davidssalmer

1  Israels hyrde, lyt til dine,
før os og vogt dog mig og mine,
kun du er hellig, mild og god,
keruber tjener ved din fod,
lys for dit folk, træd frem i glans,
træd frem i funklende brillans.

2  Væk dog din styrke, frels os, Herre,
kom os til hjælp før det bli'r værre!
Giv os din salvelse igen,
tal trøst til os som ven til ven,
og lad dit ansigt lyse fred,
da ser vi først din herlighed.

                        *

3  Hærskarers Gud, bring os på fode
og gør os atter vel til mode,
og lad dit ansigt lyse fred,
at vi må blive frelst derved!
ja, lad dit ansigt lyse fred,
da ser vi først din herlighed.

                       *

4  Hvor længe vil du bære vrede,
hvornår får vi mon lært at bede?
Du ænser ikke folkets bøn,
se til din salvede, din Søn.
Vi drak den tårestrøm, som flød,
du, Herre, gav os tårebrød.

5  Et stridens æble er vi blevet
på hvert et sted, hvor vi har levet,
og nabofolk gør os til spot,
vor fjende vil os intet godt,
de håner og forfølger os,
de byder kærligheden trods.

                       *

6  Hærskarers Gud, bring os på fode
og gør os atter vel til mode,
og lad dit ansigt lyse fred,
at vi må blive frelst derved!
ja, lad dit ansigt lyse fred,
da ser vi først din herlighed.

                       *

7  Fra Nilens og Egyptens lande
bar du en vinstok gennem vande,
du drev hver afgudsdyrker bort
kun for at plante Jakobs hjord,
din vinstok lod du skyde rod,
hvor tjørn og tidsel førhen stod.

8  Vinrankerne gav bjerge skygge,
Guds cedre fik lidt grønklædt hygge,
hver plet blev dækket af et blad,
som skærmede mod solens bad.
Den bredte sig fra øst mod vest,
slog rod, hvor havet skabte blæst.

                       *

9  Hvorfor har du nedbrudt dens gærde,
nu er der altid folk på færde,
de plukker af dit vintræs frugt,
og vildsvin spreder deres lugt,
de æder hver en ranke op,
og mætter deres fede krop.

                       *

10  Hærskarers Gud, vend dog tilbage,
se ned fra Himlen for at tage
hånd om den skrøbelige kvist,
giv os på ny en lille frist,
det var jo dig, der valgte os,
vor svaghed og vor synd til trods!

11  De, som har splittet dine ranker
og brændt dem af som rådne planker,
skal snart fortæres af dit blik
og smage dødens bitre drik.
Tilintetgjort bli'r hver en mand,
som sætter hus ved hus i brand.

12  Menneskesønnen ved din side,
som du har fostret til at lide,
ak, styrk ham med din højre hånd
og salv ham med din Helligånd.
Opliv og tag os i din favn,
dit navn er troens trygge havn.

                        *

13  Hærskarers Gud, bring os på fode
og gør os atter vel til mode,
og lad dit ansigt lyse fred,
at vi må blive frelst derved!
ja, lad dit ansigt lyse fred,
da ser vi først din herlighed.

1  Råb af fryd for Gud,
Herren er vor styrke,
bryd i jubel ud,
tamburinens klang,
støtter bøn og sang,
Herren vil vi dyrke!

                 *

2  Ved nymånefest
skal festhornet lyde,
sang er glædens gæst,
festlighed går ind
ved fuldmåneskin,
hornet skal indbyde.

3  Gud gav dem et bud,
som de skulle lyde,
da de blev ført ud
ved en mellemmand* 
fra Egyptens land,
hornet skal indbyde.

4  Sprog med fremmed klang,
som de ikke kendte,
lød til solnedgang.
De blev friet ud,
frelsen kom fra Gud,
ved den mand* han sendte. 

                 *

5 Gud tog byrden bort,
dengang de var trælle,
pinsel, suk og tort,
vendte Gud til godt,
trældom bød han spot,
al Egyptens vælde.

