davidssalmer

1  Min Gud, jeg vil ophøje dig,

op fra det dybe drog du mig,

og fjendens skadefryd blev tom,

jeg råbte og fandt lægedom.

Du trak mig op fra dødens rige, 

og gravens kræfter måtte vige.

                          *

2  Dit navn er stort! Jeg priser dig
med Zions folk til strengeleg.
Din vrede varer kun så kort,
men nåden visner aldrig bort.
Mod aften får vi gråd som gæster,
om morgenen er sangen mester.

                          *

3  Mens alt gik godt, da tænkte jeg:
Jeg snubler aldrig på min vej!
Din yndest og dit velbehag
gav klippefaste skridt hver dag,
da skjulte du dig og blev borte,
og dagene blev ganske sorte.

4  Om nåde råbte jeg til dig,
da angsten havde grebet mig.
Hvad vinding har du af mit blod,
min død kan ikke gøre bod.
Hvordan kan dødens støv ophøje
din nåde og dit forsyns øje?

5  Vær nådig mod mig, Herre, hør,
hjælp mig, før jeg går hen og dør.
Du vendte al min sorg til dans,
du løste mig, gav glæden glans,
for evigt vil jeg dig lovprise,
min tak vil jeg med sang bevise!

1  Min Gud, jeg vil ophøje dig,

op fra det dybe drog du mig,

og fjendens skadefryd blev tom,

jeg råbte og fandt lægedom.

Du trak mig op fra dødens rige, 

og gravens kræfter måtte vige.

                          *

2  Dit navn er stort! Jeg priser dig
med Zions folk til strengeleg.
Din vrede varer kun så kort,
men nåden visner aldrig bort.
Mod aften får vi gråd som gæster,
om morgenen er sangen mester.

                          *

3  Mens alt gik godt, da tænkte jeg:
Jeg snubler aldrig på min vej!
Din yndest og dit velbehag
gav klippefaste skridt hver dag,
da skjulte du dig og blev borte,
og dagene blev ganske sorte.

4  Om nåde råbte jeg til dig,
da angsten havde grebet mig.
Hvad vinding har du af mit blod,
min død kan ikke gøre bod.
Hvordan kan dødens støv ophøje
din nåde og dit forsyns øje?

5  Vær nådig mod mig, Herre, hør,
hjælp mig, før jeg går hen og dør.
Du vendte al min sorg til dans,
du løste mig, gav glæden glans,
for evigt vil jeg dig lovprise,
min tak vil jeg med sang bevise!

1  Jeg gemmer mig hos dig, min Herre,

du er mit skjulested,

mit værn mod fjendtlighed.

Din vej kan ingen magter spærre,

din godhed er den samme,

gør ikke mig til skamme!

2  Frels mig og vend mod mig dit øre
i din retfærdighed,
du så, at foden gled.
Frels mig i hast fra slimet føre,
vær du min faste klippe,
din hjælp kan ikke glippe.

3  Du er min tryghed og mit gemme,
og for dit navns skyld vær
min fører på min færd.
Fri mig fra fjendens net og klemme,
fra fælden, som de satte
med læber, der er glatte.

4  Alt lægger jeg i dine hænder,
min ånd betror jeg dig,
du, Herre, udfri'r mig.
Du er min Gud, når ilden brænder,
den trofaste og sande,
som leder gennem vande

5  Jeg afskyr dem, der dyrker løgne
og tilbe'r tomme ting,
hvis søgen går i ring,
de tilbe'r guder uden øjne.
Jeg ved, på hvem jeg håber,
Gud hører, når jeg råber!

6  Nu vil jeg juble højt af glæde,
stor er din trofasthed!
Du så, hvad sjælen led,
du så, hvordan jeg måtte græde,
jeg var som i et fængsel,
du så min nød og trængsel.

7  Du tillod ikke, at min fjende
fik magten over mig,
min frelse er fra dig,
din kraft kan ingen underkende.
Nu kan jeg atter ånde
og færdes uden vånde.

1  Ak, vær mig synder nådig, Herre,

du ser jeg er i nød,

udslukt er øjets glød,

og sorgen i min sjæl bli'r værre.

