davidssalmer

1  Du har forkastet os, o Gud
du fremtvang selv et sammenbrud,
du brød os ned, da du blev vred,
vend dig til os og giv os fred;
med skælven ramte du vort land,
og klipper blev til fygesand,
læg nu dets brist, for jorden vakler,
læg sårene for dine stakler.

2  Du lod dit folk se barske ting,
som drukne mænd drev vi omkring.
Et sejrstegn blev rejst for dem,
der frygter dig, dér står vi frem,
til Herrens banner vil vi fly,
for buens pile gav du ly.
Hjælp med din højre, vi blev hærget,
hør os, så vi bli'r frelst og bjærget.

                           *

3  Gud talte fra sin helligdom:
Ud skifter jeg min ejendom,
Sikem og Sukkot måles ud,
mit folk vil få et gennembrud.
Jeg siger, Gilead er mit,
Manasse vil jeg gøre frit,
og Efraim fik håb trods graven,
og Juda griber herskerstaven.

4  Men Moab er min vaskeskål,*

på Edom kaster jeg min sål,* 
filistre, lyt til mig engang,
hør Jakobs råb og sejrssang!
Så uindtagelig en stad
er Edoms fæstning, klædt i had.
Hvordan skal foden finde fæste
og høste gavn til Edoms bedste?

5  Gud, har du ikke vraget os?
For fjendens hærgen gav du los.
Hjælp os mod fjendens stærke magt,
for al vor hjælp er underlagt
din højre hånd, dit riges port,
som peger på, hvad du har gjort.
Med Gud skal vi få lov at øve
de største ting, med Judas løve.

*min tjener

*min træl

1  Hør, o Gud, på mine bønner,
så du skønner,
at jeg kun er ganske svag.
Helt fra jordens ende råber
jeg og håber,
at du ta'r dig af min sag.

2  Før mig op på frelsens klippe,
lad mig slippe
for at stole på mig selv,
stil dig, Herre, ved min side,
jeg vil stride,
vær min borg, mit stærke fjeld.

3  Dig vil jeg for evigt gæste,
giv mig fæste
under dine vingers ly.
Mine løfter vil du høre,
lægge øre
til min bøn ved morgengry.

4  Arven er i Himlen blevet
mig tilskrevet
sammen med dit Israel,
gudsfrygt smykkede vor pande,
for det sande,
fjenden frygter blot sig selv.

                        *

5  Du forøger kongens dage,
lad ham smage
gode år fra slægt til slægt.
Han skal bære sejrens krone
på din trone,
og hans ord har varig vægt.

6  Lad din trofasthed og nåde
altid råde
og bekræfte kongens magt,
kun dit navn vil jeg lovprise,
dagligt vise
at jeg bliver på min vagt.

1  Kun når jeg håber på min Gud,
kan sjælen rigtig hvile ud,
hos ham kan hjælpen ikke glippe.
Han skænker mig en stille stund
på frelsens faste klippegrund,
jeg vakler ikke på den klippe.

                           *

2  Hvor længe varer trængslens tid,
de slår mig ned, de elsker strid,
de stormer mod den mur som hælder.
De elsker løgn, oplægger råd,
velsigner vel, trods falskheds dåd:
Vi fanger ham i vore fælder!

                           *

3  Min sjæl er stille hos min Gud,
han er mit håb, han fri'r mig ud,
han værner mig i klippens bolig.
Jeg vakler ikke, når jeg ved,
han er mit trygge tilflugtssted,
min stærke klippe gør mig rolig.

                           *

4  Guds menighed, sæt al din lid
til ham, til Gud, til hver en tid,
udøs for Herren jeres hjerter;
for hvad er mennesker vel værd,
de griber kun til løgn og sværd,
omgiver sig med svig og smerter.

                          *

5  Stol ikke mer' på vold, min ven,
for rov og ran vil svinde hen!
Hvad kan alverdens rigdom give?
Den blænder vel og lokker dig,
men fører dig ad smertens vej,
den holder ikke dig i live.

                          *

6  Jeg hørte det og høre vil:
Al magten hører Herren til,
og trofasthed er for hans trone.
Hvad der bli'r gjort i Gud består,
men mørkets gerninger forgår.
Snart rækker du mig livets krone.

1  Kun når jeg håber på min Gud,
kan sjælen rigtig hvile ud,
hos ham kan hjælpen ikke glippe.
Han skænker mig en stille stund
på frelsens faste klippegrund,
jeg vakler ikke på den klippe.

