender,
at du, min klippe, holder stand,
du er min Gud og redningsmand.
De lægger sig på lur og spejder,
de vil se blod og elsker fejder,
magtfulde mænd vil føre krig
mod mig, som ikke øver svig.

                           *

2  De stormer frem og gør sig rede
til strid fra deres øgle-rede,
de gør sig klar til kamp mod mig,
dog står jeg altid ren for dig.
Vågn op, se til, kom mig i møde,
vågn op, du himlens morgenrøde!
Du er min Gud, hærskarers Gud.
Vågn op, og ryd de onde ud.

                           *

3  Ved aften kommer de tilbage,
som hunde er de byens plage,
de stryger hylende forbi,
de elsker vold og myrderi.
De taler ondt med onde læber,
en dolk, et sværd er deres kæber,
de tror, at ingen kender til,
hvad de har for af rænkespil.

                          *

4  Men, Herre, du gør dem til latter,
de er kun fnug, som intet fatter,
mod deres magt er du mit værn,
min stærke borg er ikke fjern.
Du møder mig med megen nåde,
du frelser mig fra vold og våde,
min fjende skal jeg se med fryd,
du splintrer fjendens slebne spyd.

5  Gør kun en ende på min fjende,
men dræb dem ikke, lad dem kende,
at det er dig, der har al magt,
så styrt dem ned, så alt er sagt.
Lad folket aldrig mere glemme,
at ondskab ikke hører hjemme
i midten af Guds helligdom,
hjemløse skal de flakke om.

6  Svig ligger let på deres læber,
de knuser alt med deres kæber,
lad deres hovmod bli' til fald,
løgn ligger bag den tynde skal.
Gør dem til intet som forbander,
gør dem til intet, så de sander,
at Gud er Gud i Israel,
mod hele jorden gør han vel.

                           *

7  Ved aften kommer de tilbage,
som hunde er de byens plage,
de stryger hylende forbi,
de elsker vold og myrderi.
De strejfer rundt som sultne hunde,
kun for at fylde deres munde,
men knurrer, når de får for lidt.
De elsker jagtens vilde ridt.

8  Min styrke, dig vil jeg lovprise,
din nåde er min morgenbrise,
du er mit værn, min faste borg,
en tilflugt i min nød og sorg.
Min Gud, du er min stærke klippe,
min tilflugt kan jeg ikke slippe,
min lovsang gælder dig, min Gud,
du er min borg, mit nådebud.