davidssalmer

1  Jeg satte alt mit håb til dig, min Gud,

du bøjede dig ned til mig,

mit råb om hjælp blev hørt af dig,

du trak mig op og fik mig hjulpet ud

af syndens dynd og pine,

nu er jeg én af dine,

du blev min klippegrund,

hvert skridt blev fyldt med fred

midt i din menighed,

din sang er i min mund.

                             *

2  Velsignet er den mand, som skjuler sig
hos dig, vort trygge tilflugtssted,
og skyr den falske sikkerhed
og vender sig fra løgneguders vej.
Du er vort håb og anker,
du tænkte mange tanker
om liv og fred for os,
og vil jeg tælle dem,
så dukker nye frem,
de er som elv og fos.

3  Til blod af bukke har du ikke lyst,*

du åbnede mit øre helt,

mit hjerte, Gud, var ikke delt,
jeg lyttede til profetiens røst.

Da sagde jeg: Se, jeg kommer*

med lægedom og sommer,

for du beredte mig
en krop af kød og blod,
en lydig hånd og fod,
jeg går den lige vej.

                             *

4  I Herrens menighed forkyndte jeg
din retfærd som tilregnes dem,
der for din trone træder frem,
du ved det selv, jeg vidner kun om dig
Du tæller mine sukke,
og du vil ikke lukke
mig ude af dit sind.
Du vil beskytte mig
med godhed på min vej,
du ser min våde kind.

  1  Talløse trængsler haler ind på mig,

ulykker er min følgesvend,

tilbage er de vendt igen,

de synder som har smertet på min vej,

dem kan jeg ikke tælle,

men tårer må jeg fælde,

kom mig til hjælp, min Gud,

mit mod er svundet bort,

jeg kommer kun til kort,

skynd dig at fri mig ud.

                                   *

2 Må de, o Gud, som efterstræber mig,
få løn for deres hån og spot,
men lad dog dem, der øver godt
altid erfare glæden over dig.
Din storhed vil jeg prise,
du hjalp mig i min krise,
du elsker jo din brud,
vor fattigdom til trods,
du kommer snart til os,
tøv ikke, du, min Gud!

1  Mere end lykkelig er den, der har

syn for en fattig knøs,

for Herren frelser den, der gerne ta'r

sig af en hjælpeløs.

På prøvens dag vil Herren fri ham ud

og vogte ham for skam,

i live bli'r han holdt på Herrens bud,

og folk skal prise ham.

2 Du gi'r ham ikke i hans fjendes hånd,
du står ham trofast bi,
på sygelejet styrker du hans ånd,
du gør ham stærk og fri.
Så siger jeg da: Vær mig nådig, Gud,
helbred mit syge sind.
Jeg har forbrudt mig imod dine bud,
min synd har gjort mig blind.

3 I ondskab taler fjenderne om mig:
Hvornår mon han går til?
Snart er han borte, han er syg og bleg!
De spiller dobbeltspil,
de vil, at mindet om mig bliver glemt.
Og står de ved min seng,
så gennemskuer jeg dem alt for nemt,
falsk klinger hver en streng.

4 De spreder rygter om mig, hvor de går,
de taler ondt om mig,
de ønsker, at jeg får mit banesår:
Nu nærmer timen sig,
han glider hen, hans livsdag bliver kort!
Selv en betroet ven,
som spiste af mit brød, har vendt sig bort,

han er forræderen.

5 Du var mig nådig, og du rejste mig,
du gav mig liv på ny,
at øve gengæld er kun op til dig,
jeg stoler på dit ry.
Jeg ved det sikkert, at du elsker mig!
Se, fjendens glade råb
og jublen over mig bli'r knust af dig.
Du gi'r mig atter håb.

6 Og du har holdt mig oppe i min strid,
for dig er jeg helt ren,
du sætter mig hos dig til evig tid,
jeg er din øjesten.
Fra evighed til evighed er du
højlovet i din magt.
Velsign dit Israel, kom det i hu
dit amen er vor pagt.

1  Som en hjort der tørstig skriger

efter bækkens friske vand,

sådan skriger jeg og higer

efter dig, min trøstermand.

Gud, jeg længes efter dig,

før mig ad den rette vej.

Ak, hvornår mon jeg kan komme

og lovsynge med de fromme?

2 Jeg må sørge, jeg må græde,
tårer spiser jeg som brød,
spotten tærer på min glæde,
når de siger: Gud er død!
Opløst er min sjæl i gråd,
dag og nat er kinden våd.
Gud, du ser, hvordan jeg lider,
når jeg mindes svundne tider.

