davidssalmer

1  Lykkelig den, der har en pletfri færd,
hvis vej er lys og glansfuld som en kerte.
Lykkelig den, hvis dragt er ren og skær,
hvis gerning ikke volder andre smerte.
Lykkelig den, der har Guds vilje kær,
som søger ham af et oprigtigt hjerte.

2  De plejer ikke nogen syndig lyst,
men rejser sig igen, når de er faldet.
De hører og adlyder Herrens røst,
de ved, at de til hellighed er kaldet.
Og Herrens Ånd har salvet deres bryst,
de vidner om, at sejrens råb har gjaldet.

3  Stadfæst du mine veje skridt for skridt,
gør mine skridt i dine fodspor faste,
lad mine øjne se, hvad du har lidt,
du tog min skam, hvad kan mig nu belaste.
Min glæde er, at jeg kan ånde frit,
min byrde vil jeg på dit offer kaste.

4  Jeg takker dig, min Gud, jeg priser dig,
jeg takker dig af et oprigtigt hjerte.
Rens mig for synd og vis mig blot din vej,
led du mig frem, selv om det koster smerte.
Hold du mig fast, min Gud, tag hånd om mig
og skriv dit frihedsbrev dybt i mit hjerte.

1  Hvorledes holder unge stien ren,
en ubesmittet vandring gennem livet,
hvad har de, som kan værne imod mén?
De har dit ord! Det ord som du har givet.
Dig søger jeg, mit hjertes øjesten,
din kærlighed er selveste motivet!

2  Jeg gemmer dine bud dybt i mit sind,
jeg lever i din boligs lune skygge,
dér skærmes jeg mod synd og gråd på kind,
du skænker stilhed fyldt med liflig hygge.
Velsignet er du, Gud, men jeg er blind,
på dig vil jeg min tro og gerning bygge.

3  Med mine læber vil jeg prise dig,
for hvert et lys-spor dine lovbud satte.
Din munds anvisninger forkynder jeg,
kun åbne ord fra dig er til at fatte.
Din vilje er for mig den rette vej,
den er mig mere værd end verdens skatte.

4  På dine love vil jeg give agt,
betragte dine påbud på mit leje.
Opmærksomt vil jeg granske af al magt
og nøje følge dig på dine veje.
Opmuntret bli'r jeg ved, hvad du har sagt,
jeg glemmer ikke, hvad jeg fik i eje.

1  Vær god mod mig, så jeg kan ånde frit,
dig vil jeg tjene, hold mig blot i live.
Led mig i dine fodspor, skridt for skridt,
hvad jeg har brug for, ønsker du at give.
Lad hjertets øjne skue nok så tit,
hvad ingen pen til fulde kan beskrive.

2  Min tid som gæst er kort på denne jord,
lad lyset bryde frem fra ordets kilde.
Mit hjertes længsel efter dig er stor,
frels mig, for ellers vil det gå mig ilde.
Min sjæl er knust, kom til mig med dit ord,
kom til mig nu, ja, før det bli'r for silde.

3  Du truer ad de stoltes overmod,
du kender deres løgn og falsknerier.
Fjern hån og ringeagt foran min fod,
for jeg har holdt mig til de gamle stier.
Vis mig igen, at du er mild og god
mod mig, som skyr de ondes leflerier.

4  Magtfulde spinder rænker imod mig,
dog vil jeg altid vidne om din nåde.
Jeg glæder mig ved kun at følge dig,
dit ord vil jeg i hjertet lade råde.
Du ved jeg holder mig til livets vej,
jeg grunder altid over frelsens gåde.

1  Min sjæl er træt, og jeg må slikke støv,
lær mig din vej og hold min sjæl i live,
væk blot mit øre før jeg bliver sløv.
Alt fik jeg sagt, min synd vil du tilgive,
du hørte mig, du holdt dig ikke døv.
Hvad du har lovet, lod du selv nedskrive.

2  Lad mig forstå de gode ord fra dig,
luk ordet op, giv mig et lydhørt øre.
Min sjæl er opløst, tung er sorgens vej,
styrk mig ved ordet, lad mig kunne høre.
Lær mig at tro, hvad du har tilsagt mig,
hvad du har lovet, vil du selv fuldføre.

