davidssalmer

1  Jeg råber til dig, Herre,
fra dybet af mit sind,
min nød er jo desværre,
at synden gør mig blind.
Hør dog hvor højt jeg råber
og lyt nu til min røst,
mærk dig hvordan jeg håber
og længes efter trøst!

                    *

2  Hvis du vil tage vare
og vogte på vor skyld,
da vil vi blot erfare
så dødelig en byld.
Men hvor du vil tilgive,
dér skal man ære dig,
vor skyld vil du afskrive
på sønderknustes vej.

                    *

3  Jeg håber på dig, Herre,
jeg venter på dit ord,
din vej kan ingen spærre,
det er på dig, jeg tror.
Mer' end en vægter våger
og længes efter gry,
vil jeg trods nattetåger
forvente Gud på ny.

                   *

4  Og intet ondt skal ramme
den, som ser hen til dig,
din troskab er den samme
og trøstefuld din vej.
Dit folk vil du forløse,
du bøjer dig mod os!
Af kilden må vi øse 
vor synd og skyld til trods.

1  Stolt er jeg ikke, du min Gud,
dog bød du ind til gæstebud,
jeg søger ikke store ting,
men hjertet står for dig på spring.

2  Nu har jeg nok i dagligt brød,
og som et barn på moders skød
har sjælen fået trøst og ro.
Vent, Israel, med håb og tro!

1  Min Gud, husk på hvad David led,
han, som tilsvor dig denne ed:
Min kammerdør går jeg forbi,
jeg lukker ikke øjet i,
før jeg har fundet Gud et sted!

                        *

2  Vi hørte om din vældes ark,
vi fandt den på en åben mark.
Kom, lad os gå til Herrens sted,
tilbede ham og knæle ned
som Jakob, bønnens patriark!

3  Søg til dit hvilested, min Gud,
du og din ark, i festligt skrud!
Lad dine præster bære fred,
klæd dem i din retfærdighed.
For Davids skyld velsign din brud!

                        *

4  Du tilsvor David trofasthed,
en hellig og fuldgyldig ed:
Din trone giver jeg din søn,
din magt grundfæstes på din bøn,
dit afkom vil jeg skaffe fred.

5  Hvis dine sønner lyder mig
og følger pagtens lige vej,
skal de og deres børn få plads
til evig tid i mit palads,
på troner skal de sætte sig!

                        *

6  For Herren valgte Zion ud,
en bolig ville han, en brud!
Her finder jeg mit hvilested,
her vil jeg bo til stadighed,
Jeg, Jakobs Mægtige, din Gud.

7  Så rigt velsigner jeg din mad,
hver fattig mættes ved mit fad;
og Zions præster bærer fred
og priser min retfærdighed,
de glæder sig i Davids stad.

                         *

8  Et frelsens horn skal vokse frem
for Davids hus i Betlehem,
jeg sikrer Davids lampe, som
skal skinne i min helligdom,
i mit det ny Jerusalem.

9  Hans fjender klæder jeg i skam,
snart stråler kronen klart på ham.
På tronen skal han sætte sig
og drage alle folk til sig,
som kongesøn og offerlam.

1  Hvor er det godt, når brødre kommer sammen,
når brødre samles om Guds Ja og Amen!*
Det er som salveoliens duft,
det er som herlig, krydret aftenluft,
når olien flyder ned på Arons skæg,
ned over kjortlens fine læg.

                               *

2  Det er som dug fra Hermon-fjeldets sider,
der flyder ned, mens aftentimen skrider,*  
som Hermons dug på Zions fjeld!
Dér åbner Gud for livets klare væld,
velsignelse vil Herren sende ned,
liv gi'r han i al evighed.

*Kristus

*aftager

1  Op, op og pris din gode Gud,
I tjenere i præsteskrud,
I som har tjeneste ved nat,
hold lampen tændt, bliv ikke mat.

2  Løft hænderne til bøn og sang
for tronens fod til solopgang.
Velsign og pris hans store navn,
lad Herren tage dig i favn.

