davidssalmer

1  Ak, måtte Herren altid høre

dit råb på trængslens dag,

beskytte dig og lægge øre

til dine åndedrag.

Ak, måtte Jakobs slægt modtage

den hjælp, som Gud vil give.

Fra Zion hører han din klage,

og holder dig i live.

2  Ak, måtte Gud dog aldrig glemme
din gave og din bøn,
tit når du løftede din stemme,
var sangen rig og skøn.
Dit offer var den bedste gave,
du gav, hvad du fik givet.
Guds gave er den nådegave,
som skænker selve livet.

3  Ak, måtte han dog altid give
dig det, du ønsker dig,
ak, måtte dine planer blive
fuldbyrdet på Guds vej.
Da skal vi juble højt og prise
dit navn for frelsens under,
dit banner hjalp os i vor krise,
gav svar på svære stunder.

                     *

4  Nu ved jeg, at Gud Herren bjærger
den mand, som han har kær,
han frelser ham fra dem, der hærger,
og er ham altid nær,
Guds højre svarer fra det høje
og frelser i sin vælde,
Gud vogter ham med vågent øje
mod hver en list og fælde.

5  Nogle betror sit liv til heste,
andre til spyd og sværd,
men Herrens folk har valgt det bedste,
Guds hjælp er mere værd.
De synker snart i knæ og falder,
vi rejser os og strider.
Ak, Herre, svar os, når vi kalder,
værn os fra alle sider.

1  Ak, måtte Herren altid høre

dit råb på trængslens dag,

beskytte dig og lægge øre

til dine åndedrag.

Ak, måtte Jakobs slægt modtage

den hjælp, som Gud vil give.

Fra Zion hører han din klage,

og holder dig i live.

2  Ak, måtte Gud dog aldrig glemme
din gave og din bøn,
tit når du løftede din stemme,
var sangen rig og skøn.
Dit offer var den bedste gave,
du gav, hvad du fik givet.
Guds gave er den nådegave,
som skænker selve livet.

3  Ak, måtte han dog altid give
dig det, du ønsker dig,
ak, måtte dine planer blive
fuldbyrdet på Guds vej.
Da skal vi juble højt og prise
dit navn for frelsens under,
dit banner hjalp os i vor krise,
gav svar på svære stunder.

                     *

4  Nu ved jeg, at Gud Herren bjærger
den mand, som han har kær,
han frelser ham fra dem, der hærger,
og er ham altid nær,
Guds højre svarer fra det høje
og frelser i sin vælde,
Gud vogter ham med vågent øje
mod hver en list og fælde.

5  Nogle betror sit liv til heste,
andre til spyd og sværd,
men Herrens folk har valgt det bedste,
Guds hjælp er mere værd.
De synker snart i knæ og falder,
vi rejser os og strider.
Ak, Herre, svar os, når vi kalder,
værn os fra alle sider.

1  Guds salvede skal glæde sig,

Guds magt skal han lovprise,

sin glæde skal han vise.

Du gav hans hjerte alt fra dig,

du hørte på hans råb,

du gav ham liv og håb.

                    *

2  Velsignet har du ham, o Gud,
og mødt ham med din nåde,
din godhed lod du råde,
en krone fik han på dit bud,
en krone af rent guld,
en plads så ærefuld.

3  Liv ønskede han sig af dig,
liv fik han uden ende,
dig lærte han at kende.
Du viste ham den rette vej,
du er fra evighed,
din vej er trofasthed.

4  Stor er hans ære gennem dig,
for frelsen har du vundet,
og højhed har han fundet.
Velsignelse og strengeleg
gav liflig klang og lyd,
du fyldte ham med fryd.

5  Til Herren har han sat sit håb
og vakler derfor ikke,
trods fjendens beske drikke.
Gud lytter til hans høje råb,
den Højeste går frem
og styrker hvert et lem.

                    *

6  Du knuser fjenden med din hånd,
og hadske mænd må bøde,
de bliver ildens føde,
fortæret bli'r hver plageånd.
Når Herren viser sig
afkortes deres vej.

                    *

7  Du rydder deres livsfrugt bort
og den, der spinder rænker,
du knuser fjendens lænker,
og deres livsdag bli'r kun kort.
Selv om de står på spring,
evner de ingenting.