                         *

3 Sammen med en festklædt skare
sang jeg af mit fulde bryst.
Hvem kan skildre og forklare
jubelråb og lovsangsrøst?
Jeg var med, da man drog op
til dit hus i festlig trop.
Jeg var med i højtidsskaren,
sang så fri som fugl af snaren.

                         *            

4 Sjæl, hvorfor er du nedbøjet?
Hvorfor skælver du i mig?
Vær blot i din Gud fornøjet,
han vil atter hjælpe dig!
Vent på Gud og pris hans ord,
Gud ved om dig, hvor du bor.
Gud vil atter åbne døre,
og din lovsang vil han høre.

                         *          

5 Gud, min sjæl er trængt af fjender,
derfor tænker jeg på dig,
jeg er ensom uden venner,
med en afgrund under mig.
Dybet tærer på mit mod,
bølger bruser som en flod,
brændinger fra dødens strande
dækker mig med sine vande.

                       *

6 Gud, din godhed vil du sende
hver en dag ved morgengry,
selv om natten vil du vende
al min gråd til sang på ny.
Dig, min Gud, lovpriser jeg,
lad min lovsang gælde dig.
Dig vil jeg med tak tilbede,
du, mit livs Gud, gør mig rede.

                       *

7 Ak, jeg siger til min klippe:
Hvorfor har du svigtet mig?
Tungsind truer med at slippe
håbet om en banet vej.
Det går mig til marv og ben,
ingen fjende er for sen
til at spotte mig og sige:
Det er slut med Herrens rige!

                        *

8 Sjæl, hvorfor er du nedbøjet?
Hvorfor skælver du i mig?
Vær blot i din Gud fornøjet,
han vil atter trøste dig!
Vent på Gud og pris hans ord,
Gud ved om dig, hvor du bor.
Gud vil atter åbne døre
og din lovsang vil han høre.

1  Som en hjort der tørstig skriger

efter bækkens friske vand,

sådan skriger jeg og higer

efter dig, min trøstermand.

Gud, jeg længes efter dig,

før mig ad den rette vej.

Ak, hvornår mon jeg kan komme

og lovsynge med de fromme?

2 Jeg må sørge, jeg må græde,
tårer spiser jeg som brød,
spotten tærer på min glæde,
når de siger: Gud er død!
Opløst er min sjæl i gråd,
dag og nat er kinden våd.
Gud, du ser, hvordan jeg lider,
når jeg mindes svundne tider.

                          *

3 Sammen med en festklædt skare
sang jeg af mit fulde bryst.
Hvem kan skildre og forklare
jubelråb og lovsangsrøst?
Jeg var med, da man drog op
til dit hus i festlig trop.
Jeg var med i højtidsskaren,
sang så fri som fugl af snaren.

                          *            

4 Sjæl, hvorfor er du nedbøjet?
Hvorfor skælver du i mig?
Vær blot i din Gud fornøjet,
han vil atter hjælpe dig!
Vent på Gud og pris hans ord,
Gud ved om dig, hvor du bor.
Gud vil atter åbne døre,
og din lovsang vil han høre.

                          *          

5 Gud, min sjæl er trængt af fjender,
derfor tænker jeg på dig,
jeg er ensom uden venner,
med en afgrund under mig.
Dybet tærer på mit mod,
bølger bruser som en flod,
brændinger fra dødens strande
dækker mig med sine vande.

                           *

6 Gud, din godhed vil du sende
hver en dag ved morgengry,
selv om natten vil du vende
al min gråd til sang på ny.
Dig, min Gud, lovpriser jeg,
lad min lovsang gælde dig.
Dig vil jeg med tak tilbede,
du, mit livs Gud, gør mig rede.

                           *

7 Ak, jeg siger til min klippe:
Hvorfor har du svigtet mig?
Tungsind truer med at slippe
håbet om en banet vej.
Det går mig til marv og ben,
ingen fjende er for sen
til at spotte mig og sige:
Det er slut med Herrens rige!

                           *

8 Sjæl, hvorfor er du nedbøjet?
Hvorfor skælver du i mig?
Vær blot i din Gud fornøjet,
han vil atter trøste dig!
Vent på Gud og pris hans ord,
Gud ved om dig, hvor du bor.
Gud vil atter åbne døre
og din lovsang vil han høre.

