davidssalmer

1  Til Herren råbte jeg i nøden,
fik svar, da alt var tomt og øde.
Jeg bad til Gud: Kom mig i møde,
frels mig fra dem, der vil forstøde
mig ved at bruge løgnelæber,
de knuser mig med ord, der dræber!
Du falske tunge, fuld af svig,
må Herren straffe dig i krig.

2  De bliver ramt af skarpe pile,
gyvelens gløder skal man stile
som skyts mod Mesheks stolte stammer,
de voldte Jakobs sønner jammer.
Ak, jeg må bo blandt Kedars telte,
hvor finder jeg de tapre helte,
jeg bor blandt folk, som hader fred,
fred vil jeg, men de slår mig ned!

1  Jeg løfter mine øjne op
til bjergene med håb,
hvem lytter til mit råb?
Som rosen står mit håb i knop,
min hjælp har jeg, en taber,
hos universets skaber.

                    *

2  Han støtter og forhindrer, at
du snubler på din vej,
han som bevarer dig,
han værner dig ved dag og nat,
han er din hjælp i fare,
sit folk vil han bevare.

                    *

3  Se, Herren selv bevarer dig,
han er dig ganske nær
ved nat som morgenskær.
Han er din skygge på din vej,
dig stikker solen ikke
og månen heller ikke.

                     *

4  Må han bevare dig mod alt
som gi'r et modløst sind.
Du må gå ud og ind
som denne verdens lys og salt.
Må han dit liv bevare
til evig tid fra fare.

1  Glad blev jeg, da de sa' til mig:
Til Herrens tempel vil vi gå,
i Zions porte skal vi stå,
hvor Herrens folk forsamler sig.
Jerusalem, vor klippeborg,
du er et værn mod bitter sorg,
dér samles alle Herrens stammer.
Det er en lov i Israel
at prise dig, Immanuel!
Dér dømmes hvert et hjertekammer.

                           *

2  Jerusalem, vi be'r om fred
for dig og de, som er på vej.
Ro finder de, der elsker dig,
som glædes ved din liflighed.
Fred råder på din stærke mur,
hver borg er tryg, din kilde pur.
Til brødres og til venners bedste
vil jeg blot ønske Herrens fred.
For templets skyld vil jeg bli' ved,
jeg søger kun dit allerbedste.

1  Mit blik er stadig vendt mod dig, min Gud,
ak, send mig nådebud!
Som trællens øjne følger herremanden,
som de fra trællestanden
der venter på et vink fra fruens hænder,
på samme måde vender
jeg blikket hen mod Gud, han viser sig
som den, der hjælper mig.

                            *     

2  Ak, vær os nådig, vær os nådig, Gud,
skynd dig at fri os ud,
for vi har mærket nok til spot fra tåber,
fra dem der hånligt råber.
Forbarm dig over os, for vi er trætte,
af spotten overmætte,
ja, mer' end overmætte af foragt,
af de sorgløses pragt.

1  Hvis ikke Herren havde hjulpet os,
da mennesker fór frem med had mod os
- gentag det, Israel, gør stemmen fast -
hvis ikke Herren havde hjulpet os,
da havde de fortæret os i hast.

2  Hvis ikke Herren havde hjulpet os,
da deres vrede flammede mod os
- gentag det, Israel, som vekselsang -
hvis ikke Herren havde hjulpet os,
da var det endt med angst og undergang.

3  Da havde vande overskyllet os,
en vældig strøm var gået over os
- det skal du sige, Israel, igen -
hvis ikke Herren havde hjulpet os,
da var vort liv i rædsel svundet hen.

                                *

4  Pris ham, der frelste os fra ulvens tand,
mod Herrens navn kan ingen holde stand,
som fuglen slap vi fri af fjendens net,
og fælden sønderrev og knuste han.
Vor Gud og skaber hjalp os til vor ret.

1  Som Zions bjerg er de, der regner
med Herrens trofasthed,
de står i evighed,
Gud er som bjergene, der hegner
Jerusalem fra alle sider
til alle tider.