8  Du, Herre, slår dem snart på flugt,
du sigter med din bue
og skåner kun din due,
de glubske ulve bli'r opslugt.
Vis dig i sejrens dragt,
vor sang er om din magt.

1  Min Gud! Min Gud! Hvorfor er jeg forladt

af dig, hvor var du i min smerte-nat?

Mit skrig er fjernt fra dig, og jeg er mat,

men ak, du tier.

Min Gud, min Gud, hvor er du, min befrier?

Om dagen ser jeg hastigt håbet svinde,

om natten kan jeg ingen hvile finde,

slet ingen ro.

                              *

2  Du er den hellige, som troner på
Israels lovsang, sange fra de små,
til dig har vore fædre kunnet gå,
du var tilstede.
De råbte højt til dig og lod sig redde,
for løftets børn bli'r ikke gjort til skamme,
og du min Gud er stadigvæk den samme,
forbliver tro.

                              *

3  Jeg er arm og tæller ikke med,
og hånet bliver jeg tillige med,
min Gud, hvor finder jeg barmhjertighed?
De spotter atter,
de vrænger mund, jeg hører spot og latter:
Han har jo lagt sin sag i Herrens hænder,
så lad Gud udfri ham, de er jo venner,
Gud elsker ham!

                              *

4  Min Gud, du hjalp mig ud af moders skød,
og jeg blev tryg hos dig trods al min nød,
din nærhed ved min moders bryst betød:
Du var min Fader!
Hvor er du nu, min Gud, hvorfor forlader
og svigter du mig nu, hvor jeg står ene?
Nej, ingen hjælper mig, jeg er alene,
min nød er stor.

                              *

5  Ak, stærke tyre har omringet mig,
og bøflerne fra Bashan samler sig.
De spærrer gabet op og ta'r på vej,
som var de løver,
og jeg bli'r regnet som en simpel røver.
Rovgriske er de, og de viser tænder,
de skænder mig og knytter deres hænder:
Bort, bort med ham!

                              *

6  Jeg er som vand, der bliver suget væk,
og mine knogler løsnes i ét stræk,
som voks der smelter, springer hjertet læk,
mens hoben spotter.
Min mund er tør som skår fra gamle potter
og tungen klæber fast til mine gummer,
du lægger mig i dødens støv og slummer,
i dødens nat.

7  En bande voldsmænd har omringet mig,
som hunde har de alle samlet sig,
de gennemborer under stort ståhej
fødder og hænder.
Min Gud, de skænder mig og viser tænder,
hver knogle kan jeg tælle og opregne,
de ser og stirrer på mig alle vegne
med skadefryd.

                              *

8  De deler mine klæder mellem sig
og kaster lod om kappen foran mig.
Men du, min Herre, skjul dig ikke, nej!
Vær du min støtte,

og vær min kraft, for jeg kan ikke skøtte
mig selv, og sig jeg ikke er alene!
Kom med din hjælp, den hjælp som kan forene,
skynd dig til hjælp.

9  Udfri mit liv fra sværd og undergang,
fra glubske hunde og fra dødens tvang,
frels mig fra vilde dyrs besærkergang.
Du gav mig svaret!
Jeg vil forkynde, hvad jeg har erfaret.
Dit navn vil jeg lovprise blandt de fromme,
jeg vil forkynde Herrens store domme,
stort er hans navn!

10  Pris Herren! Alle I, der frygter ham,
I Jakobs slægter, bring ham ikke skam,
vis ærefrygt for Herrens offerlam,
Israels sønner,
Gud hørte den forladtes skrig og bønner,
den lidende afskyede han ikke,
men vendte sig mod ham, som måtte tigge,
hans råb blev hørt!

                              *

11  Du er min lovsang blandt de mindste små,
hvad jeg har lovet, vil jeg huske på,
blandt de gudfrygtige skal prøven stå,
du er min glæde,
du mætter ydmyge og små og spæde,
og de, der søger Herren, skal lovprise
ham, som gi'r liv, gi'r mod, gi'r hjertet lise
til evig tid.

                              *

12  Det, der er sket, skal huskes på vor jord,
og mange vender om og skifter spor.
De skal tilbede Herren, hvor de bor,
trods dybe vande.
Hans rige strækker sig til fjerne strande,
han hersker over alle folk og lande,
de bærer Herrens navn på deres pande,
de knæler ned.

