davidssalmer

1  Fri mig fra hver en æres-krænker,
beskærm mig mod de ondes magt.
Værn mig mod dem, der spinder rænker,
med vold er deres vej belagt.

2  De skærper deres hvasse tunger
som slanger i det øde land.
De suger kraft til deres lunger,
som snoge spyr de gift som vand.

                           *

3  Bevar mig, Herre, mod al fare,
mod den ugudeliges hånd.
Langs vejen lægger han sin snare,
frels dog min fod fra skjulte bånd.

                           *

4  Til dig, min Herre, vil jeg sige:
Gud, hør min bøn, for jeg er svag!
For dig må skændigheder vige,
du skærmer mig på stridens dag.

5  Giv ikke de ugudelige,
hvad de attrår på deres vej.
Lad deres onde planer vige,
for ellers vil de bryste sig.

                           *

6  Lad spotten fra de onde struber
kun nå dem selv, for jeg er trængt.
Lad gløder, ild og dybe gruber
indfange dem, så alt bli'r stængt.

7  Bagtaleren skal aldrig finde
et sted, hvor han kan holde stand.
Voldsmanden skal i hast forsvinde,
her hjælper ingen redningsmand.

                           *

8  Ak, Herre, tag dig af den svage,
jeg ved, du ta'r dig af min sag.
Vær du min lovsang, dæmp min klage,
du er mit skjul på dommens dag.

1  Hør, jeg råber højt, svar mig, Herre,
svar mig i hast, lyt til min røst,
velsign min bøn og vær min trøst,
din vej kan ingen magter spærre.

                           *

2  Sæt vagt omkring mit hjertes tanker,
vogt over mine læbers dør,
lær mig at tale som jeg bør,
frels mig fra ondt, vær du mit anker.

3  Lad intet måltid kunne lokke
mig til at smage løgn og svig
og snyde for at blive rig,
jeg er slet ikke til at rokke.

                           *

4  Hvis en retskaffen skulle ramme
og tugte mig i kærlighed,
så er det salve fyldt med fred,
da bli'r jeg aldrig gjort til skamme.

                           *

5  Mod deres ondskab vil jeg bede,
for dig gør jeg min bøn bekendt,
du styrter dem fra klippens skrænt,
mit ord til dem var uden vrede.

6  Som ploven vender muld i furer,
bli'r knogler spredt ved dødens port,
dog ser jeg kun, hvad du har gjort,
selv døden ved jeg, at du lurer.

                            *

7  Ja, jeg har fæstet mine øjne
på dig, min Herre og min Gud,
du er mit skjul, jeg er din brud,
min vej og vandring vil du højne.

8  Frels mig fra fælden som de satte,
hjælp mig og skaf din tjener ret,
fang dem i deres eget net,
mens jeg beholder dine skatte.

1  Jeg bad til Gud med højlydt gråd,
jeg bad om nåde, hjælp og råd,
jeg tryglede og bad til Gud:
Ak, Herre, frels mig, fri mig ud.

2  For Herrens ansigt bragte jeg
min klage og min tunge vej.
For Herrens ansigt blev min nød
lagt frem for ham, hvert dolkestød.

                            *

3  Når jeg bli'r modløs, angst og svag,
så kender du min morgendag.
De lægger fælder på min vej,
den vej som jeg skal gå med dig.

4  Jeg så og fandt slet intet sted:
Min sjæl vil ingen kendes ved,
afskåret er hver tilflugtsvej,
og ingen bryder sig om mig.

                            *

5  Jeg råber højt til stadighed,
du, Herre, er mit skjulested,
blandt levende er du min lod,
fri mig fra vold og dødens brod.

6  Hør, når jeg råber, hør mit skrig,
min vej er arm og kummerlig.
Frels mig fra dem, der jager mig,
de er langt stærkere end jeg.

7  Sæt mig dog fri fra kval og savn,
da priser jeg dit store navn.
De gudhengivne venter spændt,
indtil min lykke bliver vendt.

1  O Herre, hør min bøn og klage,
min smerte bliver ved at nage,
ak, svar mig i din trofasthed.
Frels mig fra håbløshedens plage,
vær du mit skjold og skjulested.

2  Men skulle du irettesætte
og med din tjener gå i rette,
så ved jeg, at jeg har voldt mén,
dog, hjertet vil jeg gerne lette
for dig, så jeg kan blive ren.

                         *

3  Af fjenden bli'r jeg stadig jaget,
mit liv er knust, hårdt bli'r jeg plaget,
og jeg må savne solens glød.
Min frihed har min fjende taget,
det er som om, at jeg er død.

