davidssalmer

1 Bryd ud i fryderåb for Gud,
nationer, smykket som en brud.
Tjen Herren under glædessang,
træd frem for ham til citers klang!

                            *

2  Kend Herren i hans guddomsglans,
han skabte os, og vi er hans,
hans eget folk, hans egen hjord,
for ham må ulven flygte bort.

                            *

3  Gå ind igennem Herrens port,
gå ind og se hvad Gud har gjort,
fortabte tager han i favn,
tak ham og pris hans store navn.

                            *

4  For Gud er god, hans trofasthed
står fast i tid og evighed,
hans troskab er fra slægt til slægt,
Guds hjord er i Guds varetægt.

1  Om godhed og om ret vil jeg lovsynge,
til Herrens ære vil jeg gerne synge,
jeg vil gi' agt på den fuldkomne vej,
du hjælper mig!

2  Retskaffent vil jeg leve til din ære,
dér, hvor du vil, at jeg skal bo og være.
Hvornår vil du mon komme nær til mig?
Jeg bor hos dig!

                               *

3  På tomhed skal mit øje aldrig hvile,
bort fra det onde vil jeg hastigt ile,
jeg afskyr dem, der altid står på spring
til ublu ting.

4  Den falske vil jeg ikke lukke inde,
de onde skal slet ingen indgang finde,
dem vil jeg aldrig kunne kendes ved
på noget sted.

                               *

5  Den, der i ondskab sladrer om sin næste
og har sin nabo og sin ven til bedste,
vil jeg få bragt til tavshed i en hast,
mit ord står fast!

6  De stolte øjne vil jeg ikke huse,
hovmodige vil jeg med sceptret knuse,
alt overmod og al genstridighed
vil jeg slå ned.

                              *

7  Men mine øjne hviler på de stille,
de trofaste er mig en støttepille,
de færdes i min Guds fortrolighed,
de knæler ned.

8  Den, der har valgt at gå på Herrens veje,
skal tjene mig og få mit land i eje,
en vandring på de lydeløses vej
ophøjer mig.

                               *

9  Den svigefulde finder ikke hvile,
og løgneren bli'r ramt af Herrens pile.
Kan løgnen nogensinde holde stand?
Den er som sand!

                               *

10  Hver morgen vil min hånd tilintetgøre
forbrydere, som ikke ville høre,
ugudelige visner som et blad,
fjernt fra Guds stad.

1  Herre, lad min bøn dog trænge
frem til dig, men ak, hvor længe
skal jeg vente på dit svar?
Skynd dig, du min Gud og Far!
Lad dit ansigts lys blot råde,
skænke nåde over nåde.
Lyt dog til, hvad jeg vil sige,
Herre, du må ikke tie!

                       *

2  Alting er som røg, der svinder,
feberglød i begge kinder,
alle kroppens knogle-led
brænder som et arnested.
Jeg blev slået ned som græsset,
da den skarpe le blev hvæsset,
jeg er modløs, og jeg glemmer
helt at spise, som bag tremmer.

3  Ak, jeg sukker, og jeg stønner,
vil Gud høre mine bønner?
Jeg er bare skind og ben,
venten volder mig kun mén.
Som en fugl blandt beduiner,
som en ugle i ruiner,
må jeg våge under klage,
som en enlig spurv på tage.

4  Fjenden håner mig om dagen,
spot og sværgen øger plagen,
aske spiser jeg som brød,
sorgens drik er bittersød.
Blandet bli'r min drik med tårer,
for din harme slår og sårer,
du var den, jeg hørte kalde,
og nu lader du mig falde.

5  Aftenskyggerne vil svinde,
jeg er blot et strå blandt vinde,
kun din trone, Gud, står fast,
du består om himlen brast,
kun din gerning skal fortælles,
selv af grånende som ældes,
kun dit navn skal ha' al ære,
højt ophøjet skal du være.

1  Rejs dig, Gud, lad Zion finde
at nu er din time inde,
lad os gribe nådens tid,
stride troens gode strid.
Ak, vi elsker Zions stene,
hver en grus-hob, hver en scene,
ak, vi ynkes, og vi lider,
håber kun på frelsens tider.

                      *

2  Herrens navn skal jorden frygte,
konger bæve for dit rygte.
For din glans og herlighed
skal hver skabning knæle ned.
Zion vil Gud atter bygge,
give læ og give skygge.
Se hans herlighed og ære,
alt i alle vil han være!

