davidssalmer

1  Hvorfor står du, min Gud, så fjernt fra mig,

hvorfor er du langt borte i min nød?

Den onde plager staklen på hans vej,

han fanger ham og ta'r hans levebrød,

men han bli'r ramt af egne dolkestød.

Den onde ringeagter Gud og bryster

sig af begærlighed og onde lyster.

2  I trods og hovmod siger han, at Gud
slet ikke vil hjemsøge nogen synd,
for Gud er ikke til trods lovens bud,
der findes ingen straf og arvesynd.
Det tænker han og hævder det med fynd!
Han stormer frem og kuer sine fjender,
Guds dom er noget, som han blot miskender.

3  I hjertet siger han: Jeg holder stand,
fra slægt til slægt skal det nok gå mig godt!
Dog er hans mund en verden fuld af brand,
han huser banden, svig og hån og spot.
Fordærv og uret smeder et komplot.
Han ynder baghold, venter på at dræbe,
skyldfrie stakler vil han efterstræbe.

4  Han lurer som en løve i et krat,
kun for at gribe staklen spejder han,
og for at ingen ser ham er det, at
han kryber frem, sit bytte ser han an,
han handler som en skånselsløs tyran.
Han siger til sig selv, at Gud vil glemme,
Gud ser det aldrig, hører ingen stemme.

                               *

5  Rejs dig, min Gud, og løft for os din hånd,
glem ikke dine hjælpeløses råb.
Hvorfor skal onde spotte Herrens Ånd,
hvorfor skal de fornægte hvert et håb,
hvorfor skal de fornægte Herrens dåb?
Dog ved jeg, at du skuer kval og kvide,
du er os nær og findes ved vor side.

6  Den værgeløse søger ly hos dig,
du er den faderløses hjælp og skjold,
knus dog de onde, når de rejser sig,
knus den rebelske, når han øver vold,
hjemsøg hans gudløshed med syndens sold,
hjemsøg den, så den ikke mere findes,
den skal bli' glemt og ikke mere mindes.

                              *

7  Herren er konge i al evighed,
men de, der dyrker tomme ting går til,
fortrykte trøster du med mod og fred,
du hører dem, gi'r trøst for sørgespil,
ret gi'r du dem, du gør alt, hvad du vil.
De, der er gjort af støv, skal ikke mere
indjage dine skræk og triumfere.

1  Jeg ta'r min tilflugt til min Gud og Fader!

Hvor kan I friste og udæske mig:

Gem dig og flygt som fuglen, der forlader

sin trygge rede for at bjærge sig.

Ak, voldsmænd spænder buen for at ramme

dem, der af hjertet følger Herrens vej.

I mørket lurer de, men bli'r til skamme.

2  Når søjlerne bli'r revet ned og falder,
hvad griber den retfærdige da til?
Tyr han til Gud trods afmagt og trods alder,
hvor går han hen, når alting står på spil?
Gud sidder på sin trone i det høje,
Guds tempel er i staden oventil,
han ser til os, han ser os med sit øje.

3  Han skuer ned, og han ransager alle:
De rene og enhver, der øver svig.
Han hader løgnere og deres galde,
og når en voldsmand hurtigt bliver rig.
Ild sender Gud og lader lava gløde
mod onde mænd, men hører barnets skrig.
Oprigtige skal se Guds morgenrøde.

1 Frels, Herre, for de fromme er forsvundet,

forsvundet er de trofaste blandt folk,

af løgn og svig er hver en mund omspundet,

hver læbe er en skarp og hvæsset dolk.

                                *

2  Men Herren slår de listige på munden,
hver tunge, som tør bruge store ord.
De tror sig stærke, men har nået bunden,
de spotter Gud og vælger blinde spor.

                                *

3  For armes nød og sukket fra de svage
vil jeg nu rejse mig mod svig og had.
Så siger Herren: Ingen bli'r tilbage,
jeg frelser den, som alle blæser ad.

                                *

4  Guds ord er rene ord og syvfold prøvet,
som sølv bli'r lutret gennem ovnens glød.
Du vogter os, når modgang gør bedrøvet,
du er et skjold mod fjendens dolkestød.

5  Når skarn ophøjes blandt den store masse,
kan de gudløse færdes ganske frit;
dog vil du ingen lejlighed forpasse,
din hjælp når frem, du vogter mig og mit.

1  Hvor længe vil du skjule dig,

vil du for evigt glemme mig?