                           *

2  Hvor længe varer trængslens tid,
de slår mig ned, de elsker strid,
de stormer mod den mur som hælder.
De elsker løgn, oplægger råd,
velsigner vel, trods falskheds dåd:
Vi fanger ham i vore fælder!

                           *

3  Min sjæl er stille hos min Gud,
han er mit håb, han fri'r mig ud,
han værner mig i klippens bolig.
Jeg vakler ikke, når jeg ved,
han er mit trygge tilflugtssted,
min stærke klippe gør mig rolig.

                           *

4  Guds menighed, sæt al din lid
til ham, til Gud, til hver en tid,
udøs for Herren jeres hjerter;
for hvad er mennesker vel værd,
de griber kun til løgn og sværd,
omgiver sig med svig og smerter.

                           *

5  Stol ikke mer' på vold, min ven,
for rov og ran vil svinde hen!
Hvad kan alverdens rigdom give?
Den blænder vel og lokker dig,
men fører dig ad smertens vej,
den holder ikke dig i live.

                           *

6  Jeg hørte det og høre vil:
Al magten hører Herren til,
og trofasthed er for hans trone.
Hvad der bli'r gjort i Gud består,
men mørkets gerninger forgår.
Snart rækker du mig livets krone.

1  Du er min Gud, dig søger jeg,
jeg tørster efter dig med længsel,
jeg er som fanget i et fængsel,
min krop forfalder uden dig,
for alt er tørt og landet plaget,
og vand er ikke til at få,
livs-chancerne er ganske små,
hjælp mig, min Gud, for jeg er jaget.

                           *

2  I helligdommen så jeg dig,
jeg så din magt og handlemåde,
bedre end livet er din nåde,
dig priser jeg, du frelste mig.
Så priser jeg dig hele livet,
opløfter hænderne til tak,
af frelsens bæger, som jeg drak,
udsprang en sang, som jeg fik givet.

3  Min sjæl bli'r mættet af din mad,
med glade læber vil jeg prise
din hånd, som hjalp mig i min krise,
går jeg til ro, gør du mig glad.
Jeg tænker på dig på mit leje,
i nattens timer tænker jeg:
Du hjalp mig, og du frelste mig,
din nærhed er mit bedste eje.

4  Med jubel vil jeg skjule mig
i dine vingers friske skygge,
i dine hænder er vi trygge,
jeg klynger mig tæt ind til dig.
Men de, som kun vil lægge øde,
skal synke ned i jordens dyb,
de ender som det værste kryb,
for evigt må de onde bøde.

5  De mænd, der efterstræber mig,
skal ende som sjakalers bytte,
med sværdet fældes hver en skytte,
og kongen glæder sig i dig.
Og de, der husker deres løfter
og taler sandt, skal prise ham,
men sleske tunger høster skam,
de skaber sår og dybe kløfter

1  Gud, hør min røst, hør, når jeg klager,
beskærm mig mod al tyranni,
værn mig mod fjendens luskeri,
spar mig for deres rævekager
og mange plager.

                          *

2  Som sværdet hvæsses deres tale,
som pile skydes beske ord,
i smug begår de barnemord,
skyldfri bli'r ramt i mørke dale
af rå og gale.

                          *

3  De ægger folk med deres planer,
oplægger lutter onde råd,
de pønser på en skummel dåd,
de lægger snarer som kumpaner,
der lumpent raner.

4  Hvem ser os, når vi lægger snarer?
De skryder højt med onde ord,
og deres snedighed er stor,
de øver vold og elsker farer
som røverskarer.

5  De følger villigt onde tanker
og finder slynglens plan perfekt,
men hvem kan lodde denne slægt,
så dybt når intet jordisk anker,
hvor vi end vanker.

                          *

6  Men Gud har også sine pile,
brat træffes voldsmænd på et hår,
ulægeligt er fjendens sår,
men vi vil finde ro og hvile,
snart skal vi smile.

7  Han styrter dem for tungens synder,
så løgneren går rystet bort
af frygt for skammens bitre tort,
men de gudfrygtige forkynder
håb for en synder.

                          *

8  Hvad Gud har gjort vil vi betragte,
retfærdige skal glæde sig
ved Herrens nådefulde vej,
han gør os ganske uforsagte,
alt kan han magte.

1  Dig vil vi ære og lovprise,
Gud, i din menighed.
Du hjalp os i vor værste krise,
du blev vort tilflugtssted,
og du har hørt de stille bønner,
som vi med gråd udgød.
Hvert folk skal komme, dine sønner,
til dig i synde-nød.

2  Tungt trykker vore mange synder,
men du tilgiver dem,
det nye liv med dig begynder,
når barnet vender hjem.
Hvor lykkelig er den, du tager
og salver med din Ånd,
det er din godhed, som vi smager,
vi mættes af din hånd!