3  Til de hjælpeløses bønner
vender han sig, og han lønner
dem, der søger ham i bøn,
hørt bli'r de, som be'r i løn.
Det skal skrives op for slægten,
hvad Gud gør har overvægten.
Genfødt skal hver synder prise
ham, som hjalp os i vor krise.

4  For han ser ned fra det høje,
og han følger ganske nøje
hvert et folk på denne jord,
Herren ser os, hvor vi bor.
Fangnes stønnen vil han høre,
åbne fangehullets døre,
knuse de dødsdømtes lænke,
ægte frihed vil han skænke.

5  Da skal Herrens navn kundgøres,
op til Zion skal de føres,
prise Herren i Guds stad.
Pris ham, Zion, og vær glad!
Og når folkene tilsammen
samles om Guds Ja og Amen,
skal selv folk fra fjerne strande
tjene Gud ved flodens vande.

1  Herren tvang min kraft tilbage
og beskar min ungdoms dage.
Ak, jeg siger: Du min Gud!
skån mig dog for dødens bud,
halvvejs står jeg midt i striden,
riv mig ikke bort før tiden.
Gennem alle slægter varer
dine år blandt himlens skarer.

2  Jorden hang du op på intet,* 
skabte himlen smuk og tintet,
forhen ved dit ord og Ånd,
ved din stærke skaberhånd.
Du består, når alting falder,
når basunens toner gjalder,
som en udslidt garderobe
falder hver en himmelglobe.

3  Du udskifter dem som klæder,
slidte som det sprukne læder,
men du er den samme, Gud,
selv om dagens lys går ud.
Død og had skal snart forsvinde,
liv og tryghed skal vi finde,
for dit ansigt skal vi blive,
du har holdt vor sjæl i live.

1  Min sjæl, pris Herren! Pris ham, giv ham ære,
lovpris hans navn, højhelligt skal det være.
Glem ikke hvad din Gud har gjort mod dig!
Din skyld har han ved Lammets blod udslettet,
det brudte forhold har Gud genoprettet,
og al din sygdom tog Guds Søn på sig.

2  Dit liv forløser han fra mørkets magter
og hjælper dig i lange nattevagter,
han kroner dig med sin barmhjertighed.
Som han opstod, skal du opstå af graven,
din grav bli'r tom som den i urtehaven.
Vor Gud er god, hans troskab varer ved.

3  Gud gør, at du kan nyde, hvad du spiser.
Han løfter dig på lette, sagte briser,
som ørnen bli'r du ung og let igen.
Og al den uret, som du måtte lide,
forvandler han, så selv den mørke side
må vidne om, at Herren er din ven.

                              *

4  Og han lod Moses skue sine veje,
og Israel fik løftets land i eje,
for Herren er en god og nådig Gud.
Vor Gud er mild og altid sen til vrede,
og han vil gerne hjælpe og vejlede,
Guds tugt gi'r liv og er et nådebud.

5  Langt højere end bjergene i Norden,
så højt som himmelen er over jorden,
er nåden stor mod dem, der frygter ham.
Så langt, så fjernt som østen er fra vesten,
blev vredens skyer fejet bort med blæsten.
Vor synd blev sonet af Guds offerlam.

6  Og som en far er kærlig mod den lille,
er Gud den gode og den hjertemilde
mod alle dem, der bæver for hans bud.
Gud ved det godt, at vi er gjort af støvet,
snart visner vi som blomsterne og løvet,
vort liv er kort og bare kendt af Gud.

7  Som græsset er vi skabt til korte dage,
hvem kan mon kalde dagene tilbage,
vi visner bort som efterårets løv.
Der, hvor vi var, der ses vi ikke mere,
hver dag var formet, hvem kan skabe flere,
som blomsterne bli'r vi igen til støv.

8  Men i al evighed vil Herren være
tro mod den slægt, der holdt hans navn i ære.
Guds ord og bud var deres rettesnor,
retfærdighed blev regnet dem til gode,
på livets træ lod Gud hvert barn indpode,
nu vandrer de i Herrens lys og spor.