Mit liv er endt i klage,

hver dag er blot en plage. 

2  Min skyld har nedbrudt mine kræfter,
og kroppen sygner hen.
Min nabo og min ven
undgår mig helt, mens de bekræfter,
hvorfor så mange venner
opfører sig som fjender.

3  Ak, jeg er gået dem af minde,
som om at jeg var død,
de overser min nød.
hos dem er ingen hjælp at finde,
det er som om ulykker
har slået mig i stykker.

4  Og rundt omkring mig høres hvisken,
det er en rædselsnat,
hvor sladder glider glat,
hvor løgn er som en lækkerbisken,
de løfter dødens faner
og lægger onde planer.

5  Men jeg, jeg stoler på dig, Herre.
Jeg siger: Du, min Gud,
for dig vil jeg gå bud,
din vej kan ingen magter spærre.
Mit livsløb, hvor det ender,
er lagt i dine hænder.

6  Red mig, o Gud, fra mine fjender,
for de forfølger mig.
Vis mig igen din vej
og tag mit liv i dine hænder,
lys for mig fra det høje,
værn mig med vågent øje.

7  Gud, lad mig ikke bli' til skamme,
for jeg påkalder dig,
frels mig fra dødens vej.
De skyldfri vil min fjende ramme,
nej, tæl dem blandt de døde,
læg deres hovmod øde.

8  De falske læber skal forstumme,
som elsker tungens magt
og taler med foragt,
men, ak, hvor er de folk dog dumme,
de lyver, når de taler,
hør selv, hvordan de praler.

1  Stor er din godhed, som du gemmer

til dem, der frygter dig,

du viser dem din vej.

Hvor er det godt, når du bestemmer,

for retten vil du højne

for menneskenes øjne.

2  Du skjuler dem, hvor du har hjemme,
for onde mænds komplot,
dit skjul er trygt og godt.
En hytte gav du dem som gemme,
et værn mod løgnens plage,
hvor ingen kan anklage.

3  Jeg takker dig for storm og vinde,
usporlig er din vej,
men du var god mod mig
dengang, da jeg var spærret inde.
Din vej og handlemåde
er nåde over nåde.

4  Jeg sa', da jeg var angst og bange:
Du har fordrevet mig
og stødt mig bort fra dig,
du hører ikke mine sange!
Dog fik jeg del i trøsten,
du kender mig på røsten!

5  Elsk Herren, alle børn og fromme!
For Gud beskytter dem,
hvis fod går lige frem.
Men snart, ja snart er fristen omme,
for Herren vil til fulde
gengælde hovmods kulde.

6  Hent kraft fra Herren og hans nåde!
Vær stærke, fat kun mod.
Guds fred er som en flod
mod angst og vold og megen våde.
Gud er vor Gud, som henter
den brud, der trofast venter.

1  Glad er den sjæl, hvis synd Gud selv bedækker,

hvis svingfjer blodskyld ikke mere stækker,

og lykkelig er den, hvis synd er skjult,

hvis sind er rent og ikke falskt og hult.

Min krop blev svag, dengang jeg ville tie,

min synd var årsag til den stærke svie.

Din hånd lå tungt på mig ved dag og nat,

min livskraft svandt, min sti var stejl og glat.

2 Min synd bekendte jeg for dig, o Herre,
da syndens tryk fra dag til dag blev værre.
Jeg skjulte ikke mine fald for dig,
men åbent la´ jeg frem for dig min vej.
Jeg sa´: Min synd og skyld vil jeg bekende
for Gud, som ondt til godt igen kan vende!
Da tilgav du mig al min syndeskyld,
rensede og forbandt den svære byld.

3 Lad derfor hver gudfrygtig til dig bede,
den stund du findes, når du er til stede.
Når skybrud bryder løs, da er han tryg,
hans hus står fast, hans synd er bag Guds ryg.
Du er mit skjul, du fri'r min sjæl af trængsel,
du løste mig af syndens bitre fængsel,
med sang og jubelråb omgi'r du mig,
du frelste mig, jeg vil kun prise dig.