Dit ansigt kan jeg ikke kende,

men venter på, at du vil vende

dig om til mig og vise vej.

2  Hvor længe skal jeg tåle slag
og ængstes både nat og dag?
Min smerte må jeg dagligt bære.
Hvor længe skal min fjende være
så fuld af pral, mens jeg er svag?

                           *

3  Se til og svar mig, du, min Gud,
klar mine øjne på dit bud,
frels mig fra sorgen og fra nøden,
for ellers ender det med døden!
Hvor længe skal jeg holde ud?

4  Lad ingen sige med foragt:
Nu er den fromme i min magt!
Lad ingen uven, når jeg vakler,
rangere mig blandt faldne stakler.
Frels mig fra fjendens overmagt!

                           *

5  Dog uanset - så stoler jeg
kun på din trofasthed mod mig,
din frelse er min største glæde,
selv om mit hjerte skulle græde.
Du var mig god, jeg priser dig!

1  Hvor længe vil du skjule dig,

vil du for evigt glemme mig?

Dit ansigt kan jeg ikke kende,

men venter på, at du vil vende

dig om til mig og vise vej.

2  Hvor længe skal jeg tåle slag
og ængstes både nat og dag?
Min smerte må jeg dagligt bære.
Hvor længe skal min fjende være
så fuld af pral, mens jeg er svag?

                            *

3  Se til og svar mig, du, min Gud,
klar mine øjne på dit bud,
frels mig fra sorgen og fra nøden,
for ellers ender det med døden!
Hvor længe skal jeg holde ud?

4  Lad ingen sige med foragt:
Nu er den fromme i min magt!
Lad ingen uven, når jeg vakler,
rangere mig blandt faldne stakler.
Frels mig fra fjendens overmagt!

                           *

5  Dog uanset - så stoler jeg
kun på din trofasthed mod mig,
din frelse er min største glæde,
selv om mit hjerte skulle græde.
Du var mig god, jeg priser dig!

1  Tåberne tænker: Gud er ikke til!

De klynger sig til tomme, hule steder,

de handler slet og slår om sig med eder.

Ingen gør godt! De gør kun, hvad de vil

til rænkespil.

2  Fra himmelen ser Herren ned til os!
Mon nogen er forstandig i det gode,
mon nogen søger Gud på denne klode?
Afvegne er de alle, fyldt med trods
som elv og fos.

                              *

3  Forstår de udådsmænd da ingenting,
de grumme folk, som vælger krumme veje,
de ynker ikke staklens smertensleje,
opæder enkens bo og røver ting,
de står på spring!

4  De ønsker ikke at påkalde Gud,
af rædsel bli'r de ramt, når Herren kommer
i sky på dommens dag; da bli'r det sommer,
når Herrens folk bli'r budt til gæstebud
som Herrens brud.

5  Gør kun den armes råd til spot og spe,
Gud er hans tilflugt og hans skjold og værge!
Du kommer snart fra Zion for at bjærge
og frelse os, af glæde skal vi le,
dig skal vi se!

1  Hvem, Herre, kan mon gæste dig?

Kun den som ikke volder smerte;

kun den hvis vandring og hvis vej

til svig og uret siger nej,

som taler sandhed i sit hjerte.

2  Han har sin bolig oventil,
han sladrer ikke om sin næste
og gør ham ikke ondt, men vil
foragte synd og rænkespil,
han vil sin ven det allerbedste.

3  Han ser med frygtsom ringeagt
på den, som Herren må forkaste,
men ærer den, hvis liv er lagt
i Herrens hånd, hvis agt og magt
er vendt mod den, som kun vil laste.

4  Han bryder ikke nogen ed,
selv om han svor til egen skade;
han låner ud med gavmildhed
og hader gavens dobbelthed.
Gud er hans værn og barrikade.

1  Beskyt mig, Herre, for jeg tror på dig.

Jeg siger: Du alene er min Herre!

Du ved, hvad der er godt og ret for mig,

men langt de fleste vrager dig, desværre.

Jeg søger til de hellige i landet, 

de er de herlige, som du har dannet.  

2  Utallige ulykker rammer dem,
der vælger tomme ting, som langsomt dræber.
Kun rette ofre vil jeg bære frem
og ærer ikke løgn med mine læber.
Du Herre, er min del, min arv, mit bæger,
jeg er dit barn, du er den Gud, der læger.