                              *

9  Grundfæstet er vor Guds og Lammets trone,
kongernes konge bærer ærens krone.
Alt er hans kongedømme underlagt.
Pris Herren, I hans engle, som udfører
og virker, hvad Gud vil, så snart I hører
hans røst med vælde, myndighed og magt.

10  Pris Herren, alle himmelske hærskarer,
I sendebud i kraft, vor hjælp i farer.
I ved, hvad der vil tjene os til gavn.
Pris Herren, alle Herrens skaberværker,
pris Herren, pris ham, alle himlens lærker.
Min sjæl, pris Herren! Pris hans store navn!

1  Min sjæl, lov Herren og hans stærke magt!
Gud hyller sig i herlighed og pragt,
i lys er Herren klædt som i en kåbe.
Din teltdug* er spændt ud, så vi må råbe:
Gud, du er såre stor, kun du er Gud!
Selv vind og ild er dine sendebud,
på vindens vinger ved vi, at du skrider
helt lydløst fremad, som en sky, der glider.

                                 *

2  Vor jord blev grundlagt på dit fundament,
urokket står, hvad klippefast blev spændt!
Vor jord blev dækket til med regn fra sluser,
med vand som dine urdybs kilder huser.
Din tordenrøst jog havets vand på flugt,
og jorden fyldtes med en liflig duft,
for havets bølger satte du en grænse,
og havets trusler skal jeg ikke ænse.

                                 *

3  Nu rinder kilder frem blandt sten og sand,
hen mellem bjerge flyder bækkens vand,
dér læskes markens vildt, og tørsten slukkes,
Guds skaberhånd skal aldrig mere lukkes!
Se, himlens fugle bygger på en gren,
og Herren værner sine én for én.
De kvidrer højt godt gemt bag grønne grene,
vildæslerne skal ære ham alene!

4  Du vander bjergene fra himlens sal,
og regnen mætter, skumringen bli'r sval,
græs gror på marken og gi'r kvæget føde,
grønt spirer frem, hvor der er bart og øde.
Vin glæder hjertet, du gi'r dagligt brød,
du giver nok for hvert et barn i nød.
Se, Libanon, hvor Herrens cedre knejser,
blandt skovens stammer flyver muntre mejser.

5  Dér bygger storke i cypressers top,
uhindret flyver ungerne derop,
langs stejle sider springer bjergets bukke,
hvor klippens grævling har sit indelukke.
Du skabte månen for hver tid og fest,
og højtid gryr, når sol går ned i vest.
Alt rører sig, når dagens timer svinder,
i mørket ses lidt vildt, når månen skinner.

6  Om natten brøler løven efter rov,
den søger føde efter sit behov,
den kræver af sin skaber daglig føde,
før sol står op, før natten lægges øde.
Ved daggry lister løven mættet bort
til hulens skygge, dér er dagen sort.
Til dagens gerning er der folk, der iler,
det bliver sent, før hånden atter hviler.

                                *

7  Gud, du har skabt så mange ting på jord
med visdom, ved dit stærke skaberord!
Din skabermagt kan ingen underkende!
Følg oceanet, vidtstrakt, uden ende,
se, havets mylder, overalt er liv,
dér sejler skibe, selv en båd af siv,
dér ser vi Livjatan, skabt til at lege,
hvem kan dens færd blandt havets fisk udpege?

                                *

8  De venter på, at du vil gi' dem mad,
du dækker bord, velsignet er dit fad,
du giver gerne, mætter dem med føde,
din hånd er åben, selv hvor der er øde.
Du tager ånden, og vi bli'r til støv,
som visne blade, som det gule løv.
Du sender Ånden, og din skabning glædes,
med liv og ånde ser vi jorden klædes.

                                 *

9  Snart fyldes jorden af din herlighed
fra evighed og indtil evighed.
Guds værker skænker ham en varig glæde,
for evigt har vor konge taget sæde.
Skælv, bæv for ham du runde, vide jord,
et blik fra ham ransager hvert et spor,
et stød fra ham og askebjerge ryger,
vulkanens top af lava-regnen smyger.

                                 *

10  Med salmer vil jeg synge dagen lang,
lovsynge Gud til spil og liflig klang.
Min skaber vil jeg med min sang behage,
Gud er min glæde, jeg vil ikke klage.
Ak, måtte folkene omvende sig,
gudfjendske vende sig til Herrens vej.
Syng for din Gud. Syng alle folk tilsammen!
Min sjæl, lov Herren! Halleluja! Amen!