                              *

4 Jeg, Herren, lærer dig, hvor du skal vandre,
den vej, som du skal gå blandt mange andre.
Jeg gi'r dig råd og fæster selv på dig
mit ansigts lys og viser dig min vej.
Gør ikke nakken stiv, men lad dig råde
den stund, hvor Herren rækker dig sin nåde.
Vær ikke som en hest, der tvinges frem
med tømme, bidsel, spore, pisk og rem.

5 Gudfjendskes vej bli'r ramt af megen pine,
men Herren værner og bevarer sine,
med trofasthed omhegner han det barn
som stoler trygt på ham trods fjendens garn.
Glæd jer i Gud og syng af bare glæde,
løft frelsens bæger for hans kongesæde.
Fryd jer og jubler alle for vor Gud,
klædt i hans retfærd, Kristi skønne brud.

1  Syng, løft din stemme mod det høje,

pris Herrens navn i hellig dragt,

for det er godt, trods alskens møje,

at prise Herren og hans magt.

Syng til citers klange

nye, skønne sange,

pris ham, tak din Gud,

rør de glade strenge,

lad din lovsang fænge,

råb din glæde ud!

2  Guds ord er sandt til punkt og prikke,
træk ikke fra, læg ikke til,
stol kun på ham, Gud lyver ikke,
og Herren gør alt, hvad han vil.
Rette er hans domme,
elsk ham alle fromme,
retten er ham kær.
Ingen gik til hånde,
da Guds skaberånde
skabte himlens hær.

3  Han lod de mange vande bruse,
samlede dem som i et kar,
la' dybets vand i forrådshuse,
og sendte regn som bønnesvar.
Folkeslag bør frygte,
skælve for hans rygte,
alt ved ham blev til.
Kun når Herren taler,
kun når han befaler,
kan du, hvad han vil.

4  Gud hindrer kongers skjulte tanker,
gør fyrstens plan til ingenting,
Guds planer fæstnes som et anker,
Guds vilje sluttes som en ring.
Lykkelig af glæde,
klædt i frelsens klæde,
sådan er hans brud.
Folket han udvalgte
fik, da Herren kaldte,
barnekår hos Gud.

1  Syng, løft din stemme mod det høje,

pris Herrens navn i hellig dragt,

for det er godt, trods alskens møje,

at prise Herren og hans magt.

Syng til citers klange

nye, skønne sange,

pris ham, tak din Gud,

rør de glade strenge,

lad din lovsang fænge,

råb din glæde ud!

2  Guds ord er sandt til punkt og prikke,
træk ikke fra, læg ikke til,
stol kun på ham, Gud lyver ikke,
og Herren gør alt, hvad han vil.
Rette er hans domme,
elsk ham alle fromme,
retten er ham kær.
Ingen gik til hånde,
da Guds skaberånde
skabte himlens hær.

3  Han lod de mange vande bruse,
samlede dem som i et kar,
la' dybets vand i forrådshuse,
og sendte regn som bønnesvar.
Folkeslag bør frygte,
skælve for hans rygte,
alt ved ham blev til.
Kun når Herren taler,
kun når han befaler,
kan du, hvad han vil.

4  Gud hindrer kongers skjulte tanker,
gør fyrstens plan til ingenting,
Guds planer fæstnes som et anker,
Guds vilje sluttes som en ring.
Lykkelig af glæde,
klædt i frelsens klæde,
sådan er hans brud.
Folket han udvalgte
fik, da Herren kaldte,
barnekår hos Gud.

1  Du følger alle fra det høje,

og ingenting er skjult for dig,

du ser hvert menneske, dit øje

er også rettet imod mig.

Også mine tanker,

hvorfor hjertet banker,

gennemskuer du.

Rens fra synd mit hjerte,

skab den rette smerte,

Herre! gør det nu!

2  Det er for hovmod, at vi hæfter,
her strækker ingen hære til,
her svigter heltens mange kræfter,
stridshesten snubler, når Gud vil.
Dine øjne hviler
på mig, når jeg iler
med min synd til dig.
Håber jeg på nåden,
vil du løse gåden,
vise mig din vej.