13  De, der sov ind, skal alle knæle ned
for ham, som hader svig og dobbelthed,
når de opstår fra gravens hvilested,
da skal de møde
ham, som er førstegrøden af de døde.
For slægterne vil jeg Guds magt forkynde,
retfærdighed for den, der måtte synde,
for han greb ind!

1 Gud er min lovsang, Herren er min hyrde,

jeg mangler intet, let er dagens byrde,

i grønne enge lader han mig ligge,

ved sagte, stille vande må jeg drikke.

Han er min styrke, og de rette veje

vil Herren for sit navns skyld selv udpege.

2  Går vejen gennem dødens skyggedale,
vil jeg min ånd i Herrens hånd befale.
Jeg frygter intet ondt og mørkt og øde,
for du er med mig: Livets førstegrøde!
Din stok og stav er hos mig for at trøste,
og evigt liv skal jeg til sin tid høste.

                               *

3  For mine fjenders øjne vil du dække
dit bord for mig med vin fra ældste række.
Mit hoved salver du med kraft og glæde,
fra Herrens bæger flyder liv til spæde.
Godhed og troskab fylder mine dage,
og ved din himmelfest må jeg deltage.

1  Vor klode hører Herren til,

dens fylde og dens farvespil,

hvert menneske på jordens flade.

På vand grundfæstedes hvert land,

på strømme hver en fremmed strand.

Gud glæder sig, når vi er glade

                        *

2  Hvem kan med glæde drage op
til Herrens bjerg, til Zions top?
Kun den med uskyldsrene hænder
og den hvis tankegang er ren,
hvis læber ikke volder mén,
kun den som Herren ser og kender.

3  Han får velsignelse fra Gud,
i retfærd klæder Gud sin brud,
som alt for intet må modtage.
Retfærdighed fås kun hos ham,
Guds nåde skjuler skyld og skam
i gode som i onde dage.

                        *

4  Løft jer, I porte, hver en fløj,
gør plads, gør hver en indgang høj.
Ind vil vi lade kongen drage!
Hvem er den ærens konge prud?
Vor hjælp i strid, en vældig Gud,
selv dødens port vil han indtage.

5  Løft jer, I porte, hver en fløj,
gør plads, gør hver en indgang høj.
Ind vil vi lade kongen drage!
Hvem er den ærens konge prud?
Det er vor Gud, hærskarers Gud,
kun ham tilhører vore dage.

1  Vor klode hører Herren til,

dens fylde og dens farvespil,

hvert menneske på jordens flade.

På vand grundfæstedes hvert land,

på strømme hver en fremmed strand.

Gud glæder sig, når vi er glade

                          *

2  Hvem kan med glæde drage op
til Herrens bjerg, til Zions top?
Kun den med uskyldsrene hænder
og den hvis tankegang er ren,
hvis læber ikke volder mén,
kun den som Herren ser og kender.

3  Han får velsignelse fra Gud,
i retfærd klæder Gud sin brud,
som alt for intet må modtage.
Retfærdighed fås kun hos ham,
Guds nåde skjuler skyld og skam
i gode som i onde dage.

                          *

4  Løft jer, I porte, hver en fløj,
gør plads, gør hver en indgang høj.
Ind vil vi lade kongen drage!
Hvem er den ærens konge prud?
Vor hjælp i strid, en vældig Gud,
selv dødens port vil han indtage.

5  Løft jer, I porte, hver en fløj,
gør plads, gør hver en indgang høj.
Ind vil vi lade kongen drage!
Hvem er den ærens konge prud?
Det er vor Gud, hærskarers Gud,
kun ham tilhører vore dage.

1  Herre mærk dig dog min længsel,

for jeg stoler på dig, Gud.

Frels mig, for jeg er i trængsel,

svigt mig ikke, fri mig ud.

Skamfuld skal jeg ikke stå,

når min fjende vil hovere,

frem til målet skal jeg nå,

det skal fjenden konstatere.

2  Herre, vis mig dine veje,
jeg vil gerne følge dig!
Lad din solopgang udpege
sandhedens og livets vej,
for du er min frelses Gud,
på din godhed vil jeg håbe.
Evig er din nådes skrud,
øm er kærlighedens kåbe.

3  Glem min ungdoms fald og synder,
husk mig i din trofasthed!
Du er god, for du forkynder
syndsforladelse og fred.
Herre, du er god mod mig,
derfor bli'r jeg sat i rette,
undervis mig om din vej,
gør mit bjergland til en slette.