                           *

3  Må han, til hvem alting blev skabt,
nå ind til dig, som er fortabt,
han vil velsigne dig med fred
fra Zion, fra Guds hellig-sted!

1  Halleluja! Pris din Gud,
I som står i Herrens hus!
Pris hans navn i helligt skrud,
pris hans navn i glædesrus,
pris ham, for det giver mod,
pris hans navn, for han er god.

2  Valget faldt på Jakobs slægt,
Herrens lod og Herrens del.
Har de tomme guder vægt?
Jakobs Gud er stor og hel.
Herren gør alt, hvad han vil,
alting hører Herren til!

3  Herren hersker overalt,
rejser skyerne fra nord
i det store verdens-alt,
Gud er mægtig, Gud er stor,
sender lyn og storm og regn,
vindene gør han til tegn.

                       *

4  Førstefødte slog han ned
blandt Egyptens drengebørn,
også kvæg blev ramt derved
som en frugt af trods og tjørn.
Undere fik de at se,
men de valgte dødens ve.

5  Folkeslag faldt for din fod,
kongerne led nederlag.
Amoritter-kongen lod
du bli' knust på stridens dag.
Basans konge så Guds arm* 
og blev dræbt i stridens larm.

6  Jakobs stammer fik tildelt
Kana'an som arvelod,
landet skulle ejes helt,
fjendens kraft var uden brod.
Jakob fik det som sin arv,
fede retter, fyldt med marv.

                       *

7  Herrens navn vil vare ved,
vi skal altid mindes dig.
Gennem tid og evighed
er du lyset på vor vej.
Herren skaffer sine ret,
hjælper selv på klokkeslæt.

                       *

8  Guderne er sølv og guld
skabt og formet af en hånd,
som engang vil bli' til muld,
uden liv og uden ånd.
Guderne har intet sprog,
gransker ingen hellig bog.

9  Mund og læber har de vel,
men de giver ingen lyd,
øjne fik de med lidt held,
men de øjner ingen fryd,
ører fik de smedet fast,
ingen lyd blev dem til last.

10  Munden ånder ikke ud,
luften trænger ikke ind,
sådan er den tomme gud,
trøster intet såret sind.
Hånden, som var fingernem,* 
stivner akkurat som dem.

                       *

11  Israel, lovpris din Gud!
Arons hus, lovpris din Gud!
Levis hus, lovpris din Gud!
I som frygter Jakobs Gud,
lovpris ham fra Zions hjem,
han bor i Jerusalem!