3  Da frelser Herren mig fra døden,
han mætter mig trods hungersnød.
Jeg håber på min Gud i nøden,
han salver mig med troens glød.
Du min lovsangs glæde
giver sol og væde.
Helligt er dit navn!
Lad din godhed være
over mig og bære
håbet i sin favn.

1  Du følger alle fra det høje,
og ingenting er skjult for dig,
du ser hvert menneske, dit øje
er også rettet imod mig.
Også mine tanker,
hvorfor hjertet banker,
gennemskuer du.
Rens fra synd mit hjerte,
skab den rette smerte,
Herre! gør det nu!

2  Det er for hovmod, at vi hæfter,
her strækker ingen hære til,
her svigter heltens mange kræfter,
stridshesten snubler, når Gud vil.
Dine øjne hviler
på mig, når jeg iler
med min synd til dig.
Håber jeg på nåden,
vil du løse gåden,
vise mig din vej.

3  Da frelser Herren mig fra døden,
han mætter mig trods hungersnød.
Jeg håber på min Gud i nøden,
han salver mig med troens glød.
Du min lovsangs glæde
giver sol og væde.
Helligt er dit navn!
Lad din godhed være
over mig og bære
håbet i sin favn.

*2 Mos 3,2

*Joh 19,33

1  Før du, min Gud, min sag for mig,

for du, kun du, ved om min vej,

før krig mod dem, der hånligt strider

mod mig og mine, for vi lider!

Grib til dit skjold og gør mig fri,

rejs dig, min Gud, og stå mig bi.

Værn mig mod dem, der jager mig, 

kom mig til hjælp og frels du mig.

2  Lad dem, der bærer snogeham,
bli' ramt af spot og bære skam,
lad dem, der vil mig ondt, kun vige,
gør gengæld mod de rå og rige.
Som avner for en hvirvelvind
vil Herren splitte deres sind,
og enden bli'r en bælgmørk nat,
hvor vejen ender mørk og glat.

3  Helt uden grund har fjenden sat
sit garn for mig i dødens nat,
en lønlig grube har de gravet,
en fælde har de fået lavet.
Lad ham blot falde i sit net,
og lad ham ikke slippe let,
men lad ham falde i den grav,
som ender med Guds dom og krav.

4  Mit fortrin har jeg kun i Gud,
min glæde vil jeg synge ud.
Hvem er som du? Du blev min frelse!
du er min lægedom og helse.
Med sang vil jeg nu vidne om
din hjælp mod alskens dårligdom.
Du frelser staklen fra den flok,
som plyndrer uden at få nok.

                        *

5  Se, falske vidner rejser sig,
til regnskab vil de kræve mig
for noget, som de foregøgler;
de udspyr gift som stumme øgler,
de lønner mig med ondt for godt
og pønser kun på et komplot.
Min Gud, jeg føler mig forladt,
de spotter mig ved dag og nat.

                        *

6 Jeg klædte mig i sorgens dragt,
da sygdom gjorde dem forsagt,
jeg fastede som for en broder,
jeg bad som var det for min moder,
med sænket hoved ramt af sorg
bønfaldt jeg Gud, vor stærke borg.
Jeg bad for dem, der jager mig,
men de forlod den lige vej.

                        *

7  Nu glæder de sig, når de ser,
hvordan jeg vakler, ja, de ler,
de stimler sammen, skærer tænder,
selv fremmede jeg knap nok kender.
Uslinge vender sig mod mig,
de håner dig og bryster sig.
Hvor længe vil du mon se til,
når unge løver er på spil?

8  I din den store menighed
har jeg mit trygge tilflugtssted,
hvor jeg med mange skal ophøje
dit navn som lindrer al vor møje.
Lad ingen fjende glæde sig,
når folket driver spot med mig.
Lad ikke dem, der er utro,
få lov at være skadefro.

9  De kender ikke ordet fred,
udtænker svig og skændighed
mod stille mennesker i landet
som søger fred og intet andet.
De spærrer munden op mod mig
og siger: Vi har luret dig!
Vi så det og var vidner til,
at du har spottet, hvad Gud vil.