3  Hold løgnen helt og holdent væk fra mig,
og lær mig lydighed af bare nåde.
Du lod mig vælge kærlighedens vej,
din troskabs vej, hvor sandheden skal råde.
For øje har jeg budene fra dig,
din dom er ret og al din handlemåde.

4  Til vidnesbyrdet klemmer jeg mig fast,
gør ikke mig, din tjener, helt til skamme.
Med iver vil jeg bringe bud i hast
om dig, som altid er og bli'r den samme.
For mig er dine bud en gavnlig last,
du nærer livet, styrker troens flamme.

1  Vis mig den banede og lige vej,
da vil jeg gå den til mit livsløb ender.
Gå foran mig, så vil jeg følge dig,
den rette vej, den ved jeg, at du kender.
Du vil gi' indsigt, du vil fylde mig
med hellig ild, som for din ære brænder.

2  Før mig og led mig ad den rette vej,
din vej og vilje ønsker jeg at kende.
Frels mig fra alt, som vender sig mod dig,
omvend mig, så jeg lader mig omvende.
Læg ønsket om at tjene ned i mig,
gør kærlighed til penge til en fjende.

3  Vend mine øjne bort fra løgn og tant,
værn mig mod tomt begær, som vil forblinde.
Bekræft for mig at ordet taler sandt,
lad mig kun se, at du har godt i sinde.
Du gjorde, at min frygt og angst forsvandt,
lad gudsfrygt gro, lad letsind helt forsvinde.

4  Spar mig for skam og skændsel på min vej,
fjern den forsmædelse, som gør mig bange.
Du er min dommer, jeg vil frygte dig,
den vej, du førte mig, blev gjort til sange.
Dit påbud øger længslen dybt i mig,
lad din retfærdighed ta' mig til fange.

1  Lad kun din godhed og din trofasthed
bli' mig til del med frelse fra det høje,
vær du mit skjul, mit trygge tilflugtssted,
våg over mig, min Gud, med åbent øje,
så jeg har svar til hver en rygtesmed.
Du er min hjælp, dit ord vil jeg ophøje.

2  Riv ikke sandhedsord ud af min mund,
du ved, jeg håber kun på dine domme.
Din nåde er så dyb som havets bund,
din hjælp og trofasthed er ikke omme.
Til hver en tid, i hver en stille stund,
vil jeg gi' agt på dig, dit ord skal komme!

3  Hvor du har åbnet op, der vil jeg gå
i gerninger, som du har lagt til rette,
på nådens grundvold vil jeg gerne stå,
så jeg kan vidne om, hvad der kan mætte.
Hvad du har sagt, det vil jeg pege på,
dit ord kan ingen magt tilsidesætte.

4  Jeg har min lyst i dine bud, min Gud,
jeg elsker lovene, som du har givet.
Jeg løfter hænderne i snehvidt skrud,
jeg priser dig, jeg takker dig for livet.
Jeg grunder på dit ord og dine bud,
jeg har kun dig som lydighedsmotivet.

1  Husk på det ord, som du har givet mig,
det ord som virker, at jeg altid håber,
det er min trøst, når nøden melder sig,
det ord gi'r kraft, når smerten højlydt råber.
Min styrke er det løfteord fra dig,
det giver glans, er sødt som honningdråber.

2  De stolte gør, at jeg må stå for skud,
de spotske kalder mig en stakkels tåbe,
dog holder jeg mig tæt til dine bud,
og dine domme gør, at jeg tør håbe.
Du har jo givet mig dit løfte, Gud,
det ord gi'r trøst, lad blot de frække måbe.

3  Dyb harme greb mig over dem, der går
på tværs af dine bud på dødens gange.
Tvivl ved dit ord er, hvad de bødler sår,
men dine bud blev mig til nye sange.
Jeg er en fremmed under barske kår,
dog vil jeg prise dig til citers klange.

4  Om natten glemmer jeg dig ikke, Gud,
jeg tænker på dit navn, som kan bevare
mig fra at vige bort fra dine bud,
kun du kan værne mig mod fjendens snare.
Det blev min lod: Du lod mig holde ud,
på dine bud lod du mig tage vare.