6  Slaveåget tog
Gud fra Jakobs skuldre,
frelst fra nøden drog
de med lovsang ud.
Råbet hørte Gud,
lod sin torden buldre.

7  Snart blev Israel
atter sat på prøve,
Meriba blev selv
til genstridighed,
dér blev Herren vred,
klippen lod sig kløve.

                 *

8  Hør mit folk på mig,
om du ville lytte,
jeg vil råde dig,
du mit Israel,
søg til livets væld,
gem dig i min hytte.

9  Ingen fremmed gud
må du give ære,
hold dig til Guds bud,
tilbed ikke tant,
hold Guds ord for sandt,
tom er guders sfære.

10  Jeg er den, jeg er!
Jakobs Gud og Fader,
Josef fik jeg kær,
lod ham komme nær,
slog Egyptens hær,
knuste myriader.

11  Luk din mund vidt op,
så at jeg kan fylde
ånd og sjæl og krop,
give mod igen,
kalde dig min ven,
Herren skal du hylde.

                 *

12  Men de undgik mig,
ville ikke høre,
folket gjorde sig
døv på syndens vej,
valgte hor og leg,
de lod sig forføre.

13  I det stive sind
lod jeg folket fare,
de har sået vind,
stormvejr kom i hus,
sten blev gjort til grus,
oprør er en snare.

                 *

14  Ville Herrens folk
vende sind og øre
til den rette tolk,
til profetens ord,
til mit lovsangskor,
lod jeg dem hjemføre!

15  Ene skulle jeg
kue deres fjender!
Hvem kan være fej
i Gud højre hånd,
når vor fjendes bånd
brister i hans hænder?

16  De, der hader Gud,
skal snart krybe sammen
for hans stråleskrud,
de står helt fortabt,
når Gud har nyskabt
verden ved sit Amen.* 

17  Herrens folk vil få
af den fine hvede
fra de bedste strå.
Klippen kaldes jeg,
jeg vil mætte dig,
honning kan helbrede.

*Moses

* Moses

* Kristus

1  Se, Gud står frem. Se, Herren kommer,
han holder dom som jordens dommer,
blandt domsmænd holder Herren dom,
blandt dem hvis tro er gold og tom.
Hvor længe tåler I mon domme,
som lister løn i egen lomme?
For penge tager I parti,
for rige mænds bedrageri.

                         *

2  Frikend de svage og de ringe,
grib ind mod dem, der vil tiltvinge
sig andres gods ved løgn og svig,
frygt ikke når en mand bli'r rig!
Vær dog den fattige en fader,
nedbryd de ondes barrikader,
skaf hjælpeløse deres ret,
udfri dem af de ondes net.

                         *

3  Hvad ved de vel, nej, de er blinde,

og vejen kan de ikke finde,
i mørke vandrer de omkring,
de sanser kun de ydre ting.
Snart, snart vil hver en grundvold vakle,
når lovløsheden vil forkvakle
vor jord og tage overhånd,
da hersker der en oprørsånd.

                         *

4  Hør dog hvad jeg i dag bebuder,
se, jeg har sagt jer: I er guder
og sønner af den guders Gud,
som troner højt i helligt skrud.
Dog skal I alle dø og falde,
når Gud vil lade hornet gjalde,
rejs dig, o Gud, og døm vor jord,
da bli'r din arv blandt dine stor.

1  Ti ikke, Gud, vær ikke stum,
vær ikke hjerteløs og grum,
lyt til din fjendes larm og bulder,
de har et skjold ved venstre skulder,
de smeder ondt, har lumske planer,
oplægger råd bag dødens faner.

2  Vi knuser Jakob i vor favn,
udsletter Herrens folk og navn.
De samler kræfter hos hverandre,
mod Zions tempel vil de vandre:
Ismaelitter, Edoms telte,
Hagritterne og Moabs helte.

3  Gebal, Ammon og Amalek,
Filisterland indjager skræk,
Assur har også onde planer,
Tyrus og Lot er stolte graner.
Gør med dem som i Midjans dage,
ved Kisjon sprang de fluks tilbage.