4  Hver en sti som jeg betræder
på din vej, trofaste Gud,
er kun trofasthed som glæder
dem, der holder dine bud.
Jeg vil stole på dit ord,
for dit navns skyld vil du slette
al min skyld, for den er stor!
Gør de krumme veje rette!

5  Herre, lær mig blot at frygte
dig og alle dine bud.
Vær mit liv, min vandrings lygte,
vælg din vej for mig, o Gud.
Liv og lykke på vor jord
skænker du på dine veje.
Troens sæd vil sætte spor,
landet vil vi få i eje.

1  Hvad du gør, vil dine venner,

før det sker, bli' varslet om

i den stilhed, hvor du sender

ord til frelse, ord til dom.

Mine øjne, de er vendt

imod dig, som kender faren,

hvor min fjendes reb er spændt,

frelser du min fod fra snaren.

2  Læg dog mærke til min tilstand,
jeg er ensom og forladt,
før mig ud af angst og stilstand,
vær mig nær i trængslens nat.
Se til mig og mit besvær,
tilgiv mine mange synder,
talrig er den fjendehær,
som til had mod mig tilskynder.

3  Vogt mit liv og værn mit indre,
frels mig, du min klippeborg,
fjendens list kan du forhindre,
skærme mig mod skam og sorg.
Lad kun uskyld vogte mig,
skab i mig den rette længsel.
Vis dit Israel din vej
og forløs det af dets trængsel!

1  O Herre, skaf mig ret,

du finder ingen plet,

i uskyld har jeg vandret om,

det er på dig, jeg håber,

du ved, hvordan jeg råber,

du ved, jeg er din ejendom.

2  Sæt mig på prøve, Gud,
alt vil jeg brede ud,
alt vil jeg lægge frem for dig,
så gransk mig ganske nøje!
Jeg står jo for dit øje
og ved, hvor godt du kender mig.

                      *

3  Din nåde fylder mig,
din sandhed og din vej.
Jeg indta'r ikke løgnens plads,
men afskyr løgnens fader,
som uden grund anklager
og giver staklen løbepas.

4  Jeg hader voldens mænd,
den simple lejesvend,
jeg afskyr pøblens brug af magt
med tænder som en løve,
de lever af at røve
og vælger vold og dødsforagt.

5  Mit hjerte står på spring,
mit pant er glædens ring,
jeg vasker min hænder, Gud,
klædt i de hvide klæder,
du er vor stedfortræder,
omkring dit alter går din brud.

6  Dér lyder takkesang,
dér høres herlig klang,
jeg vidner om, hvad du har gjort,
jeg priser hvert et under,
de løfterige stunder
og store ting, som du har gjort.

7  Min Gud, jeg har dig kær,
dér, hvor du er mig nær,
dér skuer jeg din herlighed,
dér har du åbne arme,
dér er der ly og varme,
din bolig er mit hvilested.

                      *

8  Tæl ikke mig blandt dem,
der aldrig vinder frem;
bestikkelse planlægger de
og har korrupte hænder,
de dræber og de skænder,
de elsker løgn og falskneri.

9  Uskyldig var min vej,
jeg vandrede med dig,
fri mig, vær nådig mod mig, Gud,
min fod står på det jævne,
og efter al min evne
lovpriser jeg dig som din brud.

1  Gud er mit lys, min frelse og min klippe,

han er mit værn, hvem gi'r mig grund til frygt?

De, som forfølger mig, skal ikke slippe,

trods fjendens modstand kan jeg vandre trygt.

De onde snubler, falder snart til jord,

du er mit skjold, jeg ved, på hvem jeg tror.

Selv om en hær vil føre krig mod mig,

er jeg dog tryg. Jeg skjuler mig hos dig.

                               *

2  Kun ét kan stille længslen, når jeg beder:
At bo hos dig og hvile efter strid,
at skue dig - dér hvor din Ånd vejleder
og søge svar fra dig til rette tid.
For Herren gemmer mig på nødens dag
i teltets skygge, under hyttens tag,
i klippens fæstning løfter han mig op,
min bolig er på Zions klippetop.