1  Du, Herre, er mit alt, du er min lod,
dit ord vil jeg til stadighed bevare,
på dine løfter vil jeg kaste vod,
på dine love vil jeg tage vare.
Und mig din godhed, dræb den bitre brod,
dig trygler jeg! Hvornår vil du mon svare?

2  Jeg tænkte over mine valgs fallit,
hvor ofte sveg jeg ikke mine rødder,
tilbage vil jeg styre mine skridt
og søge pladsen ved min Mesters fødder.
Jeg skynder mig og sparer intet ridt,
jeg værner om det ord, som surt forsøder.

3  Selv om de onde spænder ben for mig,
selv om de lægger deres fine snarer,
dog vælger jeg at blive på din vej,
du er min Gud, mit værn mod alle farer.
Ved midnat står jeg op og takker dig,
det er kun gode bud, som jeg erfarer.

4  Jeg holder mig til dem, der frygter dig,
jeg er kun ven med dem, der vil tilhøre
det folk, der lydigt vandrer på din vej
og til dit ord og udsagn låner øre.
Din godhed viser, at du elsker mig,
lær mig din vej, og hvad dit barn bør gøre.

1  Min Gud! Hvor har du været god mod mig,

du har kun gjort, hvad du i ordet siger.

Lær mig at skønne ret og kende dig,

det er kun efter dine ord jeg higer.

Giv du mig indsigt, vær du selv min vej,

jeg stoler på det ord, som aldrig sviger.

2  Før jeg blev sat til side, fór jeg vild,

men ved at lide lærte jeg at høre,

min tro blev prøvet gennem vand og ild,

til dig vil jeg nu gerne lægge øre.

Hvor er du god, din hånd er god og mild,

og du vil lære mig, hvad jeg skal gøre.

3  Med løgn vil arrogante sværte mig,

på falske udsagn vil de gerne høre.

Mit største ønske er at følge dig,

hvad andet kan mit hjerte ellers gøre.

Så hårdt som flint er deres kolde jeg,

til dig vil jeg med glæde lægge øre.

4  Jeg blev bedrøvet, dengang da jeg led,

men det var godt, at du fik gjort mig lille.

Jeg blev gjort villig til at bringe fred,

og din vejledning blev min støttepille.

Din tale er det bedste, som jeg ved,

hvad kan jeg med din munds ord sidestille.

1  Din kunstnerhånd har skabt og formet mig,
giv mig forstand, så ser jeg dine veje,
da vil det ske, at de, der ærer dig,
ser mig og glæder sig på deres leje.
Jeg venter på dit ord og på din vej,
dit ord til mig kan ingen magt fordreje.

2  Jeg ved, du dømmer ret med løftet røst,
retfærdig er din dom mod mig og mine,
du vil blot give mig en herlig høst.
I trofasthed har du fornedret dine,
din godhed og din tugt blev mig til trøst,
du frelste mig fra megen angst og pine.

3  Lad din barmhjertighed nå frem til mig,
så ved jeg sikkert, at jeg bli'r i live.
Din lov er al min glæde på min vej,
til skamme skal de overlegne blive,
de spreder løgn, med uret krænkes jeg,
kun dine bud vil jeg i hjertet skrive.

4  Lad dine fromme vende sig til mig,
de, der er kendt med gudsfrygt, og som kender
til dine vidnesbyrd og frelsens vej.
Hjælp mig, så trangen stadig i mig brænder,
at jeg af al min kraft kan følge dig,
så bli'r jeg fri for skyld og skam, som skænder.

1  Efter din frelse længes jeg, min Gud,
det er på dig og dine ord jeg bier,
mit øjes glans er næsten visket ud,
jeg venter på dit ord, men, ak, du tier.
Hvor længe skal jeg vente på dit bud,
det glade bud om trøst på trængslens stier?

2  Just som en lædersæk i røg er jeg,
men dine love kan jeg ikke glemme.
Hvor mange dage vil du give mig,
hvor længe varer det, før jeg er hjemme?
Hvornår bli'r fjenden dømt, som jager mig?
Jeg venter på dit svar og på din stemme.

3  De arrogante jager efter rov,
de graver gruber foran mine fødder,
de kaster vrag på dig og på din lov,
din lov er sandhed og har dybe rødder.
Hjælp mig! Du ved, hvad jeg har mest behov,
de jager mig med løgn og det, som døder.