                        *

10  Det er kun dig, der ser det klart,
vær ikke tavs, men hjælp mig snart,
rejs dig, min Gud, for jeg er ringe,
min ret må du tilvejebringe
og efter din retfærdighed
døm mig, men glem at du var vred.
Lad ingen spotter glæde sig
og sige, at du glemte mig.

11  Lad ingen sige i sit sind,
vi fik ham fanget i vort spind.
Nej, kun til skamme bli'r de alle,
til jorden skal min fjende falde.
De ønsker mig slet intet godt,
de svøber mig i spe og spot,
men vanry skal de klædes i
på spottens og på skammens sti.

                        *

12  Men de, der under mig min ret,
skal finde jublen glad og let,
til stadighed skal de lovprise
og hjælpe mennesker i krise.
De priser Herren for hans fred,
de holder ud og holder ved.
Din retfærd vil jeg synge ud,
lovprise dig igen, min Gud.

1  Den ondes ondskab vidner om,

at han ser ned på Herrens dom,

han har kun ondt i sinde.

Den smigrer ham og hvisker frækt:

Lad gå at sagen er fordækt,

din skyld skal ingen finde.

Den ondes ord er selvbedrag,

han handler uden hjertelag,

han sender falske blikke.

Han ruger planer ud ved nat,

hans vej er svigefuld og glat,

det onde skyr han ikke.

                        *

2  Din trofasthed og sandhed, Gud,
din godhed og dit nådebud,
når højt som himlens skyer.
Din retfærd er som klippegrund,
din dom er dyb som havets bund,
du frelser og fornyer.
Hvor stor er dog din kærlighed,
hos dig har jeg mit skjulested,
i dine vingers skygge.
Du mætter med den bedste mad,
din bæk forfrisker og gør glad,
dens rislen skaber hygge.

3  Hos dig udspringer livets væld,
din solopgang gi'r lys i kvæld,
i dit lys ser vi lyset.
Vær god mod den, der har dig kær,
og vær de sønderknuste nær,
ak, dæmp dog nattegyset.
Beskærm os mod den ondes fod,
frels os fra fjendens overmod,
fra deres onde hænder.
Se, hvor de faldt, de onde mænd.
Vil de mon rejse sig igen?
Skam får hver æreskænder.

1  Bliv ikke vred på dem, der knap kan skønne,

de øver ondt, og straffen vil de få!

De visner hurtigt som det friske grønne,

de svides af som græs og tørre strå.

Stol kun på Gud, gør godt, dig vil han lønne.

Læg vind på troskab, også i det små!

2  I Herren må du søge al din glæde,
så giver han dig, hvad du ønsker dig.
Trods tørre tider giver han dig væde,
så stol på ham og vælt på ham din vej,
han griber ind. Din plads vil han beklæde
med ret som middagslyset spreder sig.

3  Vær stille, vent på ham, vær ingen dåre,
far ikke op, når falske folk har held.
Tæm kun din harme, spar den bitre tåre,
had volder ondt, så luk for vredens væld.
Forbryderne udryddes dog ad åre,
vent på din Gud og arv dit Israel.

4  Et øjeblik og fjenden vil forsvinde,
forgæves søger du ham på hans sted.
Gud gi'r sagtmodige et evigt minde,
de glæder sig ved liv og megen fred.
Ugudelige folk har ondt i sinde,
de skærer tænder mod Guds menighed.

5  Men Herren ler ad den opblæste fjende,
Gud ser hans dag og time nærmer sig.
De drager sværdet, buen vil de spænde,
de efterstræber dem på Herrens vej,
men deres sværd vil Gud imod dem vende,
og buen bryder Herren selv for dig.

                                *

6  Din del, det brød, som du får lov at nyde,
er bedre end de ondes ejendom.
Ugudeliges magt skal Herren bryde,
men støtter dig som ofte segner om.
Gud kender dem, hvis vej er uden lyde,
hvis bolig er en evig helligdom.