3  Mit hoved løfter sig blandt mine fjender,
lovprisning ofrer jeg i Herrens telt,
til sang og spil opløftes mine hænder,
min Gud er med mig som en vældig helt.
Hør, Herre, hør mit råb, og lyt nu til,
vær nådig, Herre, svar mig som du vil!
Jeg husker, at du siger i dit ord:
Søg kun mit ansigt! Gå i mine spor!

4  For Herrens ansigt ønsker jeg at bede,
skjul dig dog ikke, lad mig finde dig
og luk mig ikke ude i din vrede!
Hvem andre er der, som kan hjælpe mig?
Forkast mig ikke, du, min frelses Gud!
I smertens time kom det til et brud,
jeg blev forladt, og mange glemte mig,
men du, min Fader, holdt mig ind til dig.

                               *

5  Din vej, min Gud, den vil jeg gerne lære,
vis mig den vej, som jeg skal gå igen.
Din vej er jævn, min styrke vil du være
for fjendens skyld. Du gi'r mig ikke hen
i glubske ulves magt. Du skynder dig,
for falske vidner rejser sig mod mig,
de udspyr løgn, udånder vold og had.
Vær du min tilflugt midt i Zions stad.

                               *

6  Jeg stoler på dig, du som gav mig hvile
ved løftet om din hjælp og gode hånd.
Jeg stoler på dit værn mod fjendens pile,
du gav mig troens skjold og livets Ånd.
Vær stærk, fat mod og håb på Jakobs Gud.
Vær ikke bange, han vil fri dig ud!
Vær stærk mit hjerte, siger jeg igen.
Jeg håber på dig, hold mig ikke hen!

1  Min klippe! Hør hvordan jeg råber.

Vær ikke tavs mod mig som håber.

Ak, du må gribe ind og svare

og frelse mig fra dødens snare,

for hvis du tier, synker jeg

i gravens dyb, så kold og bleg.

2  Hør på min bøn, min høje råben.
Lad dog din himmel være åben,
når jeg opløfter mine hænder
mod dig som alting ser og kender,
mod dig som troner på din stol.
Du er mit skjold, min klare sol.

                           *

3  Ak, riv mig ikke bort i vrede
med udådsmænd i kampens hede.
De onde har kun ondt i sinde,
selv venner vil de slavebinde.
Løn dem for det, som de har gjort
gengæld det onde, småt og stort.

4  De tror på skæbnen og erkender
slet ikke Herrens skaberhænder
De onde skal Gud selv nedrive,
opbygget skal de aldrig blive.
Jeg priser Herren for hans trøst,
han hører min forpinte røst.

                           *

5  Du er min styrke og min klippe,
dig vil mit hjerte ikke slippe!
Ja, jeg fik hjælp, mit hjerte jubler,
du rejser mig, så snart jeg snubler.
Jeg takker dig til harpens klang,
jeg priser dig med spil og sang.

                           *

6  Du er et værn for Jakobs stammer
en trøst i sorgens tunge kammer.
Sin salvede vil Herren bjærge,
for folket er han skjold og værge.
Velsign din arv, frels os fra strid,
du er vor fred til evig tid.

1  I Guds sønner, pris Guds magt,

I Guds engle, klædt i pragt,

giv Gud ære, giv ham pris,

pris hans navn på værdig vis,

giv Gud Herren hans navns ære,

højt ophøjet bør han være!

Bøj jer dybt for Herrens trone,

kron ham med hans æres krone.

                         *

2  Herrens røst som tordenbrag
buldrer over bakkedrag.
Herrens røst genlyder klart
i den mørke toneart.
Herren over store vande,
over have, over strande.
Herrens røst med kraft og vælde,
Herrens røst er uden ælde.

3  Herrens røst langs højdedrag
splintrer cedre med et brag.
Cedertræer på Libanon
knuses af hans klædebon.
Libanon og Sirjon springer
ved Guds røst og ved Guds finger,
springer op som skræmte kvier,
som en kalv på stejle stier.

4  Herrens røst slår ned som lyn,
i et glimt, som i et syn.
Herrens røst får ørk til at
skælve som det visne krat.
Kadesh-ørkenen må skælve,
hinden bringes til at kælve, 
lysninger opstår i skoven.
Ære! lyder klart fra oven.

                        *

5  Herren troner på vor jord,
hersker ved sit skaberord,
tronede på Noa's tid,
i en tid med vold og splid.
Herren sendte flodens vande,
Gud er Gud i alle lande!
Herren giver kraft til sine,
med sin fred vil han velsigne.