1  Tilkend mig hjælpen fra det høje,

fri mig fra svigefulde mænd,

fri mig fra sorg og bitter møje,

fri mig fra fjendens spændetrøje,

fri mig fra lænker om min lænd,

knus hver en lejesvend.

2 Du er min Gud, min tilflugtsklippe!
Hvorfor har du forkastet mig?
Min byrde er et blytungt knippe,
men dig kan jeg slet ikke slippe.
Jeg ser, at fjenden nærmer sig,
dog spærrer du min vej.

                          *

3 Send dog dit lys og lad det lede
mig i din sandhed dag for dag.
På Zions bjerg - dér vil jeg bede,
dér hvor du altid er til stede,
så hjælp mig nu, hvor jeg er svag,
frels mig fra hårde slag.

4 Så kan jeg komme, hvor du troner,
min hjælper og min glædes Gud,
du er min Gud og min forsoner,
dig priser jeg til klare toner.
Til citer vil jeg bringe bud
og synge glæden ud.

                          *

5 Min sjæl, hvorfor er du nedbøjet,
har du slet ingen ro og fred?
Vent på din Gud, han er ophøjet!
han ved, hvad du har lidt og døjet.
Jeg takker ham til stadighed,
stor er hans trofasthed.

1  Tilkend mig hjælpen fra det høje,

fri mig fra svigefulde mænd,

fri mig fra sorg og bitter møje,

fri mig fra fjendens spændetrøje,

fri mig fra lænker om min lænd,

knus hver en lejesvend.

2 Du er min Gud, min tilflugtsklippe!
Hvorfor har du forkastet mig?
Min byrde er et blytungt knippe,
men dig kan jeg slet ikke slippe.
Jeg ser, at fjenden nærmer sig,
dog spærrer du min vej.

                         *

3 Send dog dit lys og lad det lede
mig i din sandhed dag for dag.
På Zions bjerg - dér vil jeg bede,
dér hvor du altid er til stede,
så hjælp mig nu, hvor jeg er svag,
frels mig fra hårde slag.

4 Så kan jeg komme, hvor du troner,
min hjælper og min glædes Gud,
du er min Gud og min forsoner,
dig priser jeg til klare toner.
Til citer vil jeg bringe bud
og synge glæden ud.

                         *

5 Min sjæl, hvorfor er du nedbøjet,
har du slet ingen ro og fred?
Vent på din Gud, han er ophøjet!
han ved, hvad du har lidt og døjet.
Jeg takker ham til stadighed,
stor er hans trofasthed.

1  Vi kan bevidne, hvad vi hørte,
hvad Herrens trofasthed fuldførte,
i glemslens støv blev intet kvalt,
af fædrene blev det fortalt.
Du øvede en heltedåd
i fordums tid, i svundne dage.
Folk drev du bort med vældig hånd,
men plantede de små og svage.

2  Og Kana'an fik de i eje,

de priste Gud på deres leje,
du gav dem sejr ved din arm,
trods fjendens brask* og våbenlarm. 
Det var dit ansigts lys og skin,
som hjalp dit folk i deres trængsel,
så kærligt blev de ført derind,
du stillede den dybe længsel.

                        *

3  Du er min konge og min sejr,
min Gud som vogter Jakobs lejr,
dit navn besejrer fjendtlighed,
ved dig bli'r fjenden styrtet ned.
Jeg stoler ikke på mit sværd,
min bue giver ingen sejr,
men Herrens navn har mere værd,
de bli'r til skamme i vor lejr.

4  Gud gælder vores ros og ære,
ophøjet skal han altid være,
hans navn er stort i evighed,
hans navn og ære varer ved.
Dog har du gjort dit folk til spot,
vi blev forstødt og gjort til skamme,
vi mødte intet, som var godt,
dit fravær ramte hver en stamme.

5  For fjenden lod du Jakob vige,
og de der plyndrede blev rige.
Du gav os hen som slagtekvæg
og spredte os med overlæg,
du solgte os til mindstepris
og vandt slet intet ved at sælge,
til spot blev vi på kræmmervis,
selv kan vi ikke mere vælge.

                        *

6  Til mundheld gør du os blandt fjender,
til spot og spe for gamle venner,
selv hovedrysten følger med,
og deres blikke gør fortræd.
Mit indre plages af min skam,
min skændsel fylder hver en tanke,
min skam er som en snogeham,
der findes ingen redningsplanke.