*himlen

1  Syng takkesange til Guds ære,
påkald hans navn, lad Herren være
ophøjet iblandt folkeslag,
tal om hans undere hver dag.
Guds navn er helligt, syng med fryd,
søg Herren, kom med glædeslyd.

2  Spørg efter Herren og hans styrke,
han er vor Gud, ham bør vi dyrke!
Husk på hans undere og tegn,
hans domme over hver en egn.
Du slægt af Abraham, Guds ven,
I Guds udvalgte, lyt igen!

                         *

3  Herren er konge, Gud med vælde,
hans domme skal for evigt gælde.
Han husker altid på sin pagt,
fra slægt til slægt hvad han har sagt!
Guds nådepagt med Abraham
beseglede Guds offerlam.

4  Sin pagt lod Gud for Isak gælde,
vor Gud er Jakobs Gud med vælde,
Gud gør for os et gæstebud,
dér får vi lod og del i Gud,
i brød og vin gi´r han sig selv.
Gud vil forløse Israel.* 

                         *

5  Da de var få, en lille skare,
udlændinge, udsat for fare,
tillod han ingen overmagt
at kue dem med ond foragt.
Selv konger revsede vor Gud:
Rør ikke mine sendebud!

                         *

6  Gud sendte hunger over landet,
hver frugtbar plet blev tør som sandet,
dog blev der sendt en mellemmand:*

Josef blev solgt til trællestand,
til fangehullet blev han bragt,
klædt i en ussel fangedragt.

7  I jern blev hals og fødder smedet,
men i Guds time blev han reddet.
Ved Herrens ord holdt Josef stand,
en gennemlutret, prøvet mand.
På kongens* bud blev slaveri
afløst af opfyldt profeti.

8  Han* gav ham tilsyn med sit rige, 
som herre fik han mest at sige,
hver stormand fik befaling om
at bøje sig for Josefs dom,
de ældste skulle han gi' råd,
hans visdom gjaldt som ledetråd.

                         *

9  Så kom Guds folk til sydens lande,
Jakob blev gæst ved Gosens vande,
og Gud gav frugtbarhed og kraft,
langt mer' end fjenden havde haft.
Da vendte Gud Egyptens sind
til ondskab, list og rænkespind.

10  For Moses gav Gud sig til kende,
og Aron lod han også sende.
Egypten fik Guds tegn at se,
og undere lod Herren ske.
Han sendte mulm, mørkt blev hvert spor,
bælgmørk blev dagen på hans ord.

11  Til blod blev Nilens blanke vande,
kun døde fisk blev ved at strande,
og Gud lod frøer vrimle frem,
helt ind i kongers trygge hjem.
Gud bød, og alt blev sort af myg,
utøj krøb rundt på hvermands ryg.

12  Haglvejr for regn lod Herren sende,
og overalt lod Gud det brænde.
Vinstok og figen slog han ned,
og træerne blev knust derved.
Græshopper kom på Herrens bud,
et utal åd de spæde skud.

13  Gud lod de førstefødte bøde,
Egyptens kraft og førstegrøde.
Guds folk drog ud med sølv og guld,
og ingen af dem faldt omkuld.
Glad blev Egypten, da de gik,
frygten stod malet i hvert blik.

14  En sky til læ lod Gud udbrede,
ved Herrens ild lod de sig lede.
De bad. Han gav dem vagtelkød,
mættede dem med himmelbrød.
Fra klipperevnen flød der vand,
en vandflod i det tørre sand.

                         *

15  Hvad Gud har sagt, det vil han gøre,
sin gerning vil han selv fuldføre.
Løftet til Abraham stod fast,
Gud lod det ske i største hast.
Med glædessang drev han dem ud,
et udvalgt folk lovpriste Gud.

16  Gud gav dem land og lod dem pløje
og høste frugt af andres møje,
for at de skulle ære Gud
ved trofasthed mod Herrens bud.
Halleluja! Halleluja!
Pris Herrens navn! Halleluja!

*Rom 11,26

*Josef

*Farao

*Farao

1  Pris Herrens store trofasthed,
den varer ved i evighed.
Hvem kan opregne Herrens nåde,
hvem kan forkynde Herrens pris,
hvem kan udgranske frelsens gåde?
I al sin gerning er Gud vis!