3  Du er min Gud, min arv fik jeg af dig,
du har tildelt mig liflig-grønne steder.
Jeg priser dig, du, Herre, råder mig,
ja, selv ved nat ved du, at jeg tilbeder.
Du er mig nær, du troner i det høje,
jeg vakler ikke, dig har jeg for øje.

                             *

4  Din nærhed er min trøst og hyrdestav,
og derfor er mit indre fyldt af glæde,
ja, selv min krop bor trygt trods død og grav,
for jeg skal leve, jeg skal ikke græde.
Hvad ondt kan graven gøre og forvolde,
når døden ingen skyldfri kan beholde?

5  Du leder mig til livet ved din Ånd,
med fortsat glæde fylder du mit hjerte.
Kun evig fryd er i din højre hånd,
du trøster mig og stiller al min smerte.
Din nærhed gør mig glad og vel til mode,
du er min lovsang og mit sande gode.

1  Beskyt mig, Herre, for jeg tror på dig.

Jeg siger: Du alene er min Herre!

Du ved, hvad der er godt og ret for mig,

men langt de fleste vrager dig, desværre.

Jeg søger til de hellige i landet, 

de er de herlige, som du har dannet.  

2  Utallige ulykker rammer dem,
der vælger tomme ting, som langsomt dræber.
Kun rette ofre vil jeg bære frem
og ærer ikke løgn med mine læber.
Du Herre, er min del, min arv, mit bæger,
jeg er dit barn, du er den Gud, der læger.

3  Du er min Gud, min arv fik jeg af dig,
du har tildelt mig liflig-grønne steder.
Jeg priser dig, du, Herre, råder mig,
ja, selv ved nat ved du, at jeg tilbeder.
Du er mig nær, du troner i det høje,
jeg vakler ikke, dig har jeg for øje.

                             *

4  Din nærhed er min trøst og hyrdestav,
og derfor er mit indre fyldt af glæde,
ja, selv min krop bor trygt trods død og grav,
for jeg skal leve, jeg skal ikke græde.
Hvad ondt kan graven gøre og forvolde,
når døden ingen skyldfri kan beholde?

5  Du leder mig til livet ved din Ånd,
med fortsat glæde fylder du mit hjerte.
Kun evig fryd er i din højre hånd,
du trøster mig og stiller al min smerte.
Din nærhed gør mig glad og vel til mode,
du er min lovsang og mit sande gode.

1  Hør, Herre, på en ærlig sag,

lyt til mit råb fra rene læber,

du ved, at ingen løgne klæber

og binder mig til tomt bedrag.

Hvad der er ret, det vil du højne,

når du står frem og hjælper mig,

jeg ved min ret udgår fra dig,

hvad der er skjult, ser dine øjne.

2  Om natten har du gæstet mig,
du gennemlyste mine tanker,
du fandt slet ingen golde ranker,
svig fandt du ikke på min vej.
Voldshandlinger vil jeg opveje
med godt, hvad end de volder mig,
dit ord har holdt mig nær til dig
og værnet mig mod egne veje.

3  Jeg fulgte villigt dine spor,
og mine trin var uden vaklen.
Du ved, jeg gjorde godt mod staklen,
din godhed er min rettesnor.
Dig be'r jeg til, for du vil høre,
jeg ved, du svarer mig i hast
jeg ved, at løfterne står fast,
bønhør mig, Gud, og lån mig øre.

4  Vis mig din store trofasthed,
din underfulde handlemåde,
din troskab og din store nåde,
du er vort skjold og skjulested.
Gem mig i dine vingers skygge
og vogt mig som din øjesten,
beskærm min sjæl mod vold og mén,
på dig, min klippe, vil jeg bygge.

5  Korrupte løber storm mod mig
de har et sind så hårdt som stene,
de er som stive tornegrene,
fra alle sider trænges jeg.
De prøver på at få mig fanget,
de bruger arrogante ord,
de pønser kun på vold og mord,
til døde vil de ha´mig stanget.

6  Som løven ligger de på lur,
som den rovgriske unge løve.
Min isse ønsker de at kløve,
de lurer gemt bag hver en mur.
Rejs dig, min Gud, træd dem i møde,
tving dem i knæ og slå dem ned.
Dit sværd skal knuse skændighed,
din hånd skal lægge ondskab øde.

7  Frels mig fra dem, der hader fred,
fra mennesker, der har det hele,
fra dem, der ikke ville dele,
de sværger ved den falske ed.
Lad dem kun blive overmætte,
giv dem et rystet, topfyldt mål,
dæmp deres afkoms tomme skrål.
Din dom er ret, du gør det rette!