*Guds styrke

*kunstneren

1  Lovpris Herren, han er god,
bøj dig ned for tronens fod.
Herrens godhed varer ved,
varer i al evighed.

2  Lovpris Gud, så rig og stor,
lovpris ham med engles kor.
Herrens godhed varer ved,
varer i al evighed.

3  Lovpris ham som har al magt,
pris ham i hans kongedragt.
Herrens godhed varer ved,
varer i al evighed.

                        *

4  Gud gør undere på jord,
byder ved sit skaberord.
Herrens godhed varer ved,
varer i al evighed.

5  I sin indsigt skabte han
himmelbuen med forstand.
Herrens godhed varer ved,
varer i al evighed.

6  Over vandet bredte du
jorden ud som i ét nu.
Herrens godhed varer ved,
varer i al evighed.

7  Lysene blev skabt af dig,
sol og måne på vor vej.
Herrens godhed varer ved,
varer i al evighed.

8  Solens stråler er fra dig,
lyser op på alfarvej.
Herrens godhed varer ved,
varer i al evighed.

9  Månens lys og stjerneskin
gav du til de glade sind.
Herrens godhed varer ved,
varer i al evighed.

                         *

10  Skrig fra Farao genlød
ved de førstefødtes død.
Herrens godhed varer ved,
varer i al evighed.

11  Israel drog ud i hast,
da Egyptens lænker brast.
Herrens godhed varer ved,
varer i al evighed.

12  Ved en mægtig, udstrakt arm
slap de fri af Gosens larm.
Herrens godhed varer ved,
varer i al evighed.

13  Havet delte sig i to,
knastør var hver barnesko.
Herrens godhed varer ved,
varer i al evighed.

14  Folket blev ført sikkert frem,
inden havet vendte hjem.
Herrens godhed varer ved,
varer i al evighed.

15  Dér fandt Farao sin grav,
ramt af Herrens herskerstav.
Herrens godhed varer ved,
varer i al evighed.

16  I en ørk med tørstigt land
fik de vagtler, brød og vand.
Herrens godhed varer ved,
varer i al evighed.

17  Store konger slog du ned,
da du mødte fjendtlighed.
Herrens godhed varer ved,
varer i al evighed.

18  Nådestødet gav du dem,
da de tvunget stred sig frem.
Herrens godhed varer ved,
varer i al evighed.

19  Amoritter-kongen faldt,
Israel var overalt.
Herrens godhed varer ved,
varer i al evighed.

20  Basans konge Og var kendt,
men hans held blev hurtigt vendt.
Herrens godhed varer ved,
varer i al evighed.

21  Herrens folk fik fjendens land,
arven lød på Kana'an.
Herrens godhed varer ved,
varer i al evighed.

22  Arven tilfaldt Israel,
sprudlende som livets væld.
Herrens godhed varer ved,
varer i al evighed.

                         *

23  Gud kom os som folk i hu,
i vor ringhed, i vor gru.
Herrens godhed varer ved,
varer i al evighed.

24  Vi blev friet, hjulpet ud,
fjenden faldt for Jakobs Gud.
Herrens godhed varer ved,
varer i al evighed.

                         *

25  Gud, som gi'r os dagligt brød,
hjælper os i al vor nød.
Herrens godhed varer ved,
varer i al evighed.

                         *

26  Himlens Gud vi takker dig,
du som viste os din vej.
Herrens godhed varer ved,
varer i al evighed.

1  Ved Babels floder flød der mange tårer,
hjemlængsel smertede i alles årer,
på Zion tænkte vi med sorg i sind,
vor nød var stor, vor sjæl bar sørgebind,
og vore harper lod vi tavse hænge.
Det gør kun ondt at vente alt for længe.

2  Just dér forlangte vore bødler sange.
De bød: Tag os med strengeleg til fange.
Syng som I sang engang i Zions stad.
Syng Zions sange, syng et yndigt kvad!
Ak, hvordan skulle vi vor Gud lovprise?
På fremmed grund forstummer hver en vise.

                                 *

3  Glemmer jeg dig, Jerusalem, vor moder,
glemmer jeg dig, min søster og min broder,
så gid min højre hånd må visne bort!
Gid at min lyst til sang bli'r ravnesort,
hvis ikke længslen får mig til at græde,
hvis ikke Zion er min største glæde.

                                 *

4  Du hævnens Gud, glem ikke Zions bønner!
Du hævnens Gud, glem ikke Edoms sønner.
Glem ikke deres råb: "Riv ned, riv ned!"
De sår kun splid blandt dem, der elsker fred.
Til grunden vil de onde lægge øde,
du hævnens Gud, glem ikke deres brøde!

                                  *

5  Du Babels datter, du skal ødelægges,
af Herrens hånd skal vredens bæger rækkes,
du ødelægger, du skal få din løn.
Vel den, der fremmer Herrens sag i bøn!
Hvad der er født af Babel, vil vi knuse,
og skøgelyster vil vi ikke huse!

1  Dig vil jeg takke, du min Gud,
jeg er din brud, dig vil jeg prise.
I fyrsters påhør synger jeg
en sang for dig,
en enkel vise.
Jeg vil tilbede for din fod,
for du var god
mod mig, en synder!
Sit navn har Herren herliggjort,
ja, det er stort,
hvad Gud forkynder.