4  Sisera og Jabin forsvor* 
at dø, men døde ved En-Dor,
de blev til gødning midt i sandet,
til jord og muld i agerlandet!
Oreb og Ze'eb gik til grunde
som fyrsten Zebah og Zalmunna.

5  Guds vange vil de ta' med magt,
de praler ganske uforsagt.
Spred dem som løv for alle vinde,
knus dem for det, de har i sinde.
Jag du dem væk med dine storme,
for dine kræfter er enorme.

                         *

6  Min Gud gør dem til tidselfrø,
der flyver bort, kun for at dø
som avner der er tabt for vinden,
som avner der blev knust forinden.
Lad luen svide dem og brænde,
at de den Hellige må kende.

7  Lad dem med skam slå øjet ned,
indtil de bøjet bliver ved
at tigge om din dyre nåde
og finder frem til frelsens gåde.
Din favn er åben for en synder,
dit navn er navnet vi forkynder.

                         *

8  Gør dem til skamme, slå dem ned,
forkast dem i al evighed,
lad dem erfare og bekende,
at du er Herren vi bør kende.
Den Højeste vil vi påkalde,
dit navn er navnet over alle.

*nægtede

1  Hvor godt og lifligt er dit hus,
Hærskarers Herre, orgelbrus
omgiver mig med salmetoner.
Min sjæl var hvileløs og træt,
af uro er jeg blevet mæt,
men længslen ved jeg, at du kroner!
Nu jubler hjertet i mit bryst
for dig, den levende, min trøst!

                          *

2  Selv spurven finder sig et bo,
og svalens rede skaber ro
for hjælpeløse, spæde unger,
dit nadverbord gi'r fred i sind,
dér tørres tåren på min kind,
dér smelter gløder skarpe tunger.
Velsignet er dit alterbord,
dig priser vi i kirkens kor.

                          *

3  Velsignelse og styrke får
vi af Guds hånd, når rejsen går
til Herrens hus, til templets tinde!
Og går vi gennem tørkens dal,
bli'r sommerregnen mild og sval,
et kildevæld skal sjælen finde.
Når længslen går mod Zions stad,
velsigner Gud med Åndens bad.

4  Fra kraft til kraft går skaren frem
mod dit det ny Jerusalem,
frem for dit ansigt må vi træde.
Hør du vor bøn, o Herre kær,
Hærskarers Gud, vær du os nær,
vor konge og vor sande glæde,
ja, lyt nu til, du Jakobs Gud,
bønhør din menighed, din brud!

                          *

5  Se til vort skjold og skjulested,
se til din salvede, vor fred,
vor hjælp og trøst for nådens trone!
Én dag er bedre i din favn
end tusinde, som skaber savn,
nu venter herlighedens krone,
langt bedre er det ved din fod
end gudløshed og overflod.

6  For Herren Gud er sol og skjold,
en tilflugts-by, en sikker vold,
Gud giver nåde over nåde!
Du greb mig med din højre hånd,
du salvede mig med din Ånd,
og hjertets uskyld lod du råde.
Du nægtede mig intet godt,
du er min Gud, min borg, mit slot.

1  Herre, du viste godhed mod dit land,
du viste dig som Jakobs redningsmand,
du borttog folkets store syndeskyld,
du rensede den dybt betændte byld,
din vrede lod du fare gang på gang,
du hjalp dem ud af fangenskab og tvang.
Tag os til nåde, du vor frelses Gud,
tæm dog din harme, send os glædesbud.

                               *

2  Lad din uvilje mod os svinde bort!
Ak, stands din harme, livet er så kort!
Skal vreden ramme os fra slægt til slægt?
Tag dog din tjener i din varetægt,
gør os dog levende med dig igen,
så glæden aldrig mere svinder hen.
Vis os din nådefulde kærlighed,
giv os din frelse, fyld os med din fred.