                        *

7  Alt dette lod du ramme dine,
du ramte både mig og mine,
dog glemte vi dig ikke, Gud,
i hjertet gemte vi hvert bud,
og pagten holdt vi uden svig,
vi hang ved dig med vore hjerter,
vi søgte ikke nogen krig,
dog blev vi ramt af mange smerter.

8  Knust blev vi i det barske øde,
du lod dit eget folk forbløde
blandt vilde dyr, hvor tidsler gror,
hvor mørke dækker gamle spor.
Har vi mon glemt dit store navn,
har vi søgt hjælp hos tomme guder,
har vi søgt trøst i deres favn?
kun tomhed er, hvad de bebuder!

9  Det, som vi gør, vil Gud afsløre,
han ved, vi lader os forføre,
han kender vore skjulte fejl,
han ser vort indre som et spejl;
men for dit navns skyld går vi til,
vi dræbes dagligt og bli'r regnet
som slagtekvæg i fjendens spil,
til døden er vort liv optegnet.

                        *

10  Hvor længe vil du sove, Herre?
Vågn op! for ellers bli'r det værre.
Forkast os ikke som dit folk,
for løftet gælder som din tolk!
Hvorfor er nådens lys og fred
forvandlet til den nød og trængsel,
som tvinger os fra sted til sted?
Vågn op! og frels os fra vort fængsel.

11  Til jorden blev vi alle slået,
hvad har vi ikke gennemgået,
vor sjæl må slikke jordens støv,
vort legemsblad er vissent løv.
Stå op! og grib os med din hånd,
det er for navnets skyld vi hæfter,
forløs os ved din gode Ånd
og skænk os atter nye kræfter.

1  Mit hjerte strømmer over, fyldt af glæde,
med skønne ord vil jeg for kongen træde,
min sang er som en hurtigskrivers pen,
min tunge synger for min hjertensven!
Den skønneste er du af jordens sønner,
hvor liflig er din tale, dine bønner,
på Herrens løfter drager du i strid,
Gud vil velsigne dig til evig tid.

2  Drag ud med sværdet spændt om dine lænder
du stærke helt, læg kraft i dine hænder,
drag ud i majestætisk herlighed,
med herlighedens krans fra sted til sted.
Drag ud til kamp, til forsvar for det sande,
for ydmyghed og ret i alle lande,
din højre hånd vil vinde hvert et slag,
din bue sejrer på den store dag.

3  Du troner, Gud, på evighedens trone,
dit riges herskerstav, din kongekrone,
fortæller dine, at du elsker ret,
men hader svig og den, der handler slet.
Derfor min Gud* gav Gud dig kongesæde, 
og du blev salvet med den største glæde
fremfor de andre, som Gud gav til dig,
fuldkommen glæde findes på din vej.

4  Af vellugt dufter alle dine klæder,
harper fra elfenbens-paladser glæder
dig med en skøn og liflig strengeleg.
Festklædt står kongedøtrene hos dig
med smykkeer og med alskens kostbarheder,
og ved din højre, plantet som en ceder,
står dronningen i Ofir-guldets skrud,
de ærer dig, min konge og min Gud.

5  Min datter, se og lyt med åbent øre,
glem hvem du var, for ham skal du tilhøre,
lad blot din konge spørge efter dig
med attrå, så han drager dig til sig.
Din yndest vil de rige gerne vinde,
at ære dig har fyrsterne i sinde.
I hendes kammer står hun klædt i pragt,
indvævet guld med perler i sin dragt!

6  Hun bli'r ført frem iført et pragtfuldt klæde,
kun fulgt af jomfruer, der danner kæde,
for kongens milde ansigt bli'r de bragt,
med glæde jubler folket af al magt.
Til fyrster skal du sætte dine sønner
i dine fædres sted, Gud hører bønner!
Dit navn lovpriser jeg fra slægt til slægt,
folkene priser dig med evig vægt.

*Messias

1  Gud er vor tilflugt og vor styrke,
den stærke borg som vi vil dyrke,
en hjælp i angst og fundet stor!
Vi frygter ikke, om vor jord
omskiftes, så dens grundvold ryster,
og harme er, hvad bjerge høster
om bjerge under vredens glød
begraves dybt i havets skød.

                         *

2  En flod - dens mange bække glæder
Guds by og stad med skønne stræder,
Gud vogter selv Jerusalem,
ved morgengry når hjælpen frem!
Lad folkeslag og riger larme,
Gud løfter røsten for de arme.
Hærskarers Herre er med os,
vor klippe byder fjenden trods.