2  Den dag jeg råbte, fik jeg svar,
min Gud og Far
gav kraft og fylde.
Du styrkede mit svage mod
for tronens fod,
dig vil jeg hylde!
Lad jordens fyrster takke dig
og bøje sig,
lad verden høre
det ord som kommer fra din mund,
fra sandhedsgrund,
væk hvert et øre.

3  Hvert folk skal synge om din vej,
lovprise dig,
din magt og ære,
for højt ophøjet er du, Gud,
i helligt skrud
blandt himlens hære.
Du ser til os i ringe kår,
som alting får
af bare nåde,
men vender dig mod hver en mand
af hver en stand,
som selv vil råde.

                        *

4  Når trængslerne omringer mig,
da har jeg dig
trods dødens lænker.
Ud strækker du din stærke arm
mod vold og harm,
mod fjendens rænker.
Du, som din gerning har begyndt,
har selv forkyndt:
Jeg vil fuldende
det løb, som du har foran dig!
Fuldfør din vej
til verdens ende!

1  Du prøver og ransager mig,
min vej er ikke skjult for dig!
Hvor jeg end sidder eller står,
du kender mig og mine kår.
Du ved, hvorfor mit hjerte banker,
på afstand ser du mine tanker.

2  Før mine ord er blevet til,
da ved du, hvad mit hjerte vil.
Som værn omkring mig har jeg dig,
du lægger selv din hånd på mig.
Det er for svært for mig at fatte,
langt mere værd end jordens skatte.

                           *

3  Hvor kan jeg skjule mig for dig?
Din højre vil dog finde mig.
Selv om jeg op til himlen fór,
da er du dér, hvor engle bor.
I døden kan jeg rede leje,
dog er du kendt med dødens veje.

4  Fløj jeg derhen, hvor sol står op,
bag bjergets gyldenrøde top,
dog vil din nærhed lede mig,
hvor havet ender, ved du vej.
Mig vil du aldrig kunne slippe,
du holder fast, du er min klippe.

                           *

5  Og bad jeg mørket skjule mig,
selv da er mørket lyst for dig.
Selv om mit lys blev gjort til nat,
for dig er mørket dog opladt.
Min nat bli'r klar som sol, dér skinner,
når du min vej i mørket finder.

                           *

6  Din vilje gjorde, at du bød,
fik vævet mig i moders skød.
Med undren vil jeg takke dig,
det var din hånd, som skabte mig.
Jeg ved og kender det til fulde,
at ære dig er, hvad vi skulle.

7  I mørket skabtes mine ben,
du dannede hvert enkelt gen,
men jeg var ikke skjult for dig,
som foster så dit øje mig.
I din bog stod hver dag opskrevet,
før jeg blev til og havde levet.

                            *

8  Hvor stor er dine tankers sum,
så dyrebar i tid og rum.
Tæl Herrens tanker, hvem der kan,
de er som sandskorn på en strand.
Og vågner jeg, før nat er omme,
du er hos mig, lad dagen komme.

1  Min Gud, giv mig og mine fred
for blodets mænd, for gudløshed,
ja, gid de blev ombragt af dig,
de som slog ind på løgnens vej.
De lægger sag an mod den svage,
dit navn bli'r brugt til falsk anklage.

2  Jeg hader dem, der hader dig,
og væmmes ved den falske vej,
ved tungen som stod dig imod,
ved foden som din vej forlod,
med fuldt had vil jeg altid hade
den magt, som fostrets liv vil lade.

                         *

3  Stil mig på prøve, så jeg ved,
at jeg kan gå til ro med fred.
Ransag mig Gud og kend min vej,
og før mig nærmere til dig.
Når jeg går vild og går i blinde,
da vil jeg bede: Lad dig finde!