4  Angst stjæler modet i mit indre,
jeg søger trøst, mon du vil lindre
og hjælpe mig endnu engang.
Mit hjerte stivner og vil hindre
mig i at bryde ud i sang.

                         *

5  Ak, jeg må mindes fortids dage,
og for mig selv må jeg gentage:
I al din gerning stod du stærk!
Giv mig mit håb i dig tilbage,
og styrk dog dine hænders værk.

6  Da vil jeg række mine hænder
frem imod dig, mens jeg bekender:
Jeg har det som det tørre land.
Min sjæl er trængt, mit indre brænder,
jeg længes efter livets vand.

                         *

7  Svar mig i hast, bønhør mig, Herre,
min smerte bliver stadig værre,
jeg ser min åndskraft svinde hen.
For lyset må du ikke spærre,
hvis du vil se mig glad igen.

8  Vis mig din godhed, lad mig høre
din røst hver morgen, væk mit øre,
jeg ved, du ikke glemmer mig.
Lad mig gå ind ad åbne døre,
alt i mig længes efter dig.

9  Red mig fra mine fjender, Herre,
din vilje hader de, desværre,
men jeg har søgt mit skjul hos dig.
Din vej, min Gud, kan ingen spærre,
din gode Ånd vil lede mig.

10  Giv mig min kraft i dig tilbage,
du som har tal på mine dage.
Frels mig til ære for dit navn!
Din godhed vil jeg gerne smage,
stil dog min længsel og mit savn.

                         *

11  Lad alle onde kræfter vige,
tilintetgør min fjendes rige,
udryd dem i din trofasthed.
Men du som lod dig selv forlige
med mig, din tjener, giv mig fred

1  Velsignet være Herren, Gud, min klippe,
han er min kraft, mig vil han aldrig slippe.
Han lærer mig, hvordan man fører krig,
han strider for mig, gør mig sejrrig.
Han viser mig sin yndest og sin nåde,
han er min klippe, han bør altid råde.
Han er min frelser, og han er mit skjold,
han er mit ly, nedkæmper fjendens vold.

                                 *

2  Hvad er en dødelig i dine øjne,
et menneske med trang til svig og løgne?
Hvad er et menneske af kød og blod,
at du betænker ham og er ham god?
Vi er som vindpust mellem visne blade,
vor livsdag er som skyggen fra et stade.
Herre, stig ned og rør vulkanens top,
vis mig din magt så røgen vælder op.

3  Slip lynet løs, adsplit dog dine fjender,
send pile ud som luer og som brænder.
Ræk hånden ud og spræng min fjendes bånd,
frels mig fra dybet, fra en grusom hånd.
Frels mig fra dem hvis ord er indholdstomme
og sværger falsk og tømmer enkens lomme,
da vil jeg synge dig en herlig sang,
da vil jeg prise dig til harpens klang.

4  Du er min Gud som giver konger sejr,
du frelser mig fra fjendens sværd og lejr.
Befri og frels mig fra den onde flok,
af deres tale har jeg fået nok.
De sværger falsk og bruger mange eder,
men jeg, jeg bøjer mig for dig og beder.
Du lader dine ungersvende stå
som voksne ege, ranke som et strå.

5  Som tempelsøjler er de unge kvinder,
i bedste tempelstil med runde kinder,
af forråd har vi nok til hver en tid,
og fårene belønner vores slid.
Småkvæget breder sig og bliver mange,
okserne finder græs på grønne vange,
i byens mure er der intet brud,
og bundne føres ingen fanger ud.

6  På torvet er der ingen folk som klager,
slut er hvert snigløb fra en snu bedrager.
Der høres ingen larm i Herrens by
og intet skrig på torvene ved gry.
Velsignet er det folk som finder nåde
og møder Herrens gunst på rette måde.
Velsignet er det folk som kender Gud,
hvis Gud er Herren, klædt i helligt skrud.

1  Min Gud og konge, jeg vil hylde dig,
dit navn vil jeg ophøje på min vej,
jeg vil lovprise dig ved nat og dag,
for evigt synge ved hvert åndedrag.
Guds storhed og Guds navn er værd at prise,
hans magt kan ingen kræfter modbevise.
Slægt efter slægt lovsynger, hvad du gjorde,
Gud, du er Gud og dine værker store.