                               *

3  Hvad Herren siger, vil jeg lytte til,
min Gud og skaber gør alt, hvad han vil,
han taler fred til store og til små,
til dem som tant og tomhed vil forsmå.
De ønsker kun at vandre på Guds vej,
de er de trofaste, som elsker dig,
din hjælp er nær for dem, der frygter dig,
så herlighed må bo ved hver en vej.

                               *

4  Nåde og sandhed mødes hånd i hånd,
retfærd og fred vil skabe ømme bånd,
sandhed skal spire frem af muld og jord,
ret ser til os med retfærd i sit spor.
Himlenes Herre virker bare godt,
Gud giver gerne, både stort og småt.
Retfærdighed går foran skridt for skridt,
omslutter toget, følger trofast trit.

1  Lyt til mig og svar mig, Herre,
for du ved, at jeg desværre
kun er hjælpeløs og svag.
Vogt min sjæl fra dag til dag,
for til dig blev jeg indviet,
udskilt, renset og befriet.
Vær mig nådig, du min Gud,
hver dag råber jeg det ud.

2  Herre! Glæd din tjeners indre,
for jeg ved, at intet mindre
giver du end livets ord:
Syndsforladelse så stor!
Du er trofast, når jeg kalder,
hør mig, når jeg stille falder
ned på knæ, når jeg tilbe'r,
når jeg ingen udvej ser.

                      *

3  Du har magt som ingen andre,
midt iblandt os vil du vandre.
Alle dem, som du har skabt,
også den som er fortabt,
skulle komme dig i møde
som en lovsangs morgenrøde.
Du er stor, kun du er Gud!
Send os ud med glædesbud.

                       *

4  Du vil lære mig at sætte
mine fødder på den rette
vej, som du har valgt for mig,
lær mig blot at frygte dig.
Kun dit navn vil jeg gi' ære,
tak! fordi du ville være
god mod mig, din hjælp er stor,
jeg blev frelst fra dødens spor.

                       *

5  Mod mig rejser sig de frække,
dødens malurt vil de række,
nej, de kender ikke dig,
vrager selve livets vej.
Men min sjæl vil du forbinde,
og en udvej kan du finde,
du er rig nok for enhver,
mig, en synder, har du kær.

6  Vend dig til mig, vis mig nåde,
lad den sande gudsfrygt råde,
fyld mig med den Ånd og kraft,
som profeterne har haft.
Und mig, Gud, et tegn i tide,
giv mig kraft så jeg kan stride.
Lad de onde skamme sig,
når de ser, du trøster mig.

1  Guds stad er grundlagt på Guds tempelbjerge,
den er hans øjesten, han har den kær,
og Zions porte elsker han især,
ja, fremfor Jakobs telt og trygge værge.

                                   *

2  Du er Guds stad, ja staden iblandt stæder,
og store ting blev skrevet ned om dig!
Egypten er blandt dem, der ærer mig,
og Babel følger efter, mens hun græder.

3  Filistrene opløfter deres hænder,
Tyrus og Kusj* omvender sig i hast, 
dér blev de født, da navlestrengen brast,
nu er det Zion, som Guds børn bekender.

                                   *

4  Gud er vor fader, Zion er vor moder,
her blev vi født, genfødt ved vand og Ånd,
og vi står skrevet i hans milde hånd,
han gi'r os livets vand og Åndens goder.

5  Gud tæller os, han tæller vore tårer,
i livets bog opregnes hver og én,
hvert enkelt navn er som en frugtbar gren,
Guds kildevæld har mange rige årer.

1  Min frelses Gud, min hjælp og trøst,
om dagen råber jeg og skriger,
du er min Gud og min befrier,
så lyt dog til min bange røst!
Om natten ligger jeg og klager,
for jeg er ramt af dødens plager.

2  Mit liv er mæt af usselhed,
jeg står på tærsklen til de døde,
min vej blandt venner er lagt øde,
og kraftesløs er hvert et fjed.
Blandt de udstødte må jeg ligge,
om liv og nåde må jeg tigge.

