1 Lyt, du mit folk, lyt til min lov og lære,
lyt til din Gud og giv din Herre ære.
Med billedtale vil jeg se tilbage,
med lignelser fra længst forsvundne dage.
Hvad vi har hørt, og hvad vi kender til,
fortæller vi: Et digt til strengespil.
2 Vi vil fortælle alt til slægtens poder,
til oldebørn og til den unge moder,
vi melder slægterne om Herrens ære,
en tak for undere vil vi frembære.
Vi vidner om hans vælde og hans magt,
han er vor styrke, klædt i lysets dragt.
*
3 Han gav sit folk forordninger og regler,
langt mere værd end tusinde juveler,
dem skulle vore fædre genfortælle
og give videre, de skulle gælde,
og alle slægter skulle kende dem,
hvert barn, hvert barnebarn i hvert et hjem.
4 Med Herren skulle deres afkom regne,
hver undergerning skulle de optegne,
og Herrens love skulle altid gælde.
De skulle sky hver omvej og hver fælde
og ikke slægte deres fædre på,
opstand og oprør skulle de modstå.
5 Fædrenes slægter elskede at klage,
når de gik fremad, så de sig tilbage.
Utro og uden mod og faste hjerter
voldte de Herren mange bitre smerter.
Efraims børn var rustede til strid,
men buen svigtede i kampens tid.
*
6 Guds pagt blev brudt, de ville ikke være
bundet af lovens bånd, som kunne snære.
De lod Guds gerninger gå helt i glemme!
Hvem løftede til jubelsang sin stemme?
Gud gjorde undere i Rahabs land,
på Soans sletter ved en mellem-mand.*
7 Gud delte havet, lod sit folk passere,
langs bølge-mure kunne børn spadsere.
Ved skyen førte han dem frem om dagen,
en natlig ild var Herrens hensyntagen.
Vand flød der frem fra klippens flintegrav,
da Moses kløvede den med sin stav.
8 Gud gav dem vand at drikke i det øde,
i overflod fik folket vand og føde.
Et kildevæld sprang frem i brede strømme,
der flød langt mere, end de kunne tømme,
dog syndede de fortsat imod Gud,
imod den Højeste og Herrens bud.
9 De vovede at sætte Gud på prøve,
knurrede som en rovbegærlig løve,
mod Gud begyndte de at disputere:
Kan Gud mon dække bord og imponere?
Se, Moses slog på klippen med sin stav,
men se! vi stiller med et andet krav!
10 Vist sprang der vand fra klippen ud i sandet,
men hvad vi kræver er langt mer' end vandet,
vi vil ha' brød og kød, så vi bli'r mætte,
den usle mad vi får, gør folket trætte.
Det hørte Herren, og vor Gud blev vred,
Guds vredes ild gav folket klar besked.
11 Mod Jakob vendte Gud sin store vrede,
mod Israel, som blindt lod sig vildlede,
med Herren ville de slet ikke regne,
han som kan løfte os, når vi vil segne,
fortrøstning fandt de ikke ved hans bord,
de glemte Herrens løfter og hans ord.
12 Han bød, så himlens skyer måtte høre
og lukke op for slusens foldedøre,
og han lod manna regne ned til føde,
fra himlen kom der korn ved morgenrøde.
Se, englebrød fik de til morgenmad,
han gav dem rigeligt i skål og fad.
13 Den varme østenvind lod Herren komme,
og søndenvinden varslede hans domme,
som hagl lod Herren kød i dynger regne,
blandt sand lod han de trætte vagtler segne.
Han lod dem falde ned ved hvert et telt,
de var at finde i Guds virkefelt.
14 De åd og drak til de var ved at væmmes,
nok fik de, men de kunne ikke tæmmes,
og inden de fik stillet deres lyster,
inden de skrålede med hule røster,
blev Herrens jalousi og vrede tændt,
mod stærke mænd blev Herrens bue spændt.
*
15 Trods dette holdt de på med deres synder,
de ville ikke tro på Guds forkynder
trods hvert et tegn og hvert et herligt under.
Det hjalp dem ikke, at Gud talte dunder,
i tomhed sluttede han deres liv
og deres år i skræk som tørre siv.
16 Når Herren fældede de svigefulde,
vendte en rest sig bort fra benhård kulde.
De angrede og bad med åbent hjerte,
huskede Gud som lægedom mod smerte.