                        *

3  Hvor dybe er dog dine domme,
når du bønhører os.
Til frelse vil du hastigt komme
og byde fjenden trods.
Du tilflugt for de fjerne strande,
du tilflugt for vor jord,
din kraft grundfæster fjeld og lande,
hvor er din vælde stor!

4  Du dæmper havets vilde brusen
og hedningernes larm,
du stiller stormens stærke susen
og knuser fjendens arm,
så folk ved verdens ende gruer,
når dine tegn ta'r til.
Dig hylder morgenrødens luer,
ved skumring sang og spil.

                       *

5  Du gæster jorden med din grøde,
med overflod dit land,
du gør det såre rigt på føde,
Guds bæk er fuld af vand.
Du vander markens tørre furer
og blødgør ler med regn,
du giver korn og søde druer,
velsigner hver en egn.

6  Du kroner året og udgyder
din Ånd med liv og kraft,
du gør, at salveolie flyder,
fra druer drypper saft.
Du klæder ødemarkens høje
med får og saftigt græs,
med sang og jubel ser vort øje
din høst med mange læs.

1  Råb højt for Gud og syng af glæde
I folkeslag på denne jord,
træd frem, hvor Herren selv tog sæde,
giv Herren ære, hvor I bor.
Sig dog til Gud: Du værner dine,
mens konger kryber for din magt.
Forbarm dig over mig og mine,
forny igen din nådepagt.

                            *

2  Kom nu og se! Gud elsker sine,
men vækker overmagtens frygt.
Du gjorde hav til land for dine,
og gennem strømmen gik de trygt.
Fryd jer i ham og syng af glæde,
hans magt og vælde varer ved,
som konge har han taget sæde,
Gud straffer al genstridighed.

                            *

3  I folkeslag, giv Herren ære,
lad sangen lyde til hans pris.
Gud tager hånd om sine kære
og skænker os sit paradis.
Du, Herre, holdt vor sjæl i live,
du lod os ikke glide ud,
kun hvad der gavner, vil du give,
du er vor Fader og vor Gud.

4  I smeltediglen blev vi prøvet,
som sølv bli'r lutret gennem ild.
Du gjorde hvert et barn bedrøvet,
vi glemte, at din hånd er mild.
I garnet lod du dine lide,
vi kom igennem ild og vand,
indtil du stred ved vores side
og førte os til åbent land.

                            *

5  Med tak og lovsang vil jeg komme
med det, som du har givet mig,
og nu, hvor trængslens tid er omme,
indfri'r jeg løfterne til dig,
de løfter som min mund i nøden
udtalte om den bedste del
som tak for redningen fra døden,
og bli'r jeg delt, så gør mig hel!

                            *

6  Kom dog og hør, lad mig fortælle,
hør, alle I, som frygter Gud,
lad mig fortælle om hans vælde,
hvordan han friede mig ud.
Jeg råbte til ham i min smerte,
en lovsang la' han i min mund,
svig blev fordrevet fra mit hjerte,
Gud hørte mig i nødens stund.

7  Ja, Herren hørte fra det høje,
med lovsang blev mit hjerte fyldt,
han så til mig og al min møje,
løn fik jeg ikke som forskyldt,
ja, Gud ske tak som ikke viste
mig bort, men ænsede mit råb.
Min tro på egen kraft forliste,
nu er hans trofasthed mit håb.

1  Gud, du som gerne viser nåde,
vær nådig og velsign dit folk,
lad nu dit milde ansigt råde,
lys over os med trøst som tolk,
så din vej må blive
kendt blandt folk og give
frelse på vor jord.
Folkene skal takke,
alle folk skal takke
dig, på hvem vi tror.

                        *

2  Da skal vi se, at fjerne strande
og folkeslag skal glæde sig,
da skal vi se, at alle lande
skal juble højt og prise dig.
For din dom er nåde,
frelsens vej en gåde,
din retfærdighed.
Folkene skal takke,
alle folk skal takke
dig, som er vor fred.

                        *

3  Hvad du har lovet, har du givet,
du har velsignet mange hjem,
hvor du gi'r vækst forvandles livet,
da ser vi gudsfrygt spire frem.
Landet gi'r sin grøde,
selv hvor der er øde,
det er livets bud.
Folkene skal takke,
alle folk skal takke
dig, vor glædes Gud.

1  Gud, du som gerne viser nåde,
vær nådig og velsign dit folk,
lad nu dit milde ansigt råde,
lys over os med trøst som tolk,
så din vej må blive
kendt blandt folk og give
frelse på vor jord.
Folkene skal takke,
alle folk skal takke
dig, på hvem vi tror.