7  Til skamme bli'r de ikke, deres munde
bli'r mættet, selv når andre mangler brød,
men de ugudelige går til grunde
som blomsterpragten under solens glød.
De låner, men betaler ingenlunde,
retfærdige afhjælper andres nød.

8  For de, som Gud velsigner, arver landet,
de, han forbander, ryddes ud i hast.
Hvert skridt i tro stadfæster Gud blandt andet,
og intet lægger Gud sin ven til last,
og når han snubler her i ørkensandet,
vil Herren støtte ham og holde fast.

                                *

9  Nu er jeg gammel og har levet længe,
men aldrig har jeg set en from forladt
og ingen af hans afkom tigge penge.
Han låner ud og ynkes dag og nat,
hans børn velsigner rettens gang og gænge
og hjælper til og tager gerne fat.

10  Sky ondt, gør godt, så vil din Gud velsigne
dig i det land, hvor du fik arveret,
for Herren elsker ret og værner sine,
bevarer dem på rette vis og sæt.
Ugudelige høster straf og pine,
og deres livsfrugt bliver aldrig mæt.

11  Retfærdige skal arve og besidde
det land, hvor de skal bo til evig tid.
Godt er et ord, som bliver sagt i tide,
den vises mund er fyldt med kløgt og vid.
Han har Guds ord, hvorpå han trygt kan lide,
hans gang er støt, han strider troens strid.

12  Dog lurer fjendens øjne alle steder,
de søger at slå Herrens folk ihjel.
Ræk Gud din hånd, han frelser og han redder,
du dømmes ikke, Herren vil dit vel.
Bliv på Guds vej, det sted hvor du tilbeder,
de onde dømmes, arv Guds Israel.

13  Jeg så en voldsmand højt på ærens tinde,
men da jeg søgte ham var alt forbi,
han kunne ingen varig lykke finde,
hans minde blev en ond og kroget sti.
Agt på den mand som kun har godt i sinde,
hans fremtidsvej er lykkelig og fri.

14  Men Gud udrydder hver en overtræder,
den ondes livsdag ender ganske brat.
Retfærdige bli'r klædt i frelsens klæder,
Gud er vor tilflugt i den mørke nat.
Gud fri'r os ud af fjendens hånd og glæder
vor sjæl, fordi vi fandt i ham vor skat.

1  Tugt mig ikke i din vrede,

jeg vil bede,

glem din harme, du min Gud.

Jeg er ramt af dine pile,

und mig hvile,

altid må jeg stå for skud.

2  Hvert et lem i kroppen lider,
og jeg vrider
mig i vånde for din hånd.
For min synds skyld er jeg tynget,
helt omslynget,
som af tusind stærke bånd.

3  Jeg har sår, der stinker såre
jeg, en dåre,
bærer på min skam og skyld.
Jeg er nedtrykt, sorgens fange,
jeg er bange,
sorgen klemmer som en byld.

4  Mine lænder, ak, de brænder,
synden skænder
og forpester sind og krop.
Jeg er svækket og vansmægter,
hvem benægter,
at mit hjerte skriger stop.

                         *

5  Gud, du kender mine bønner,
ja, du skønner
og begriber mine suk,
hjertet hamrer, modet brister,
øjet mister
glansen, som var klar og smuk.

                         *

6  For min plage flygter venner,
såsom frænder,
ak, min slægt står fjernt fra mig.
Svigefulde sætter snarer,
og de farer
frem med list på løgnens vej.

                         *

7 Som en tavs, der ikke hører
og opfører
sig som ganske døv og stum,
holder jeg mit øre lukket,
klage-sukket
er det svar, som finder rum.

8  På dig, Herre, vil jeg håbe,
jeg vil råbe,
du må svare mig, min Gud!
Ellers vil de triumfere
og hovere,
når min fod vil skride ud.

                         *

9  Ak, min fod er ved at glide,
jeg må lide,
smerten kan jeg altid se.
Al min skyld vil jeg bekende,
og erkende
synden med dens sorg og ve.

10  Stærke er de mange fjender
og de vender
sig imod mig uden grund,
de hudfletter selv den gode
episode,
gør mig ondt med svig i mund.