                         *

3  Kom selv og se, hvad Gud udretter,
han ødelægger og udsletter,
og han gør ende på al krig,
på hvert et våben, hvert et skrig.
Stands og forstå, Gud er ophøjet,
en hjælp for den, der er nedbøjet.
Hærskarers Herre er med os,
vor klippe byder fjenden trods.

1  Vor Gud er stor i Zions stad,
mød ham med sang og palmeblad.
Smukt løfter bjerget sig med vælde,
et helligt bjerg blandt jordens fjelde,
Zions bjerg, så højt mod nord,
er en fryd på denne jord.
Zions konge skal regere,
lad hans navn bli' kendt af flere.
Gud gav sig som værn til kende
midt i Zion, trods hver fjende.

2  Se, konger havde samlet sig,
de trådte frem til krig mod dig,
mod staden som Gud havde fredet.
De så og tav, blev angst på stedet,
veer greb dem alle brat
som den fødende ved nat.
Alle konger måtte flygte,
Zions konge vil vi frygte.
Tarshish-skibe skal forsvinde,
når du sender østenvinde.

3  Vi så det, som vi havde hørt,
Guds by forblev dog uberørt.
Hærskarers Herre fra det høje
så til sin stad med vågent øje.
Jord og himmel skal forgå,
altid skal Guds stad bestå.
Gud, din ufortjente nåde,
al din godhed, uden måde,
mødte vi midt i dit tempel,
du som gav os Åndens stempel.

4  Som navnet lyder, sådan skal
din lovsang klinge som krystal,
ja, lyde helt til jordens ender,
dit navn er navnet vi bekender!
Gud, din højre hånd, vor fred,
hersker med retfærdighed.
Zions bjerg og Judas høje
glæder sig med glansfuldt øje,
jubler over dine domme,
frelsen skal fra Zion komme.

5  Gå rundt om Zion, om Guds stad,
og tæl dens tårne, se opad!
Læg mærke til dens mur og volde,
Gud er vort værn mod fjendens skjolde.
Gå igennem kongens by,
mærk jer borgene på ny.
Sig det til den slægt som kommer,
sådan er vor Gud og dommer.
Gud er Gud til alle tider,
leder os, mens dagen lider.* 

1  Hør dette, alle jordens folkeslag,
lyt til, I mennesker fra alle lag!
rigmand og fattig, både høj og lav!
Min visdom er det ord, som Herren gav,
det gransker jeg med styrken af mit sind,
men hader tomme ord og tankespind.
Jeg tyder dine ord med mine sange
til harpespil og lyrens spinkle klange.

2  Skal jeg mon frygte i den onde tid,
når lumske fjender ruster sig til strid;
de stoler på, hvad de har samlet sig,
de undgår ikke havesygens vej,
men hvilken sum kan købe nogen fri
fra dødens favntag og dens barbari.
Nej, løsepenge kan vi ikke give,
og rigdom holder ingen sjæl i live.

3  Ak, prisen for hans sjæl blev alt for stor,
her hjælper ingen pris for nogen bror,
en dødelig går ikke ram forbi,
vor vej går via gravens mørke sti.
Nej, vi skal se den, alle går vi bort,
selv vismænd dør, og tåbens dag er kort.
Alt gods, alt, hvad de har, må de afskrive,
og intet guld kan holde dem i live.

4  Alt, hvad de tænker er, at alt består,
at intet hus og ingen slægt forgår,
de lader godser bære deres navn,
men hvilken rigdom sparer dem for savn?
Vor tid er kort, vi visner bort som løv,
trods herlighed er mennesket kun støv,
som dyr forgår vi, når vi tror os trygge,
her finder vi slet ingen varig lykke.

5  Skarn drives ned som får til tordenbrag,
hvor døden vogter dem til dommedag,
retfærdige skal dømme dem ved gry,
og de forgår, mens jorden bliver ny.
Min Gud udløser mig af dødens magt,
han ta'r mig til sig, tro imod sin pagt!
Frygt ikke, når en mand er blandt de rige,
når ejendomsværdien kun vil stige.

6  I døden må han sige alt farvel,
alt, hvad han ejer, alt, som gav ham held.
Er han i live, priser han sig selv:
De lover dig fra morgen og til kvæld!
Snart vandrer han til sine fædres slægt,
mod evigt mulm i dødens varetægt.
I al sin rigdom kan han ikke fatte,
at han går til som kvæg, trods sine skatte.