2  Jeg vil fortælle om din store magt,
om majestætisk herlighed og pragt,
jeg vil lovsynge, mens jeg grunder på
de undere som glæder dine små.
Slægt efter slægt skal vidne om din vælde,
og om din trofasthed skal de fortælle,
de jubler over, at du vil tilregne
dem din retfærdighed i øde egne.

                             *

3  Tilgivelse og frelse finder jeg
hos ham som er barmhjertig imod mig,
min Gud er langsom, når det gælder om
at blive vred, men rig på lægedom!
Gud, du er god mod alle dine værker,
selv om hver skabning bærer syndens mærker.
De skulle love dig med takkesange,
de skulle prise dig til citers klange.

4  De taler om dit riges herlighed
og om din kraft, som troen kendes ved,
de kundgør mennesker din guddomsmagt,
de vidner om dit riges skønne pragt.
Dit rige er et evigt kongerige,
for det skal alle andre riger vige.
Vor Gud er trofast, og hans ord er sande,
hans godhed bærer gennem dybe vande.

5  Og de der falder, støtter Gud på ny,
han rejser alle bøjede ved gry.
Ja, alles øjne retter sig mod dig,
til tiden mætter du os hver for sig,
med åben hånd velsigner du med føde,
du skaffer regn, hvor der er tørt og øde.
Retfærdig er vor Gud på sine veje,
hans trofasthed er sjælens dyre eje.

6  Vor Gud er nær ved dem, hvor foden gled,
hvis råb om hjælp sker i oprigtighed.
Og beder de, så svarer Gud: Jeg vil!
Han hører deres skrig, hans hjælp slår til,
ja, han vil værne og beskytte sine,
men de gudfjendske bliver mødt med pine.
Hver dag vil jeg med Herrens pris begynde,
hans pris skal vi til evig tid forkynde.

1  Halleluja! Pris din Herre!
Pris din Gud med strengespil.
Jeg vil give Herren ære,
prise ham mens jeg er til.
Herren vil jeg stole på,
fyrsterne er kun som strå.

2  De er græs som snart skal brænde,
svinder som det sidste suk.
Livet glider dem af hænde,
døden bliver ikke smuk.
Deres planer er som løv,
visner bort og bli'r til støv.

                      *

3  Lykkelig er den som venter
hjælp fra Jakobs Gud og Far,
han tør håbe, og han henter
kraft fra nådens øsekar.
Han tør stole på sin Gud,
han er Herrens sendebud.

4  Himmelen og denne klode
bød han komme på sit ord,
havet skabtes til et gode,
føde findes i hver fjord.
Herrens store trofasthed
vil for evigt vare ved.

                     *

5  Undertrykte vil han skaffe
brød og hjælp i rette tid,
men korrupte vil han straffe,
sultne mættes med et kid,
fanger sætter Herren fri,
frelser dem fra slaveri.

6  Herren åbner blindes øjne,
tungsind får han løftet op,
klæder fattige og nøgne,
styrker dem til sjæl og krop,
elsker dem, der øver ret,
flænger ågerkarlens net.

7  Fremmede og faderløse
værner Herren med sin hånd,
af sin godhed vil han øse,
løse enkens stramme bånd,
men den ondes vej bli'r krum,
al hans færden er kun grum.

                      *

8  Evigt skal din Gud regere,
Herren er på dette sted,
Zion, du skal proklamere:
Slægternes afhængighed!
Halleluja! Gud er Gud,
han har sendt os frelsens bud.

1  Halleluja! Syng jubelsange
til Herrens pris, til citers klange,
for Herren er det godt at synge,
det sømmer sig og vil forynge.*  
Gud vil for evigt Zion bygge,
en rest skal bo i templets skygge.
Han læger bange, knuste hjerter,
forbinder sår og stiller smerter.

                         *

2  Og Herren kalder hver en stjerne
ved navn, de mønstres i det fjerne.
Vor Gud er stor i kraft og vælde,
let kan han himlens stjerner tælle.
Hvem kan hans kraft og indsigt måle?
Hver sammenligning kan han tåle!
Han holder hjælpeløse oppe,
men bøjer de gudløses kroppe.

                        *

3  Syng Gud en sang, en dejlig vise,
han er vor Gud, som vi bør prise!
Han dækker himlen til med skyer,
regntunge over land og byer.
Græs spirer frem på nøgne høje,
landmanden lønnes for sin møje.
Guds godhed mætter land og riger,
selv ravneungerne som skriger.