Gud, deres klippe, søgte de igen,
Abrahams Gud blev atter Jakobs ven.
17 De hyklede for Gud med svig i munden,
løgn gennemtrængte dem fra morgenstunden,
feje og utro ville ikke lide,
de valgte svir og satte Gud til side,
dog ville Gud trods alt forsone sig
med folket, så de undgik dødens vej.
*
18 Sin vrede holdt han gang på gang tilbage,
Guds vredesglød fik blot de få at smage,
han tænkte på, hvor hastigt livet svinder,
han ved, at vi er vind, som snart forsvinder.
Gud gjorde de bedrøvet gang på gang,
voldte ham sorg med oprør dagen lang.
*
19 De fristede vor Gud i ørkenstøvet,
de gjorde Gud den Højeste bedrøvet,
de glemte, at han frelste dem ved havet,
i bølgerne blev Farao begravet,
de glemte underne på Soans mark
og løfterne til troens patriark.
*
20 Til blod forvandlede han Nilens vande,
det måtte Farao for alvor sande,
egypterne fik stik af myg og fluer,
og frøer myldrede i hjem og stuer.
Larver fik ædt sig gennem spæde skud,
græshopper var indbudt til gæstebud.
21 Hagl knuste vinen med den søde drue,
hvert morbærtræ fik frosten lov at kue,
kvæghjordene blev ramt af hagl som stokke,
lynild og torden knuste deres flokke.
Frit løb gav Gud sin store harmes glød,
alt kvæg blev ramt af uvejr og af død.
22 Egyptens førstefødte måtte bøde,
i slægten Kam lod han sin vrede gløde.
Ulykkes-engle fulgte Herrens domme,
i vrede lod Gud drengebørn omkomme.
De førstefødte ramte han med pest,
den traf kong Farao fra øst til vest.
*
23 Ud førte Gud sit folk, en mægtig skare,
han fik dem ført igennem storm og fare,
tryg som en hjord, der intet har at frygte.
Da havet veg lod Gud dem roligt flygte,
og havet dækkede Egyptens skjold,
så Farao kom helt i havets vold.
24 Han førte dem til landet uden tinder,
til bjerget hvor Guds navn og banner vinder,
hedenske stammer måtte Gud bortdrive
foran sit folk for at tilkendegive:
I Kana'an skal Jakobs slægter bo,
i landets telte skal de finde ro.
*
25 Oprørske var de imod Judas løve,
de vovede at sætte Gud på prøve,
Guds love ville folket ikke følge,
de var rebelske som en voldsom bølge.
Troløse var de som den svundne slægt,
frafaldne som en simpel tyveknægt.
26 Bort vendte de sig som en slappet bue,
krænkede Herren med et hæsligt skue,
ofrede dyr til deres gudestøtter,
som kun er tomme, og som ikke nytter.
Det hørte Gud, og vreden var udelt,
for Israel blev vraget fuldt og helt.
27 I Silo lod vor Gud sin bolig fare,
det telt hvor Herren lod sig åbenbare,
Gud lod sin ark bli' taget af Guds fjender,
hans herlighed faldt i filister-hænder.
Han overgav sit folk til fjendens sværd,
han var fortørnet over folkets færd.
28 Af krigens ild blev unge mænd fortæret,
én, der stod brud, var sjælden og blev æret,
de fleste fik slet ingen brudesange,
af unge kvinder var der alt for mange.
Hofni og Pinehas blev dræbt med sværd,
men de var ingen gråd og klage værd.
*
29 Da vågnede vor Gud som af en dvale,
som helten vækkes af en høj timbale,
tilbage slog han sine mange fjender,
for evigt faldt de i hans strenge hænder.
Ak, Gud blev såre led ved Josefs telt,
og Efraim blev vraget på sit felt.
30 I stedet valgte Herren Judas stamme,
for Zion elsker han med glædens flamme.
Guds helligdom blev rejst så højt som himlen,
Gud rejste den højt over stjernevrimlen,
som jordens grundvold står den evig fast,
Guds tempel står om jordens støtter brast.
*
31 Han valgte David som en ledestjerne,
og hjorden skulle han som hyrden værne,
Gud hentede ham ind fra fårefolden
som tjener for sit folk, som værn mod volden.
Han vogtede dem med en ivrig ånd,
og værnede dem med en kyndig hånd.