3  Jeg bliver regnet for en død,
blandt dem der ikke mere findes,
som den du ikke mere mindes,
ak, jeg har mistet øjets glød.
I dybet, hvor der kun er mørke,
må sjælen pines under tørke.

4  Din vrede hviler tungt på mig,
og alle dine bølger bruser
og truer mig, mens stormen suser,
min lidelse er sendt af dig.
Hvad har du gjort af mine frænder,* 
en gru er jeg for mine venner.

5  Min vej er lukket bag en slå,
som fange er jeg spærret inde,
og lyset kan jeg ikke finde,
mit øjes glans er mat og grå.
Det er i bøn til dig jeg vender
og rækker mine trætte hænder.

6  Gør du mon undere og tegn
for dem, der hviler i det stille,
kan døde sig fra graven skille
og takke dig for sol og regn?
Bli'r nåde nævnt i dødning-haven
og trofasthed i klippe-graven?

7  Er dine undere mon kendt
i mørket, i den store glemsel,
hvor tomhed bliver til et skræmsel,
og intet mere er bevendt.
Guds hjælp kan jeg slet ikke finde,
og borte er det bedste minde.

                        *

8  Men jeg vil råbe i min nød,
ved gry vil jeg gå dig i møde
og skrige til dig fra de døde,
jeg lider i de dødes skød.
Hvorfor forstøder du mig, Herre?
Mit mørke bliver stadig værre!

                        *

9  Fra mine ungdomsår var jeg
opfyldt af rædsler, træt til døden,
skræk fylder mig, og stor er nøden,
min kraft er svag og svigter mig,
din vredes glød er mig en svøbe,
fra rædslen kan jeg ikke løbe.

10  Som vand omgiver rædsler mig
fra morgengry til aftenrøde,
de trænger mig, hvor der er øde,
og jeg kan ikke finde dig.
Du bortdrev alle mine kære,
i mørket lader de mig være.

*slægtninge

1  Om nåden synger jeg for dig, min store Gud,
din trofasthed vil jeg for altid synge ud,
for du har sagt, at nådens rigdom altid rækker,
din trofasthed står fast, hvor himlens fugle trækker.
Du sluttede en pagt med David, som du valgte,
du gav ham dine dyre løfter, da du kaldte!

2  Din slægt skal leve for din Gud til evig tid,
for altid lever de, der stred den gode strid.
Min Gud! din himmel priser underne du gjorde,
din trofasthed kan ingen engel efterspore.
Hvem, Herre, er som du, hvem, Herre, er din lige?
Guds-sønnerne* er tjenere i kongens rige. 

3  I englemagters kreds står ingen mål med dig,
din magt indgyder frygt, ophøjet er din vej.
Hvem, Herre, er som du, hvem, Herre, er din lige?
Godhed og trofasthed omgi'r dit kongerige.
Du mestrer havet med dets overmod og brusen,
du stiller bølgerne og stormens vilde susen.

4  Egypten knuste du og dræbte hver en mand,
da hjulene sad fast i Rødehavets sand.
Din, din er himlen, din er jorden med dens fylde,
du ejer jorden, dig skal universet hylde,
du skabte nord og syd med snebeklædte bjerge,
og Hermons tinder glædes ved dit navn som værge.

5  Din vældes arm er stærk, på dig er magten lagt,
din højre løfter du, stor er din højres magt.
Din trones grundvold er det sande og det rette,
din godhed og din troskab vil du sammenflette.
Velsignet er det folk, der kender frydesangen,
som vandrer i dit lys og følger nærheds-trangen.

6  Den hele dag lovsynger de dit skønne navn,
din retfærd priser de og søger til din favn.
Du er vor styrke og vor stolthed, du skal råde,
vort horn er løftet ved din yndest og din nåde.
Du er vort skjold, du er vor konge, himlens Herre.
Israels Hyrde, du er hellig, al vor ære.