                         *

11  Gud, min Gud, forlad mig ikke,
du må skikke*
mig din hjælp i rette tid.
Skjul dig ikke i det fjerne,
jeg vil gerne
være hos dig i min strid.

1  Tugt mig ikke i din vrede,

jeg vil bede,

glem din harme, du min Gud.

Jeg er ramt af dine pile,

und mig hvile,

altid må jeg stå for skud.

2  Hvert et lem i kroppen lider,
og jeg vrider
mig i vånde for din hånd.
For min synds skyld er jeg tynget,
helt omslynget,
som af tusind stærke bånd.

3  Jeg har sår, der stinker såre
jeg, en dåre,
bærer på min skam og skyld.
Jeg er nedtrykt, sorgens fange,
jeg er bange,
sorgen klemmer som en byld.

4  Mine lænder, ak, de brænder,
synden skænder
og forpester sind og krop.
Jeg er svækket og vansmægter,
hvem benægter,
at mit hjerte skriger stop.

                        *

5  Gud, du kender mine bønner,
ja, du skønner
og begriber mine suk,
hjertet hamrer, modet brister,
øjet mister
glansen, som var klar og smuk.

                        *

6  For min plage flygter venner,
såsom frænder,
ak, min slægt står fjernt fra mig.
Svigefulde sætter snarer,
og de farer
frem med list på løgnens vej.

                        *

7  Som en tavs, der ikke hører
og opfører
sig som ganske døv og stum,
holder jeg mit øre lukket,
klage-sukket
er det svar, som finder rum.

8  På dig, Herre, vil jeg håbe,
jeg vil råbe,
du må svare mig, min Gud!
Ellers vil de triumfere
og hovere,
når min fod vil skride ud.

                        *

9  Ak, min fod er ved at glide,
jeg må lide,
smerten kan jeg altid se.
Al min skyld vil jeg bekende,
og erkende
synden med dens sorg og ve.

10  Stærke er de mange fjender
og de vender
sig imod mig uden grund,
de hudfletter selv den gode
episode,
gør mig ondt med svig i mund.

                        *

11  Gud, min Gud, forlad mig ikke,
du må skikke*
mig din hjælp i rette tid.
Skjul dig ikke i det fjerne,
jeg vil gerne
være hos dig i min strid.

1  Jeg tænkte: Jeg vil vogte på min færd

og lægge bånd på tungens ord,

når den ugudelige er mig nær,

min tunge får den korte snor.

På tungens synder vil jeg give agt

og tøjle tungens onde magt.

                            *

2  Så blev jeg tavs og var aldeles stum,
jeg tav om både sorg og trøst,
men da jeg tav, fik smerten råderum,
og hjertet brændte i mit bryst.
Min grublen fyldte kun min smertes mål
og var som brænde på et bål.

                            *

3  Da var det, at jeg åbnede min mund,
jeg måtte tale til min Gud:
Fortæl mig om min udgang og den stund,
hvor du vil sende dødens bud.
Hvor mange dage vil du give mig,
før jeg skal hentes hjem til dig.

4  Se i håndsbredder målte du dem ud,
de dage som nu svinder bort,
kun som et vindpust er vi for dig, Gud,
som skyggen er vor vandring kort.
Vi dynger op og jager efter vind,
men hvem skal bjærge høsten ind?

                            *

5  Hvad har jeg så at håbe på, min Gud?
Jeg bygger kun mit håb på dig!
Fri mig fra fald og synd mod dine bud,
lad ingen drive spot med mig!
Vel er jeg tavs og siger ikke spor,
men du har gjort det ved dit ord.

6  Fjern lidelsen fra mig, før jeg går til,
din hånd er alt for tung for mig,
og får vor synd et retsligt efterspil,
da smuldrer alting på vor vej.
Da knuser du vor ære som et møl,
vi er som fnug på fingerbøl.

7  Lyt til min bøn og hør dog på mit råb,
ti ikke til min gråd, for jeg
er gæst hos dig. Jeg tror med håb mod håb.
Vend dog dit strenge blik fra mig
og gør mig atter frisk og glad igen,
før dagene vil svinde hen.