                          *

2  Helt lykkelig er hver og én,
som vandrer ret, hvis sti er ren.
Ak, Herre, husk os i din nåde,
vær nådig mod dit eget folk,
kom, Herre, til os i vor våde
med frelse og med glædens tolk.

3  Da kan jeg se, hvor godt det går
for dem, som i din nåde står.
Ja, lad os dele denne glæde,
den lykke som er ligefrem,
den glæde som du gav de spæde,
den stolthed som du gav til dem.

                          *

4  Som slægten syndede før os,
syndede vi med svig og trods.
Ægyptens land og Nilens vande
var vidne til din stærke hånd,
dog foretrak dit folk at blande
gudsfrygten med en oprørsånd.

5  Den Højeste stod de imod,
Sivhavet stjal det sidste mod.
Dog frelste han dem i sin nåde,
han viste dem sin store magt.
Guds vælde og Guds handlemåde
skal gøres kendt, som han har sagt.

6  Han førte dem på havets bund
som på en tør og sikker grund.
Gud frelste dem fra deres fjende,
forløste dem fra Rahabs* magt, 
Egyptens hovmod fik en ende
med bølgedybets overmagt.

7  Da troede de på hans ord,
de sang hans pris med lovsangskor.
Snart gik Guds undere i glemme,
de tog ham ikke med på råd,
griskheden lod sig ikke tæmme,
de frådsede, de drak og åd.

8  Han gav dem det, de bad ham om,
men kvalme gjorde sjælen tom.
Der opstod jalousi og trætte
mod Moses og mod Arons stand,
de ville selv tilsidesætte
Guds ordning og Guds mellemmand.* 

9  Da bød Gud jorden åbne sig,
den slugte hoben på dens vej,
en voldsom ild lod Herren brænde,
de skyldige blev flammens rov,
hovmod og stolthed fik en ende,
de trodsede Guds egen lov.

                          *

10  Ved Horeb støbte de en kalv
på stedet, hvor de forhen skjalv.
Gud Herren lod de gå i glemme,
han som forløste Israel,
Ægyptens kræfter lod han tæmme,
han skabte ret og gjorde vel.

11  I Kam og ved det Røde Hav
fandt Farao den sikre grav.
Snart ville Herren ødelægge
sit folk, men Moses bad for dem,
da lod Guds vrede sig bilægge,
med forbøn trådte Moses frem.

                          *

12  De vragede det smukke land,
i vantro slap de Kana'an.
De knurrede i deres telte,
de adlød ikke Herrens røst,
de overhørte troens helte,*  
fik ingen del i landets høst.

13  Gud løftede sin hånd og svor:
Jeg slår dem ned, som ikke tror,
og deres afkom skal snart finde
en grav blandt fjerne folkeslag
og blive spredt for alle vinde
og kende syndens eftersmag.

                          *

14  Af dødes ofre* åd de dér, 
ak, de fik tomme guder kær.
Guds vrede måtte folket smage
på grund af deres gudløshed.
Han sendte dem en heftig plage,
hvor dårligdom og pest slog ned.

15  Da Pinehas stod frem til dom,
standsede alskens dårligdom.
De vakte atter Herrens vrede
ved Meriba, ved klippens væld,
for her lod Moses sig vildlede,
hans trodsighed slog kun ham selv.

16  For folket stod Guds Ånd imod,
og Moses bød i overmod.
Folkene la' de ikke øde,
som Herren havde talt og sagt,
men de begik den helligbrøde
at bryde ægteskabets pagt.

17  De bad til støtter skabt af sten,
det blev en snare, som gav mén,
de bar på ånde-amuletter,
de ofrede det spæde liv,
uskyldigt blod blev skammens pletter,
dæmoner førte bødlens kniv.

18  Urene blev de gang på gang,
de horede til dans og sang.
Da flammede Guds store vrede
op mod hans hjord, den faldne flok,
da fik han afsky, følte lede
da havde Herren fået nok.

                          *

19  Han gav dem hen i fjendehånd,
de led på krop, på sjæl og ånd,
de trællede for deres fjender,
og de blev ganske undertrykt
og kuet under fjendens hænder,
de sukkede i angst og frygt.