                       *

2  Da skal vi se, at fjerne strande
og folkeslag skal glæde sig,
da skal vi se, at alle lande
skal juble højt og prise dig.
For din dom er nåde,
frelsens vej en gåde,
din retfærdighed.
Folkene skal takke,
alle folk skal takke
dig, som er vor fred.

                       *

3  Hvad du har lovet, har du givet,
du har velsignet mange hjem,
hvor du gi'r vækst forvandles livet,
da ser vi gudsfrygt spire frem.
Landet gi'r sin grøde,
selv hvor der er øde,
det er livets bud.
Folkene skal takke,
alle folk skal takke
dig, vor glædes Gud.

1  Som sol står op, stod Herren op
mod mørkets hær, mod Satans trop,
Gud spredte sine fjender.
Som natten flygter mørk og sort,
som røg forsvinder, vejres bort,
som voks, når ilden brænder,
sådan er de, der hader Gud,
i lyset når de ikke ud,
i hast går de til grunde.
Men Guds forløste glæder sig,
de fryder sig på Herrens vej,
lovpris ham alle munde.

                           *

2  Syng til Guds ære, pris din Gud,
jævn hver en hindring for ham ud,
se, hvor han hastigt rider
på skyerne, på ørkenryg!
Du faderløse, vær kun tryg,
Gud hjælper den, der lider.
Hans navn er Herren, syng, vær glad
for Herrens ansigts strålebad
i Herrens helligdomme.
Den, der er ensom, får et hjem,
forløste fanger føres frem,
genstridige bli'r tomme.

                           *

3  Da du drog ud, o stærke Gud,
i spidsen for dit folk, din brud,
skred frem i Sinajs ørken,
da skælvede hvert fundament,
og regn fra himmelen blev sendt,
Gud trodsede selv tørken.
Fra skyer strømmede det ned,
dit folk fik atter kraft derved,
ja, selv de små og svage.
De slog sig ned i Kana'an,
du gav dem selv dit løftes land
mod al Egyptens plage.

                          *

4  Med tamburin, med cymbelklang,
Gud gav dem selv en sejrssang,
en talrig hær af kvinder:
Se, kongers hære, de må fly,
vi deler byttet i hver by,
en lykkens dag oprinder.
Som duens gyldne vingefjer,
som når på Salmons bjerg det sner,
skal sejrens dage være.
Kom ud af frygtens fårefold,
vor Gud er os en sikker vold,
han spredte kongers hære.

                          *

5  I Bashans bjerge, vidt omkring
gør ørnen høje himmelsving
langs stolte, spidse tinder.
Hvorfor vil I med jalousi
se skævt til Zions bjerg, fordi
Gud dér sin bolig finder?
Gør Herrens magt og vælde kendt,
fra Sinaj blev Guds vogne sendt,
ildsluer fra det høje.
Du opsteg til din helligdom* 
med fanger iført lægedom,
rebelske faldt til føje.

                           *

6  Min Gud, nu vil jeg prise dig!
Til frelse blev du på min vej,
min byrde vil du bære,
ja, dagligt vil du bære os,
du, som bød dødens kræfter trods,
vandt over mørkets hære.
Selv fjendens isse knuser du,
og ingen kommer dem i hu,
som blev i deres synder.
Fra Bashan henter Gud dem frem,
fra havets dyb, fra jordens gem' - 
hævn er, hvad Gud forkynder.

                            *

7  Og de skal se Guds sejrstog,
min Guds, min konges sejrstog,
helt ind i helligdommen!
Se, sangerne som vandrer frem,
se, strengespillet følger dem,
i midten liflig trommen.
Med pauker lover de vor Gud,
en festforsamling er hans brud,
enhver af Israels kilde!
Se, Judas fyrsteflok var størst,
men Benjamin, han kommer først,
selv om han kun er lille.

                            *

8  Min Gud har budt mig: Vær kun stærk!
Styrk, Gud, for os dit eget værk,
det som du for os gjorde.
På grund af templets herlighed
skal gaver kastes for dig ned
fra små, såvel som store.
Slå Nilens flok med mundens sværd,
med sølv skal tyreflokkens hær
bønfalde og tilbede.
Adsplit hvert folk, der elsker strid,
Egypten agter på sin tid,
og Seba gør sig rede.