4  De fik mig næsten helt tilintetgjort,
kun knebent slap jeg fri af deres vrede,
dog har jeg ikke sluppet dig, men gjort
mit hjertes indre rede til at bede.
Vær du min trøst, når jeg går helt i sort,
du er min klippe og min lune rede.

1  Dit ord, o Herre, holder altid stand,
og når langt længere end himlen rækker.
Trofast er du min Gud og mellemmand
fra slægt til slægt, du som min synd bedækker.
Du skabte jorden ved og gennem vand,
og den står fast, om bjergene slår sprækker.

2  Ethvert af dine lovbud varer ved,
de gør, at jeg kan løfte glædens stemme.
Uden din lov er der kun intethed,
kun tomme planer som jeg måtte glemme,
da var jeg nået til mit sidste sted,
dér kan man ingen fryderåb fornemme.

3  Jeg glemmer aldrig dine gode bud,
det er ved dem, at jeg får skænket livet.
Frels mig, for jeg er din, du er min Gud,
jeg spørger efter det, som du har givet.
Du er min styrke, og du fri'r mig ud,
for uden dig er jeg så svag som sivet.

4  Gudløse lurer på at knægte mig,
de har kun tanker om at lægge øde.
Jeg mærker mig hvert vidnesbyrd fra dig,
de er for mig som dagligt brød og føde.
For alting så jeg grænser på min vej,
men dine bud kan ingen grænse møde.

1  Hvor elsker jeg dog dig og dine ord,
og dagligt er din lov i mine tanker.
Min fjendes visdom gavner ikke spor,
din visdom er for mig et sikkert anker.
Dit bud er altid hos mig som mit ror,
men verdens visdom er kun visne ranker.

2  De, der har undervist mig, spørger mig
og undrer sig, når jeg gør dem til skamme.
Jeg tænker over budene fra dig,
for dine ord og bud er ikke lamme.
I visdom og forstand besejrer jeg 
de lærde og de gamle fra hver stamme.

3  Jeg holder mine fødder fra hver vej
som fører mig ad onde, krumme stier.
Jeg ønsker kun at holde mig til dig,
det er dit ord som frelser og befrier.
Jeg holder fast ved det du lærer mig,
hvor er det godt trods angst og plagerier.

4  Hvor godt er dog dit eget ord til mig,
hvor er det sødt for mund såvel som gane,
langt sødere end honning, siger jeg,
ved dine bud greb jeg den gode vane,
jeg fik forstand og veg fra løgnens vej,
og skridt for skridt kan jeg din visdom ane.

1  Dit ord er lampen mod forkerte trin,
en lygte og et lys på mine stier.
Jeg svor en ed at ville lægge vind
på lydighed og trodse hyklerier.
Dit ord og bud skal herske i mit sind,
de gode ord som hjælper og befrier.

2  Du ser, at jeg er ude af mig selv,
så giv mig ord der holder mig i live.
Lad mine ord blot glæde dig i kvæld,
et takkeoffer vil jeg gerne give.
Du eftergav min afgrundsdybe gæld,
så lær mig kun i dine bud at blive.

3  Ak, livet hænger altid i en tråd,
altid går jeg med det i mine hænder,
dog vil jeg ikke glemme dine råd.
De lægger snarer, hver en æreskænder,
men du bevarer mig fra fald og gråd.
Det er for dig og dine ord, jeg brænder.

4  Hvad du har lovet, gav du selv til mig,
det blev min del, min arv til evigt eje,
det er min største glæde på min vej.
Du kender mig og ser mit smertensleje,
indtil jeg bliver hentet hjem til dig,
mit hjerte bøjer sig til dine veje.

1  De, der har delte hjerter, hader jeg,
men elsker dig og alle dine love.
Du er mit skjold, mit skjul har jeg i dig,
jeg håber på dit ord, så jeg tør vove
at byde nedrige at fjerne sig,
med Herrens love vil jeg mig trolove.

2  Vær du min støtte, giv mig livets ord,
at jeg må leve indenfor den ramme,
som gør at jeg kan nyde nådens bord,
hvor håbet aldrig bliver gjort til skamme.
Det er på dig og dine ord, jeg tror,
så væk på ny den første varme flamme.