8  Men jeg skal skue dig med lyst,
dit ansigt vil du åbenbare,
på retten vil du tage vare,
jeg vågner ved din stærke røst.
Jeg ved, at jeg bli'r vakt til live,
forvandlet får jeg dig at se,
tilintetgjort bli'r dødens ve.
Du gav dig selv, alt vil du give.

1  Jeg elsker dig, min Herre og min styrke.

Du er mit skjul, min Gud som jeg vil dyrke.

Du, Herre, er min fæstning og min borg,

mit skjold, min tilflugt i min nød og sorg.

Du er mit frelses-horn og min befrier,

min stav og støtte på de stejle stier!

Jeg priser dig og kalder på dig Gud

af fjendens snarer løser du mig ud.

                             *

2  Ak, døden havde bundet mine hænder,
dødsrigets reb omspændte mine lænder,
og dødens snarer dækkede min vej,
mens undergangens floder skræmte mig.
Da blev jeg fyldt med angst og måtte skrige,
jeg råbte højt til Herren i hans rige.
Han så til mig fra templets helligdom,
mit skrig blev hørt, han kom med lægedom.

                             *

3  Da skjalv vor jord og bjerge lod sig flytte,
selv jordens grundvold gjorde ingen nytte,
for Herrens vredesglød var tændt i brand -
og hvilken grundvold kan da holde stand?
Se, røg stod ud som ånde fra hans næse,
ildsluer lod han ud af munde blæse,
med kraft blev kul som gløder slynget ud,
fortærende er vreden fra vor Gud.

4  Gud sænkede sin himmel fra det høje,
da Herren bød, lod himmelen sig bøje,
og han steg ned med skymulm under sig,
på vindens vinger fandt han sig en vej.
Med mulm omgav han sig som med en bolig,
keruber bar og tjente ham så trolig.
Han gjorde mørket om sig til et telt,
Hver vandfyldt sky blev Herrens virkefelt.

5  Fra glansen foran ham fór tunge skyer
afsted med lynild over trængte byer.
Fra himlen rungede Guds tordenrøst,
mens hagl og gløder skræmte fjendens bryst.
Han sendte skarpe pile fra sin himmel
og spredte fjendens hob og ganske vrimmel.
Han lod det lyne midt i fjendens hær,
han skræmte dem med ild og flammesværd.

6  Vandenes bund, flodlejer kom til syne,
da du, o Herre, lod din vrede lyne,
og jordens grundvold lod du stige frem,
din åndes pust og trussel angreb dem.
Din stærke hånd, din højre fra det høje,
greb mig og drog mig op med vågent øje.
Du frelste mig fra mine fjenders hånd,
jeg var for svag, de havde overhånd.

7  De overfaldt mig, da det gik mig ilde,
men Herren var mit værn, min frelses kilde.
Han førte mig ud i det åbne land,
han frelste mig, han så mig kærligt an.
Jeg havde ikke blod på mine hænder,
retfærdighed var spændt om mine lænder.
Jeg holdt mig til Guds veje og Guds bud,
i vantro veg jeg ikke fra min Gud.

8  Guds bud stod alle for mit indre øje,
jeg fulgte Herrens love ganske nøje.
Ustraffelig var jeg for ham, min Gud,
jeg vogtede min mund for løftebrud.
Jeg havde ikke blod på mine hænder,
retfærdighed var spændt om mine lænder.
For Herrens øjne blev jeg fundet ren,
han så til mig som til sin øjesten.

9  From viser du dig, Herre, mod den fromme,
retsindige vil elske dine domme,
og mod den rene viser du dig ren.
Du værner dine som din øjesten.
Vrang viser du dig mod den svigefulde
som spreder løgn og had og bitter kulde.
Elendige velsigner du med fred,
men den hovmodige slår øjet ned.

1  Min lampe vil du altid lade lyse,

for mørket skal jeg ikke mere gyse.

Med dig går jeg imod en fjendtlig hær,

med dig, min Gud, er ingen kamp for svær.

Fuldkommen er Guds vej trods nød og trængsel,

og lutret er det ord, som stiller længsel.

Gud er et skjold for alle dem, der tror

ham på hans ord. Guds trofasthed er stor. 