4  Gud vælger ikke stærke heste,
og ingen rytter af de bedste.
Hvad skal vor Gud med muskelstyrke?
Det er kun kroppen, de vil dyrke!
Gud glæder sig, når unge frygter
for syndens lyst, og folket røgter* 
det ord om trofasthed og nåde
som siger: Lad din Gud kun råde.

                         *

5  Jerusalem, forkynd Guds ære,
Guds lov og pris må du frembære!
Forgæves trænger fjenden muren,
når dine sønner løfter luren.*
Jerusalem! Gud vil velsigne
dig og de børn som kaldes dine.
Ja, dine grænser vil han frede,
og give dig den bedste hvede!

                        *

6  Han er din Gud, og han vil sende
bud til hvert folk, til jordens ende.
Så hastigt løber, hvad Gud taler,
når Herren byder og befaler.
Han spreder rim som gråhvid aske,
sne dækker jorden som en maske.
Han sender hagl som grus i dynger,
alt fryser til, når sneen fyger.

7  På hans befaling bli'r det sommer,
når søndenvinden sagte kommer,
da strømmer flodens frosne vande,
da lyser håbet på din pande.
Gud har kun talt til Jakobs stammer,
dér svang han ordets stærke hammer.
I Zion gav han sig til kende
og bød dem gå til verdens ende.

*give ny kraft

*tager vare på

*signalhorn

1  Halleluja! Pris himlens Gud,
pris Herrens navn hvert stjerneskud!
Pris ham, Guds hær og sendebud,
pris ham og råb hans ære ud.
Pris Herren, alle himles himle,
pris ham, hvor himlens stjerner vrimle!
Pris Herren som gør solen rød
og skabte månen, da han bød.

2  Han gav dem plads på himlens ring,
bestandigt når de vidt omkring.
Pris Herren på vor runde jord,
I havdyr og du dybe fjord,
lynild og haglvejr over byer,
snestorme, nordlys tændt i skyer,
stormvejr som lyder Herrens røst,
hver bakke som gi'r læ i høst.

3  Pris ham hvert træ med dejlig frugt,
I cedertræer som står så smukt,
I vilde dyr og markens kvæg,
I firben på en klippevæg,
hver lille fugl på rappe vinger,
I konger som alt ondt betvinger,
I dommere og fyrsters mænd
med øvrighedens sværd ved lænd.

4  Pris Herren alle unge mænd,
I unge kvinder, syng igen,
I gamle med snehvide hår,
I unge midt i livets vår.
I bør kun prise Herrens ære,
ophøjet skal han altid være.
Velsignet er hans store navn,
hans navn alene dulmer savn.

5  Guds højhed og Guds herlighed
er udbredt over hvert et sted.
Et horn oprejste han for dem,
en bolig i Jerusalem,
et horn til pris for sine fromme,
et tilflugtssted når alt er omme,
et skjul for dem der står ham nær,
for alle dem der har ham kær!

1  Halleluja! Syng til Guds ære,
en ny sang skal Guds folk frembære!
I kongen skal de finde glæde,
de voksne med de spæde.
De priser skaberen med sang,
med runddans og med citers klang.
Gud glæder sig ved sine små,
og sejren skal de få.

2  De trofaste gi'r Herren ære,
i Herrens nærhed skal de være,
fra deres leje høres klange,
en glædessang blandt mange.
De priser Gud med deres mund,
bevæbnede i nødens stund,
tveæggede er deres sværd
på Zions heltefærd.

3  Uskyldigt blod skal sværdet hævne,
hver udådsmand må give stævne,
da lægges fyrsterne i lænker
for alskens svig og rænker,
de rammes af den skrevne dom,
som ingen magt kan gøre om,
til ære for trofaste mænd.
Halleluja. Amen!

1  Halleluja! Syng til Guds ære,
en ny sang skal Guds folk frembære!
I kongen skal de finde glæde,
de voksne med de spæde.
De priser skaberen med sang,
med runddans og med citers klang.
Gud glæder sig ved sine små,
og sejren skal de få.

2  De trofaste gi'r Herren ære,
i Herrens nærhed skal de være,
fra deres leje høres klange,
en glædessang blandt mange.
De priser Gud med deres mund,
bevæbnede i nødens stund,
tveæggede er deres sværd
på Zions heltefærd.

3  Uskyldigt blod skal sværdet hævne,
hver udådsmand må give stævne,
da lægges fyrsterne i lænker
for alskens svig og rænker,
de rammes af den skrevne dom,
som ingen magt kan gøre om,
til ære for trofaste mænd.
Halleluja. Amen!