                             *

9  I kongeriger på vor jord,
pris ham som op til Himlen fór
igennem himles himle!
Dér løfter Gud sin stærke røst,
en vældig røst, sit folk til trøst,
dér skal vi sammen-stimle.
Hans højhed og hans vældes magt
er over os. Det har han sagt!
Giv Herren magt og ære!
Når Herren kommer fra sit sted,
da fyldes vi med kraft og fred.
Højlovet skal Gud være!

1  Frels mig, min Gud, for strømmen truer mig,
og vandene har nået mine læber,
jeg sidder fast i bundløst dynd, som klæber,
i angst ser jeg, at vandet samler sig.
Min sjæl er opslugt af det dybe vand,
og bølgerne slår over sind og tanker,
mit blik er mat og struben tør som sand,
jeg råber på min Gud, mit frelses-anker.

                                   *

2  Flere end mine hovedhår er de,
der uden årsag står mig efter livet,
de hader mig, og det er ganske givet,
at de vil stævne mig for røveri.
Min dårskab kender du, min Gud og far,
for dine øjne blev mit skyldbrev skrevet,
lad ikke dem, der venter på dit svar,
bli' ramt af skam for hvad jeg har bedrevet.

                                   *

3  Det er for din skyld, at jeg møder had,
mit ansigt dækker du med spot og latter,
ukendt for mine brødre er jeg atter,
jeg bliver regnet for et fejeblad.
Min iver for dit hus fortærer mig,
og de, der spotter dig, forhåner dine.
Jeg bærer spot og skam på grund af dig,
og faster jeg, får jeg en hånlig mine.

                                   *

4  Når jeg går klædt i sæk og bærer sorg,
gør de mig til et mundheld, selv blandt vise.
De sladrer om mig, bringer ingen lise,* 
blandt svirebrødre i en skummel borg.
I nådens tid be'r jeg til dig, min Gud,
jeg be'r til dig, ak, svar mig i din nåde,
svar mig i trofasthed og hjælp mig ud,
din vilje vil jeg gerne lade råde.

5  Frels mig fra dyndet som omgiver mig,
red mig fra hadet og de dybe vande.
Lad ingen springflod nå op til min pande
og ingen strømme komme på min vej.
Lad ikke brøndens dæksel skjule mig,
frels mig fra dødens hængsler og fra graven.
Svar mig, for hjælpen kommer kun fra dig,
velsign mig med din fred, grib nådestaven.

6  Dit ansigt må du ikke skjule, Gud,
lys over mig, du ser jeg er i pine,
svar mig i hast, jeg ved, du vil velsigne,
forløs min sjæl, så jeg bli'r friet ud.
Du ved, hvordan jeg hånes dag for dag,
du ser den skam og skændsel, jeg må bære.
For mine fjenders skyld, før dog min sag,
frels mig fra smædeord og dyb vanære.

7  Spotten har knust mit hjerte, jeg er svag,
medlidenhed er ikke til at finde,
og trøstere blev spredt for alle vinde,
hån har fortrængt det sunde sindelag.
De rakte mig malurtens bitre gift,
mod tørst gav de mig eddike at drikke,
lad bordet foran dem bli' koldt og stift,
en fælde for de folk som vil bestikke.

8  Slå dem med blindhed, så de ikke ser,
knus deres kraft i deres ryg og lænder,
lad dem kun mærke, at din vrede brænder,
lad vredens glød indhente dem, der ler.
Øde bli'r deres gård og deres telt,
for de forfølger den, som du har slået,
og øger smerten for en såret helt,
de peger på den straf, som vi har fået.

9  Stil dem til ansvar for, hvad de har gjort,
frikend dem ikke ind for himlens trone,
slet dem af din bog, nægt dem livets krone,
stæng deres adgang til de frelstes port.
Gud, jeg er plaget, og min dag er lang,
kom mig til hjælp og vær min tilflugtsklippe,
da vil jeg prise Herrens navn med sang,
dig takker jeg, dig kan jeg aldrig slippe.

10  Lovsang er bedre end et offerdyr,
bedre end tyre, unge dyr med klove,
lovsang behager mere end at love,* 
lovsang er bedre end den bedste tyr.
Når de ydmyge ser det, glædes de,
og alle I, som søger Gud, oplives,
for Herren hører, fangne sættes fri,
fattige hjælpes, skylden eftergives.

                                   *

11  Himmel og jord skal prise Herrens navn,
havet og alt som rører sig i dybet,
for Gud vil bjærge Zions børn blandt krybet,
opbygge Juda uden sorg og savn.
Der skal de bo i tryghed og i ro,
Guds tjenere skal tage det i eje,
og deres børn skal arve samme bo,
enhver der elsker Herrens navn og veje.

*lindring

*give løfter