3  Støt mig, så ved jeg, at jeg bliver frelst
og vælger at ha' dine bud for øje.
Gud, du forkaster dem, der allerhelst
vil dyrke det, der ikke koster møje.
De higer efter løgn og farer helst
med svig, og retten vælger de at bøje.

4  Som slagger regner du alt kryb på jord,
gudfjendske klarer ikke dommens time,
men jeg vil elske dig og dine ord,
dog skælver jeg for dig og dit regime,
jeg frygter for hvert enkelt sidespor,
jeg frygter for den hule pantomime.

1  Du ved, at jeg har øvet ret og skel,
frels mig fra overmagtens barske hænder,
vær min garant, at det må gå mig vel,
fri mig fra dem, der ingen skånsel kender.
Om natten og ved morgen og ved kvæld
spejder jeg efter dig som hjælpen sender.

2  Mit syn bli'r svagere fra dag til dag,
jeg venter på den hjælp, som du tilsiger,
vær god mod mig, for jeg er altid svag,
lær mig de bud, der gælder alle riger.
Du er min Gud, vis at du har behag
i mig, som i min angst og afmagt skriger.

3  Jeg er din tjener, udlæg dine ord
for mig, så jeg kan tro på dig og kende
den vej som følger dig og dine spor,
ræk mig den hånd som ondt til godt kan vende.
Se, hvor de krænker lovens rettesnor,
grib ind og lad det få en snarlig ende.

4  Langt mer' end guld, ja, end det fine guld,
elsker jeg dine bud og dine love,
du gør mig glad og helt fortrøstningsfuld,
dig vil jeg ære, dig vil jeg højlove.
Dig følger jeg, men skændslen går omkuld,
jeg hader løgnens sti og skumle skove.

1  Hvad du har talt er underfulde ord,
derfor vil jeg ha' dine ord for øje,
og tydes de, så bliver glæden stor,
så gi'r de lys i mørke trods vor møje,
så bli'r vor indsigt som et blomsterflor,
trods det som vi enfoldige må døje.

2  Jeg spærrer munden op med mange suk,
jeg tørster efter dine bud med længsel,
jeg er klemt inde som en skamskudt buk,
vær nådig mod mig, fri mig fra mit fængsel,
vend dig til mig og hør mit hjertesuk,
for det er ret mod dem, der lider trængsel.

3  Styr mine skridt, som du har lovet mig,
lad ingen uret herske over dine,
frels mig fra dem, der vælger voldens vej,
frels mig fra dem, der volder andre pine,
jeg ønsker kun at holde mig til dig,
tyd blot dit ord for mig og alle mine.

4  Lad dog dit ansigt lyse over mig,
stil mig i lyset af din store nåde,
lær mig at følge hvert et bud fra dig.
Jeg græder over dem, der selv vil råde,
ja, vand i strømme, sådan græder jeg,
de regner ikke Herrens handlemåde.

1  Du, Herre, er retfærdig og dit ord
er sandt og ret som alle dine domme.
Ved retfærd og ved trofasthed så stor
fastsatte du din lov for dine fromme.
Du vogter dine på den faldne jord,
du vogter dem før dagene er omme.

2  Min iver for dit ord fortærer mig,
for de, der plager mig, har vraget pagten,
de glemmer ordet, og de vrager dig
og stoler på, at de har kongemagten.
Dit ord er lutret, og det finder vej
til dem, der elsker dig trods fjendens tragten.

3  Vel er jeg svag og tæller ikke spor,
men dine love kan jeg ikke glemme,
for din retfærdighed er som dit ord,
din pris skal vi til evig tid istemme.
Din lov er sandhed, dækket er dit bord,
du giver kraft, din trøst kan jeg fornemme.

4  Dog uanset om nøden rammer mig,
og trængslen truer mig som mørke skyer,
så er min glæde budene fra dig,
de gælder for hvert land og alle byer,
de gælder evigt, er min lyst og vej,
så giv mig indsigt indtil dagen gryer.

1  Jeg råber til dig i min store kval,
svar mig, jeg bli'r forfulgt, dog vil jeg bede.
Jeg agter på hver tøddel, hver vokal,
jeg sætter dine ord mod al min vrede,
jeg råber til dig fra den dybe dal,
hjælp mig, og jeg vil lade mig helbrede.