20  Han frelste dem som ofte før,
men mødte kun en lukket dør,
de bød Gud trods i deres fængsel,
i dybets mørke sank de ned;
han så til dem, da nød og trængsel
blev til et råb om sikkerhed.

21  Han huskede igen sin pagt
og viste medynk og gav agt
på hver en røvet stammefælle,
da fandt Guds folk barmhjertighed
hos dem, hvor de var usle trælle.
Gud viste dem sin kærlighed.

                          *

22  Forløs os, Herre, frels os nu,
sank os dog ind, kom os i hu,
ak, hent os hjem fra verdens lande;
så vil vi prise dig på ny
med frelsens håb og løftet pande,
da er vor ros dit stærke ry.

                          *

23  Pris være Herren, Jakobs Gud,
pris Herrens navn i helligt skrud,
pris Herrens navn, pris ham tilsammen
fra evighed til evighed,
da vil alt folket svare amen!
Velsign, velsign, dit folk med fred!

*Egypten

*Moses

*Josua og Kaleb

*hedenskab

1  Tak Gud for al din nåde,
din trofasthed og magt,
for altid skal du råde,
og evig er din pagt.
Sådan skal Herrens brud
og Guds forløste sige:
Du sendte nådebud
og drog os til dit rige.

2  Han drog os til sit rige
fra øst og vest og nord,
fra Rødehavets vige
til Zions rige bord.
Vi flakkede omkring,
fór vild på øde steder,
hvor rovdyr stod på spring,
en ørk af fjendtligheder.

3  Vi fandt kun sparsom føde,
led både sult og tørst.
Fra gry til aftenrøde
var trængslen allerstørst.
Vi havde dømt os selv:
For synden må vi bøde,
ak, dagen går på hæld,
og vi er næsten døde.

4  I al vor nød og vånde
påkaldte vi vor Gud,
da gik han os til hånde
og friede os ud.
Han lod os finde frem
ad veje ret så lige,
han gav os hus og hjem,
Gud kan slet ikke svige.

5  Gud Herren vil vi prise,
hans store trofasthed,
han gav os brød at spise,
vi fandt et tilflugtssted.
Han mættede vor sjæl,
han kendte vores længsel,
han brød vor marterpæl
og hjalp os i vor trængsel.

                    *

6  Vi sad i mulm og mørke,
i pine og i jern.
Vi led på grund af tørke,
og hjælpen var så fjern.
Vi havde trodset Gud,
foragtet Herrens tale,
vi holdt det ikke ud
og faldt i dødens dvale.

7  I al vor nød og vånde
påkaldte vi vor Gud,
da gik han os til hånde
og friede os ud.
Fra mørket blev vi ført
ud af det mørke fængsel,
vor bøn og gråd blev hørt,
og brudt blev portens hængsel.

8  Gud Herren vil vi prise,
hans store trofasthed,
han gav os brød at spise,
vi fandt et tilflugtssted.
Han sprængte fængslets port,
brød sønder kobber-døre,
lys blev den nat så sort,
Gud lod sin stemme høre.

                    *

9  Vi handlede som dårer,
og led for syndens skyld,
vor mad blev spist til tårer,
vi følte dødens byld.
For folkets oprørskhed
blev mange ramt af plager,
de fandt kun afsky ved
den mad, som ellers smager.

10  I al vor nød og vånde
påkaldte vi vor Gud,
da gik han os til hånde
og friede os ud.
Han sendte os sit ord
og gjorde syge raske,
hans trofasthed var stor,
vi undslap dødens aske.

11  Gud Herren vil vi prise,
hans store trofasthed,
han gav os brød at spise,
vi fandt et tilflugtssted.
Ham ofrer vi vor tak,
hans gerning gi'r vi ære,
udskifter hvert et ak
med jubel blandt de kære.

                    *

12  Vi drog på færd med skibe,
drev handel på vor vej,
i hver en kølvandsstribe
sprang havets dyr i leg.
Vi så vor skabers værk,
hans undere i dybet,
vi så, at Gud er stærk
på havet og blandt krybet.

13  Han bød, så stærke vinde
fik bølger til at slå
som tårne, som en tinde,
som skulle vi forgå.
Mod himlen fór vi op,
vi tørnede mod bunden,
angst fyldte vores krop,
det gik mod afskedsstunden.