2  Hvem er vor Gud på tronen i det høje
om ikke Herren, ham vil jeg ophøje,
hvem er en klippe uden Jakobs Gud?
Han kom til syne, klædt i helligt skrud.
Gud blev mit bælte rundt om mine lænder,
min vej blev jævn, han rørte mine hænder,
som hindens gjorde Gud min fod så let,
på højderne blev foden ikke træt.

3  Gud lærte mig, hvordan jeg skulle kæmpe,
så kobberbuen spændte jeg med lempe.
Du, Jakobs Gud, gav mig din frelses skjold,
din stav og støtte var mit underhold.
Stor gjorde du mig, ved at jeg blev bøjet.
Din godhed gjorde, at jeg blev ophøjet.
Du gjorde vejen foran foden fri,
du holdt mig oppe på den smalle sti.

                               *

4  Jeg optog jagten på hver æreskænder,
indhentede og knuste mine fjender.
jeg vendte ikke om på stridens dag,
før fjenden havde lidt et nederlag.
De faldt som træ'r med gennembrudte rødder,
segnede lå de under mine fødder.
Med kraft omgav du mig på troens vej,
du slog dem ned, som rejste sig mod mig.

5  Du, Herre, bortdrev mine stærke fjender,
tilintetgjorde svigefulde venner.
Forgæves råbte de i deres nød
til Herren, men han ville deres død.
Jeg knuste dem som støv for østenvinden,
helt uden spor blev fjendernes forsvinden,
som skarn på vejen blev de fejet bort,
al deres ondskab varede kun kort.

                               *

6  Du frelste mig fra kiv og folkekampe,
i mørke slukkedes min fjendes lampe.
Du lod mig herske over folkeslag,
ukendte stammer tjener mig i dag.
Så snart de hører om mig, står de rede,
udlandets sønner smigrer allerede,
udlandets sønner mister deres mod,
skælvende kryber de nu for min fod.

7  Min Herre lever! Lovet er min klippe,
min frelses Gud. Ham kan jeg ikke slippe.
Den Gud, som gi'r mig hævn, lovpriser jeg,
den Gud, som lægger lande under mig.
Du frelser mig fra alle mine fjender,
du hersker over svigefulde venner,
ophøjer mig, så jeg kan holde stand.
Du frelser mig fra hver en fjendtlig mand.

8  Dig vil jeg derfor love blandt nationer,
ophøje dig med skønne salmetoner.
Dit navn lovsynger jeg til liflig klang,
dig vil jeg takke med min jubelsang.
Din konge vil du altid give sejr,
din salvede bor trygt trods fjendens lejr.
Du gør kun godt mod Davids kongeslægt,
til evig tid har dine løfter vægt.

1  Lyt! Himlen ærer Gud,

hvælvingen bringer bud,

gør Herrens værker kendt,

dag bærer bud til dag.

Som stille åndedrag

bli'r Herrens tale sendt,

nat lader nat forstå,

hvor langt Guds hånd kan nå.

Helt uden ord og tale

når himlens røst omkring,

højt over jordens ring,

helt ind i kongers sale.

                    *

2  På himlen rejste Gud
et telt i pragtfuldt skrud,
hvorfra vor sol går frem,
som når en brudgom går
ind i sit bryllups-år,
ud fra sit barndomshjem.
Sin bane løber den
som hurtigløberen
med villighed og glæde.
Fra himlens ene rand
til aftenrødens strand,
dens glød er himlens klæde.

1  Guds lov er uden brist,

helt uden svig og list,

den viser vejen frem,

er til at stole på,

gi'r visdom til de små,

går altid lige frem

den løfter sindet op

og glæder sjæl og krop.

Og Herrens bud er klare,

de giver øjet glans,

de vinder ærens krans,

for evigt vil det vare.

2  Guds ord ta'r aldrig fejl,
og loven er et spejl,
den er langt mere værd
end fint og lutret guld,
den gør dig tillidsfuld,
du, som har loven kær!
Hvert bud er honningsødt,
gør sindet mildt og blødt.
Guds bud vil blot formane
en tjener til at gå
med ærefrygt og få
en herlig sejrsfane.

3  Hvem kender sine fejl,
hvem bruger lovens spejl?
Rens mig for skjulte ting,
for had og overmod,
din hjælp er altid god
for mig, som går i ring.
Så bli'r jeg lydefri
og løst fra syndens sti.
Må mine ord og tanker,
blot tækkes dig, min Gud,
du fik mig hjulpet ud,
min klippe og mit anker.