2  Jeg råber til dig hver en morgenstund,
jeg be'r om hjælp og ved, at du vil svare.
Før dagen hælder åbner du din mund
med ord, som gi'r mig lys og kan opklare
mit sind og øje hver en aftenstund,
dit trøsteord kan mig fra fald bevare.

3  Lyt til min røst, vis mig at du er god,
forny mit liv ved nåden, som du giver.
De nærmer sig med had og overmod,
de jager efter skændsel og bedriver
kun ondt og bryder ned, hvor retten stod,
de myrder skændigt, og de sønderriver.

4  Nær er du, Herre, i dit eget ord,
og alle dine bud er gennemprøvet,
hvert ord fra dig er sande visdomsord,
de gav mig indsigt, da jeg var bedrøvet,
du har forankret dem fra syd til nord,
for evigt er de grundlagt over støvet.

1  Se, hvor jeg lider, fri mig ud, min Gud,
din lov har jeg bevaret i mit indre,
før du min sag, forløs din stakkels brud,
hold mig i live, dig kan intet hindre.
Min glæde er dit ord og dine bud,
kun du kan trøste, frelse, fri og lindre.

2  Frelsen er fjern fra dem, der hader dig,
din vilje ligger ikke dem på sinde,
stor er din omsorg og din hjælp mod mig,
din godhed, Herre, lod sig altid finde.
Hold mig i live, vis mig livets vej,
lad ordets lys til stadighed oprinde.

3  Hvor er de mange, som forfølger mig,
de er mig fjendske som et kobbel hunde,
dog vendte jeg mig ikke fra din vej.
Det smerter mig, at se de mange munde
bli' spærret op for at vanære dig,
de ændrer på dit ord og gør dem runde.

4  Se til mig, Herre, for jeg elsker dig,
hvad du har budt mig har jeg i mit hjerte,
hold mig i live, hold dig nær til mig.
Dit sande ord er summen af din smerte,
din underfulde retfærd elsker jeg,
din dom er ret, et lys, en evig kerte.

1  Fyrster forfølger mig helt uden grund,
men frygten for dit ord ta'r mig til fange.
Min glæde er hvert løfte af din mund,
dit ord blev mig til glæde og til sange
som én, der gør et vældigt kostbart fund,
dit ord har glædet mig så mange gange!

2  Jeg hader løgn, afskyr den onde sag,
dit ord er derimod mit bedste eje.
Jeg priser dig syv gange dag for dag,
jeg priser dig for dine bud og veje.
De er min trøst ved hvert et åndedrag,
de gi'r mig ro og hvile på mit leje.

3  Og megen fred har de, der søger dig,
for de har kærlighed til dine love.
De snubler ikke på den trange vej,
de holder stand og trodser vind og vove.
Jeg venter på, at du vil frelse mig,
med dine bud lod jeg min sjæl trolove.

4  Mit hjerte ønsker kun at følge dig,
for dine vidnesbyrd er mig så kære,
du ved, at jeg har fulgt den lige vej,
ved dine fødder ønsker jeg at være.
Du kender alt, og du ved alt om mig,
og uden dig har jeg slet ingen ære.

1  Lad mine skrig nå frem til dig, min Gud,
og giv mig lys og indsigt i din lære
lyt til min bøn, frels mig fra sammenbrud,
udfri mig af den løgn, som vil besnære.
Du er min Gud, du kom med frelsens bud,
dit ord er sandt, kun dig vil jeg begære.

2  Lad mine læber synge til din pris,
lad hjertet flyde over af din glæde.
Du lærer mig at tyde stykkevis,
så dine ord bli'r klædt i lysets klæde,
din retfærd bryder gennem tågedis,
af bare glæde må mit hjerte græde.

3  Din hånd blev mig til glæde og til trøst,
en hjælp, fordi jeg valgte dine veje,
jeg lyttede til dine påbuds røst,
jeg tørster efter glædens strengelege.
Din lov og retfærd er mit hjertes lyst,
din fred og glæde vil jeg gerne eje.

4  Lad mig blot leve og lovsynge dig,
da ved jeg, at mit liv bli'r til din ære,
lad dine love altid hjælpe mig,
kun i din nærhed ønsker jeg at være.
Men vælger jeg en mørk og kroget vej,
så opsøg mig, jeg hænger ved din lære.