14  Vi ravede i stavnen,
vi slingrede fortabt.
Med tvivlsom kurs mod havnen
gik sømandskabet tabt.
Vi var som drukne mænd,
alt var til ingen nytte,
dog alt stod godt i spænd,
sit folk vil Gud beskytte!

15  I al vor nød og vånde
påkaldte vi vor Gud,
da gik han os til hånde
og friede os ud.
Da bød Gud storm og hav
at tie og bli' stille,
selv bølgegangen tav,
Gud blev vor støttepille.

16  Gud Herren vil vi prise,
hans store trofasthed,
han gav os brød at spise,
vi fandt et tilflugtssted.
Vi glæder os i ham,
han førte os til målet,
trods hver en bølgekam,
hans arm er stærk som stålet.

17  Med sang vil vi ophøje
ham i hans menighed,
han hjalp os i vor møje
og blev vort tilflugtssted.
Hans navn er ære værd,
for tronen vil vi prise
ham på vor pilgrimsfærd.
Hvem kan med ham forlise?

                    *

18  Vandkilder gør han tørre,
de bli'r til tørstigt land,
og ørkenen bli'r større,
når floden mangler vand.
Når skylden finder hjem,
så er det, at Gud tugter,
saltstepper bryder frem,
før var der fine frugter.

19  Han gør, at ørken-landet
bli'r vandrigt som en sø,
vand vælder frem af sandet
på hver en bakke-ø.
Dér skal de sultne bo,
og byer skal de bygge.
Her slår de sig til ro
og finder sig lidt skygge.

20  De tilsår deres marker,
de høster vin og frugt,
de mindes patriarker
og Herrens milde tugt.
Vor Gud velsigner dem,
de bliver ganske mange,
i rigdom går de frem,
kvæg flokkes over vange.

                    *

21  De bliver få og segner,
de bliver tynget ned,
når pest og plager regner
på dem til stadighed.
Græshopperne især
gi'r misvækst fyldt med plager
og stort profitbegær,
mænd bager rævekager.

22  Han lader hånen regne
på fyrster med foragt
og fører dem til egne,
hvor ingen vej er lagt.
Dér må de rave om,
hvor ørkenen er øde,
langt fra Guds helligdom,
med deres skyld og brøde.

23  Men den nødstedte skare
bli'r løftet op på ny.
I værste nød og fare
er Herren deres ly.
Han vogter dem som får,
han sørger godt for sine,
velsigner deres år
og lindrer sorg og pine.

24  Retfærdige skal skue
din hjælp og glæde sig,
du værner selv din due,
ondskaben dukker sig.
Den, som er vis og klog,
betragter Herrens nåde,
Gud gav og Herren tog,
så lad din Gud kun råde

1  Fortrøstningsfuldt er hjertet, Gud,
nu vil jeg synge glæden ud!
Af hele hjertet priser jeg
dit navn til herlig strengeleg,
vågn op min harpe og min lut,
lad lyren klinge som tribut!
Du, Herre, hjalp dit folk i nøden,
nu vil jeg vække morgenrøden.

                         *

2  Jeg takker dig blandt folkeslag,
jeg priser dig for frelsens dag,
din trofasthed når milevidt,
op over himlen, uden skridt.
Din sandhed når til hver en sky,
din herlighed er altid ny.
Hjælp med din højre, bring os helse,
lad dine venner finde frelse.

                          *

3  Gud talte fra sin helligdom:
Ud skifter jeg min ejendom,
Sikem og Sukkot måles ud,
mit folk vil få et gennembrud.
Jeg siger, Gilead er mit,
Manasse vil jeg gøre frit,
håb gi'r jeg Efraim trods graven,
og Juda griber herskerstaven.

4  Men Moab er min vaskeskål,* 
på Edom kaster jeg min sål,** 
filistre, lyt til mig engang,
hør glade råb og sejrssang!
Så uindtagelig en stad
er Edoms fæstning, kendt med had.
Hvordan skal Jakob finde fæste
og øve gavn til byens* bedste? 

5  Gud, har du ikke vraget os?
For fjendens hærgen gav du los.
Hjælp os mod fjendens stærke magt,
for al vor hjælp er underlagt
din højre hånd, dit riges port,
alt peger på, hvad du har gjort.
Med Gud skal vi få lov at øve
de største ting, med Judas løve.