                                      *

7  Du talte førhen i et syn til fromme mænd:
Jeg sætter kronen på en helt, en ungersvend,
den yngste bli'r ophøjet mellem Isajs sønner,
min tjener David er mit svar på folkets bønner.
Jeg salver ham, han bli'r en tro og kyndig hyrde,
min plan og gode vilje skal han snart fuldbyrde.

8  Min hånd og højre bli'r hans stok og hyrdestav,
min stærke arm skal styrke ham mod høj og lav,
og ham skal ingen fjende kunne slå og kue,
mod skurken vogter jeg mit barn, min trætte due.
Alle hans fjender skal jeg knuse på hans veje,
jeg slår dem ned, som blinde veje vil udpege.

                                      *

9  Min nåde er med ham, stor er min trofasthed,
og i mit navn har han sit sikre skjulested.
På havets bølger lægger jeg hans stærke hænder,
hans vælde vil jeg, at de fjerne floder kender.
Jeg vil, at han skal kalde mig sin kære Fader,
den faste klippegrund, som intet barn forlader.

10  Til førstefødt gør jeg ham i Guds menighed,
og han skal herske overalt med myndighed.
For evigt skal min rige nåde mod ham vare,
min pagt og mine løfter lægger ingen snare.
jeg lader Davids slægt bestå til alle tider,
hans trones glans skal sprede lys til alle sider.

                                      *

11  Såfremt hans sønner overtræder mine bud
og ikke søger mig, men øver løftebrud,
såfremt de krænker mig med lovbrud og skandaler
og vægrer sig konstant ved det, som jeg befaler,
da vil jeg straffe deres synd med bånd og lænker,
da vil jeg tugte dem for deres løgn og rænker.

                                       *

12  Men nåden vil jeg aldrig tage bort fra ham,
jeg husker på min trofasthed trods synd og skam,
min troskabs-pagt den vil jeg aldrig kunne bryde,
hvad jeg har sagt er sandt og uden svig og lyde,
for jeg har svoret ved min hellighed og ære:
Trofast mod Davids slægt vil jeg for altid være.

                                       *

13  Hans slægt og stamme skal bestå til evig tid,
han hersker dér, hvor sol går ned ved aftenstid,
forsvinde skal hans trone aldrig nogen sinde,
som sol og måne er den altid til at finde,
og trofast er Guds vidne, buen i det høje,
og Herrens hvælving er for altid for Guds øje.

                                        *

14  Men nu har du forstødt din salvede, o Gud,
din tjener har du vraget som dit sendebud,
i vrede brød du pagten med din tjenerskare,
og kronens skæbne red hver stamme som en mare.
Hans tempelmure blev brudt ned for folkets brøde,
hans fæstninger og borge blev lagt ganske øde.

15  Han bliver plyndret af de folk, der går forbi,
han bliver hånet med den værste ironi,
du gør, at hans modstandere kan triumfere,
de glæder sig, når de kan håne og hovere.
Du brød hans skarpe sværd og alle spidse pile,
du, Herre, lod ham kæmpe uden hjælp og hvile.

16  Hans scepters herlighed har du tilintetgjort,
og tronens gyldne fod blev trampet grå og sort,
du har afkortet kongens ungdomsår og dage
og hyllet ham i skam, der er kun spot tilbage.
Hvor længe, Herre, vil du skjule dig og vende
dig bort fra os og lade al din vrede brænde.

17  Tænk på hvor flygtigt livet er på denne jord,
forgængeligt og tomt og klædt i sørgeflor.
Hvem undgår døden, hvem er han, som blev i live?
Hvem vil dødsriget slippe og tilbagegive?
Ak, Herre, hvor er nu din godhed og din nåde,
det løfte som du gav til David uden måde!

18  Ak, Herre, tænk dog på, hvordan din tjener må
udstå den værste skændsel, som kan overgå
et menneske. Til spotten må jeg lægge øre,
ja, hvad må jeg dog ikke fra min fjende høre.
Din salvede bli'r hånet af dem alle sammen!
For altid er du lovet, Herre! Amen, amen!