                         *

2  Gudløses magt og herrevælde
skal ikke tynge os,
vor angst og nød til trods,
at ikke dine mænd skal fælde
uskyldige med deres hænder.
hvor hadet brænder.

                         *

3  Vær god, o Herre, mod de gode,
som har det rene sind
og lukker staklen ind,
men afgudsdyrkernes pagode
bli'r hastigt rykket op med rode,
bring os på fode!

1  Da Zions fanger vendte hjem
og så Guds stad, Jerusalem,
var vi som drømmende ved dag,
nej, det var intet synsbedrag.
Da fyldte Gud vor mund med latter,
glæd dig igen, du Zions datter!
Blandt folkeslag vandt rygtet frem,
Gud har gjort store ting mod dem.

                             *

2  Ja, store ting har Herren gjort
mod os, da Babels gitterport
blev åbnet mod Jerusalem,
og glade drog vi mod vort hjem.
Forny dog Davids kongedømme,
vend dog vort fangenskab som strømme,
som strømme i det tørre land,
som bække, der bli'r fyldt med vand.

                              *

3  Den mand, der sår sin sæd med gråd,
skal høste frugten af sin dåd,
med jubel skal han høste ind,
med glædestårer på sin kind.
Grædende går han ud i landet
og sår sin sæd, hvor alt er sandet.
Med jubel skal han vende hjem
og bære sine høstneg frem.

1  Til ingen nytte bygger man,
hvis ikke Herren bygger op,
da slider man sin slidte krop,
da gør man, hvad man ikke kan.
Forgæves våger byens mænd,
hvis ikke Herren vogter den.

2  Forgæves står I tidligt op,
forgæves går I sent til ro,
I spiser brød i slidte sko.
Dog vil han styrke vores krop,
i søvne får vi kraft igen,
en rolig søvn gi'r han sin ven.

                        *

3  Børn er en gave fra vor Gud,
en kvindes frugt er Herrens løn,
et svar på hendes stille bøn,
Gud lytter til den unge brud.
Som pile gemt til heltens strid
er sønner fra din ungdomstid.

4  Velsignet er den mand, der har
sit kogger fyldt med pagtens børn,
han holder stand og ta'r sin tørn,
i retten kan han give svar,
en børneflok kan stå for skud,
velsignelser gør rig i Gud.

1  Velsignet er den kvinde,
velsignet er den mand,
som kun har ét i sinde
at frygte uforstand
og vandre med sin Herre
og leve med sin Gud,
så hjælp mig til at være
i pagt med dine bud.

2  Du skal få lov at nyde
den frugt, som møjen gi'r,
velsignelser skal flyde
til dig fra kongens spir.
Som vinen bærer frugter,
får du en flok så stor,
som oliekviste bugter
de sig omkring dit bord.

3  Sådan bli'r han velsignet,
som frygter for sin Gud,
hans børn bli'r sammenlignet
med ædle, friske skud.
Sit ansigt vil Gud fæste
på dig fra Zions stad,
og børnebørn grundfæste
med fred, som gør dig glad.

1  Siden min ungdom har de plaget mig,
sådan skal Israel standhaftigt sige,
siden min ungdom har de plaget mig,
men aldrig vandt de over Herrens rige.

2  De onde plovmænd pløjede min ryg,
plovfurerne blev trukket yderst lange,
men Guds retfærdighed har gjort mig tryg,
gudløses reb har Herren gjort til sange.

3  Af mine fjenders åg blev jeg gjort fri,
nu er min glæde ikke mere bundet,
nu kan jeg ånde frit på mark og sti,
knust er det net, som fjendens magt fik spundet.

                                 *

4  Lad alle de, der hader Zions sag,
forsvinde og bli' gjort komplet til skamme,
lad dem kun bli' som græsset på et tag,
der visner bort, når bygerne bli'r tamme.

5  De kommer ikke til at høste strå,
de henter ikke hø fra grønne enge,
velsignelse skal ingen af dem få,
i ondskab har de øvet sig for længe.

6  Ingen, som ser dem, hilser dem med fred.
Folk siger ikke: Herren vil velsigne,
velsigne jer med fred, som varer ved!
I Herrens navn velsignes du og dine.