*min tjener

*min træl

*Edoms stad

1  Min lovsangs Gud, min trøst og glæde,
vær ikke tavs, for jeg må græde.
Ak, onde svigefulde læber
bagtaler mig med ord, der dræber,
omringer mig med had og spot,
grundløst er hadske mænds komplot.

2  Sigtelser er den løn, de giver
mig for den kærlighed og iver,
som jeg har vist dem i det gode,
de stævner hver en episode,
dog beder jeg til hver en tid
for dem, trods alskens løgn og strid.

3  Det gode, som jeg gør, gengælder
de med at lægge lumske fælder,
de hader mig trods kærligheden,
udruger æg i slangereden.
Min godhed lønner de med had,
jeg spiser tårebrød som mad.

                            *

4  Straf ham* og stil ham for en dommer, 
der er til fals for fyldte lommer,
lad ham gå dømt og knust fra retten
og lad ham høste efterslætten
af alt det onde, han har gjort,
hans hykleri blev alt for stort.

5  Afkort hans liv og levedage,
hans gerning skal en anden tage, 
gør blot hans afkom faderløse,
hans pant skal fremmede indløse,
hans hustru skal stå uden mand
som enke uden noget land.

6  Hans børn skal vandre om og tigge,
blandt gadens hunde skal de ligge,
med møje skal de søge føde
langt fra det hjem, som blev lagt øde.
Lad ågerkarlen kræve sit,
til rov skal ransmænd se sit snit.

7  Lad ingen være generøse
og ta' sig af hans faderløse,
lad blot hans navn og slægt forsvinde
og bli' som strå for østenvinde,
lad ham bli' glemt i næste slægt,
dog gemt i dødens varetægt.

                            *

8  I dommen skal hvert slægtled mindes,
der skal hans moders udåd findes,
for Herrens åsyn skal den være,
den synd som voldte stor vanære.
Hvert minde slettes fra vor jord
i næste slægt på Herrens ord.

                            *

9  Det faldt ham ikke ind at være
barmhjertig, men lod staklen bære
på lidelser, som var til døden,
han hjalp ham ikke ud af nøden.
Han ønskede, at dræbe dem,
som trætte kæmpede sig frem.

10  Han valgte stadig at forbande,
derfor skal han for altid sande:
Forbandelsen vil altid vende
tilbage som sin egen fjende!
Velsignelsen lå fjernt fra ham,
så lad den blive ham til skam.

11  Forbandelse bar han som klæder,
han viste sig som en forræder,
hans eder er som vand i bugen,
han sværger højt og er forslugen,
lad hans forbandelse gi' mén
som olie i begge ben.

12  Lad eden klæbe som de klæder
han binder med en rem af læder.
Sådan skal mine fjender lønnes,
når ret og retfærd atter grønnes,
Gud dømmer hver en løftet hæl,
som øver ondt imod min sjæl.

                            *

13  Men hjælp mig nu, min Gud og Herre,
din trofasthed kan ingen spærre.
Stå du mig bi af bare nåde,
udfri min sjæl af angst og våde,
for jeg er fattig og i nød
og frygter for det næste stød.

14  Som aftenskyggerne forsvinder,
forsvinder jeg, mens mørket blinder.
Væk bli'r jeg viftet som en flue,
som en græshoppe, som en due,
af faste vakler mine ben,
af hunger bærer kroppen mén.

15  Jeg er til spot for mine fjender,
de peger fingre, vasker hænder,
de mener, at jeg er en tåbe
og giver mig en narrekåbe.
Frels mig, min Herre og min Gud,
klæd mig i frelsens stråleskrud.

                            *

16  Lad dem blot indse, lad dem vide
at du er ved min højre side
og holder mig, dit barn, i live,
hos dig må jeg for altid blive.
Det er din hånd, der virker alt,
du hjælper mig, en fattig pjalt.

17  Lad dem forbande, du velsigner,
mærk dem med skammens ørefigner,
men lad din tjener atter juble
og grib mig, når min fod vil snuble.
Skam skal hver enkelt fjende få,
blandt de fordømte skal de stå.

                            *

18  Med iver vil jeg åbne munden,
lovprise Gud fra morgenstunden
og takke ham blandt folkeskaren,
han stiller sig hos mig i faren
og frelser mig på dommens dag
fra svigefulde sindelag.

*den onde

ApG 1,20